Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


NU kommer krigen mod Iran - alligevel ikke!
Fredsbilleder... I 2018 erklærede USAs præsident Trump: "Iran's leaders sew chaos, death and disruption. The dictatorship used their funds to build nuclear capable missiles. We cannot allow the world's leading sponsor of terrorism to possess the planet's most dangerous weapons.
I 2012 erklærede USAs præsident Obama: "'As President of the United States, I Don't Bluff'. Dismissing a strategy of "containment," the president tells it's "unacceptable" for the Islamic Republic to have a nuclear weapon.
I 2007 erklærede USAs præsident George W Bush: "One thing is certain. The United States should never allow Iran to threaten the world with a nuclear bomb."
Listen fortsætter nedad, men rummer dog en pause på et par årtier, hvor USA understøttede diverse diktatorer - i perioden fra USA i 1953 havde væltet Irans demokratisk valgte leder. Her solgte og byggede USA en række atomkraftværker i landet, og hjalp hermed samtidig Iran til at eksperimentere med at udvikle atomvåben. Dette sluttede med revolutionen i 1979, hvor efter det iranske atomprogram langt om længe blev kaldt en trussel for hele regionen - hvilket det vel hele tiden havde været.
Iran er cirka tre gange så stor en mundfuld som Irak var. Høgene i USA arbejder frem mod en krig, der altså uundgåeligt bliver langt voldsommere og dyrere end de seneste skærmydsler - og som i givet fald vil kunne blokere for de øvrige olielandes eksport, med enorme følger for verdens økonomi.
USA har truet med krig i alle de år, hvor Iran ikke underkastede sig - men en reel krig ser ud til at forblive en våd drøm for høgene. Alligevel snakker USA strategisk høfligt med en morderisk allieret som Saudi-Arabien, som vil være uundværlig ved en eventuel krig. Og undergraver ihærdigt Irans regime, men selv i et grimt diktatur har de færreste lyst til at blive bombet til vasalstat.
Tom Vilmer Paamand - september 2018






Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord:
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problem
er, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
"Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.

Tom Vilmer Paamand - april 2015





... Aktuelle Indlæg
... Indlæg fra 2017
... Indlæg fra 2016
... Indlæg fra 2015
... Indlæg fra 2014
... Indlæg fra 2013
... Indlæg før 2013

AldrigMereKrig.dk ©2012