Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Partier står fast på nye kampfly
Fredsbilleder...
Danmarks gigantiske flyhandel blev udsat på grund af valget, og nu hedder det mere løst at typevalg vil ske i løbet af dette efterår. I mellemtiden har dollarkursen øget indkøbsprisen fra tidligere nævnte 30 milliarder med op mod 20 procent.
Flyindkøbet indgik lige som krigene ikke i valgkampen, for stort set alle Folketingets partier står bag. Skal denne holdning ændres, må der nye folketingsmedlemmer med markant fredeligere holdninger ind i samtlige partier - og det skete ikke. De er i stedet også villige til at fortsætte kampene mod ISIL i Irak de næste 20 år, hvor de indsatte F-16 fly er ved at være slidt op under presset. Alligevel er befolkningen imod, for Gallup har målt at knap 60 procent helst vil droppe flyene til fordel for fx renovering af skoler og plejehjem.
Købet af nye kampfly er besluttet gennem forsvarsforliget i 2012, og frem til 2017 støttes det af Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, og Venstre.
Både fra de radikale og fra SF lyder nu lidt afdæmpede toner om færre kampfly, men begge partier står fortsat ved forsvarsforliget. Enhedslisten står uden for, og fastholder sit nej til kampfly. Det nyindvalgte parti Alternativet har fortsat uld i munden, og mumler et temmelig uklart nej: " Alternativet har i dag meldt klart ud, at vi siger nej til indkøb af nye kampfly. Det er ikke et udslag af en færdigudviklet freds- og forsvarspolitik på området - og derfor heller ikke et endegyldigt nej."
Tom Vilmer Paamand - august 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  2200 ukrainere straffes som desertører
Ukrainske mænd i alderen fra 18 til 60 år kan straffes for "ulovlig passage af statsgrænsen", da landet har indført undtagelsestilstand og tilbageholder alle våbenføre mænd i landet. I starten af april havde dette foreløbigt ramt 2200 mænd, der forsøgte at forlade landet, oplyser Ukraines grænsekontrol. Adskillige er døde under flugtforsøg i det ofte uvejsomme terræn i grænseregionerne.
Retstilstanden for ulovlig udrejse er usikker, da den konkrete lovgivning først nu er ved at blive gennemført med tilbagevirkende kraft fra krigsudbruddet, så den også kan ramme de allerede udrejste, hvis disse vender tilbage. Straframmen går fra bøder på op til 40.000 kroner, til fængsel fra 3 til 5 år.
Soldater og embedsmænd kan få op til 10 års fængsel, og ved gentagelse øges fængselsstraffen drastisk. Enlige fædre kan undtages, og det samme gælder hvis der er tre børn i familien. Disse kriterier håndhæves allerede strengt. En mand blev således pågrebet ved grænsen med sine kun to børn, og en falsk dødsattest for hustruen.
Mange jubler med over modige russiske demonstrationer mod krig. Ukrainske krigsmodstandere er blevet hængt ud som forrædere. Uanset at der foregår en krig, er det skammeligt at straffe borgere, der ikke vil slå ihjel. Ukraine har aldrig gjort det nemt for militærnægtere, og denne seneste tvangsforanstaltning bør fordømmes - ligesom det er sket mod den tilsvarende praksis hos regimerne i udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk.
I Danmark er flygtende kvinder og børn fra Ukraine blevet mødt med stor sympati. Venstre og SF med flere overvejer særlov for at opmuntre også russiske soldater til at flygte fra krigen, men Danmark bør da søge at give en hånd til alle, der flygter fra krig - også ukrainske mænd.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt, at samvittighedsnægtelse af militærtjeneste er beskyttet i Menneskerettighedskonventionen. Det burde også være en menneskeret at kunne forlade sit land, og ikke blive tilbageholdt i en krigszone.
Tom Vilmer Paamand - april 2022






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024