Fortsat ingen penge til freds- og konfliktforskning...
Regeringen har just indgået forlig med Folketingets partier om “Fordeling af forskningsreserven“, en samlet bevilling på små tre milliarder. Her ville det have været oplagt at få løst den socialdemokratiske regerings forglemmelse af freds- og konfliktforskningen, men at få genskabt en sådan vision blev der end ikke sat småpenge af til.Hovedparten gik til hvad aftalen beskriver som ambitiøse og grønne forskningsinitiativer. Derudover var der fx millioner til brede formål såsom ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne.
Den eneste målrettede bevilling var 10 millioner kroner til Grundtvig Centeret s arbejde, hvilket er et hjertebarn for Dansk Folkeparti, der forsøger at omskrive Grundtvig til deres kristent-nationalistiske projekt, hvilket den vidtskuende gamling ville have afskyet.
Efter aftalen kom Enhedslisten til voldsomt at oversælge resultatet ved at annoncere, at forliget indeholdt “vigtige initiativer om freds- og konfliktforskning“. Det fik sat håbet op hos fredsfolk, men intet blev trods ELs optimisme skrevet med ned på aftalens papir.
Det tætteste er en bisætning om at “forskning i de samfundsmæssige forandringer som følge af klimaforandringerne, herunder f.eks. håndtering af internationale konflikter afledt heraf“, men det er genbrug fra sidste år, og lyder mere som et kursus under Forsvarsakademiet.
Den store satsning på det grønne efterlod altså ikke så meget som et halmstrå til freden, omend eventuelle fredsforskere kan forsøge at søge. Ligesom og i konkurrence med alle andre forskere.
Men det luner da altid lidt at høre Christian Juhl (EL) kæmpe for projektet, omend i en helt anden debat, nemlig om udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis: “Jeg har brugt de her mikrofoner og den her talerstol til temmelig mange gange at sige, at vores kapacitet på fredsforskning og konfliktløsning er alt, alt for svag.“
Tom Vilmer Paamand - november 2020
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer