Krigens Flygtninge

Af Johannes Hansen - 1945

Dette aktuelle digt blev skrevet april 1945 på en tid, hvor Europa og resten af verden virkelig var fyldt med flygtninge. I månederne omkring krigsafslutningen rykkede 250.000 krigsflygtninge til Danmark, som der hurtigt blev skabt indkvartering til.
De har vandret nu Aar efter Aar
i sultende, lasede Skarer.
Millioner paa Flugt
  fra Udslettelsens Kaar og
    Slagmarkens Rædsler og Farer.

Med et Genskin af Sværdtidens Gru
i Blikke, der brister af Klage,
gaar Lidelsens Tog
  over Landenes Jord
    gennem graadtunge Dage.

Over Nordnorges isklædte Fjæld,
over Ruslands de vidtstrakte Slætter
har de vandret og vandret
  fra Daggry til Kvæld
    og i angstfyldte, søvnløse Nætter

Gennem Østfinlands susende Skov,
over Polens blodvædede Jorder,
gennem Frankrig og Tyskland -
  den evige March af fortvivlede,
    haabløse Horder.

Fra de brændende, bombede Byer
med Geværild paa Torve og Gader,
hvor Kanonernes kvælende
  Krudtrøgs-skyer skjuler
    Tomternes sorte Facader.

Fra Ruiner af landlige Bo
vakler Folket fra Kamppladsens Øde
med Stumper af det,
  der engang var et Hjem,
    sin uvisse Fremtid i Møde.

Det er gamle og graanende Mænd,
og hærgede udslidte Kvinder,
gennem aarenes gang
  gav en kroget Lænd og
    falmede, furede Kinder,

efter Livsdagens taalsomme Slid
skulle Hvilen og Freden de eje -
nu stumpler de fremad
  paa smertende Ben ad
    vaade og opkørte Veje.

Det er Mødre med frysende Smaa
bøjet tungt under Tidernes Byrde,
hvis Mænd kaldtes bort
  fra den hjemlige Vraa
    for Mænd og Fædre at myrde.

Det er Enken, hvis eneste Søn,
hvis Glæde og Livshaab nu hænger
som en raadnende Klump
  paa et Pigtraadshegn,
    hvor Granaterne hyler og flænger.

Det er Slægtens vanrøgtede Vaar
med smilløse Ungpigeøjne,
hvis Ungdom forspildtes
  i Vanviddets aar og
    druknes i Blod og i Løgne,

en rodløs og glædesløs Trop
i Hungerens hutlende Hære,
der maa sælge sig selv
  for en Brødskorpes
    Rest og købe sit Liv med sin Ære.


Det er Børn, som er født under Krig,
vokset op kun til Hadet og Harmen,
hvis Barnesmil stivned'
  i Rædselsskrig under
    Bombemaskinernes Larmen.

Det er Taarer og Brandos og Blod
og Soternes truende Skygge.
Det er hele den store
  Galskabs Sum
    af sønderknust Livsmod og Lykke.

De har vandret nu Aar efter Aar,
de sultende, lasede Skarer,
mens Flyverne Død
  over Folkene saar
    til Sirenernes Sørgefanfarer.

I Dødsangst for Menneskers Daad
maa Mennesker gruslagne drage
som jagede Væsener
  fra Skjul til Skjul
    gennem tusinde graadtunge Dage.

I Mænd fra de mægtiges Trop,
der tusker med Skæbner og Stater,
der for Magt og for Guld
  lader Tæppet gaa op
    for Krigsdjævelens Dødningtheater,

sig: tør I nu bære den Vægt
den Anklages knugende Tynge,
der løfter sig mod jer
  i tusinde Skrig
    fra de flygtendes hjemløse Klynge?

Synk bort bag Ruiner og Lig
I gamle, fordummende Løgne
om den daadfulde,
  raske og mandige Krig, der
    blændede Tusinders Øjne,

nu ser vi jert hule Bedrag,
som grufulde Vidner os møder
Millionernes Tog
  fra den Knokkelmandshøst,
    hvor folkenes Ungdom forbløder.

Aah, Menneske! Sig mig, hvornaar
vil du krænge din Rovdyrham af dig?
Naar løfter du op
  af Fornedrelsens Kaar det
    Adelsskjold, Livsaanden gav dig?

Hvornaar skal de hvile, de Tog,
de haabløse, dødtrætte Hære,
der slæber sig hen
  over Jordklodens Bug, som
    en Skamplet på Skabningens Ære?

Teksten blev skrevet til foreningen Aldrig Mere Krigs medlemsblad af samme navn, som denne jyske landbodigter også skrev tilsvarende digte om "Den hvide Pest" til.


AldrigMereKrig.dk ©2015
Krigens flygtninge - aktuelt digt fra 1945