Militærnægtelse i Danmark i 100 år
Unge mænd har nu haft retten til at
nægte militærtjeneste
siden 1917. Forlaget Solidaritet markerer årsdagen med bogen "Jeg nægter! Militærnægtelse i Danmark i 100 år". Bogen er på 450 sider, og skrevet af Stig Hegn sammen med andre kendte og ukendte militærnægtere.
Bogen præsenteres i Aarhus ved en reception onsdag den 29. november klokken 17 til 19 i biblioteket Dokk1, møderum 2. Ved receptionen vil den gamle nægter Viggo Jonasen indlede om: "Militærnægterbevægelsen - en stærk social bevægelse".
Viggo Jonasen skriver i indbydelsen: "Militærnægterbevægelsen var en af 1960'ernes og 1970'ernes hurtigst voksende græsrodsbevægelser, som på højdepunktet udgjorde 14 procent af en værnepligtsårgang. De seneste år er antallet gået ned, i takt med at antallet af indkaldte værnepligtige er sænket. Det er ret spændende, om tendensen vender, hvis et militærforlig øger antallet af værnepligtige".
Aldrig Mere Krig har også fulgt denne udvikling, og har kunnet påvise, at mindst 90 procent af de unge fravælger militæret ved netop ikke at melde sig selv. Samt at militæret manipulerer groft ved at medregne mange tvangsindkaldte som såkaldte "teknisk frivillige".
Aldrig Mere Krig opstillede allerede for ti år siden en mindesten for militærnægterloven i Gribskov, hvor Danmarks første nægterlejr stod. Opstillingen vakte en del debat, og udløste desværre også hærværk - men stenen blev gen-indviet af en flok militærnægtere og står fortsat flot i skoven.
Hør Viggo Jonasen fortælle i programmet FLR Dialog.
Tom Vilmer Paamand - november 2017
Flere historier fra 2017...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Alle Vestens våben nyttede ikke
- Alle må opruste, for dialog nytter ikke mod despoter, lyder det alt for enstemmigt igen. Men Ruslands angreb på Ukraine viser helt modsat, at alle Vestens våben intet har nyttet, for oprustning og militær afskrækkelse var der igen så rigeligt af.
Spørgsmålet er ikke, om der mon er kastet nok kræfter ind i diplomati og forhandling, for svaret er et alt for indlysende NEJ. Også herhjemme har skiftende regeringer i stedet satset milliarderne på våben, men diskussionen om hvorfor, og hvad de i givet fald skulle afhjælpe, har været stærkt begrænset. Spørgsmålet lyder så: Hvorfor er fredsfolkene tavse - men vi råber os hæse efter ærlig dialog og tillidsskabende forhandlinger med samme kraft, som vi altid har gjort det.
Heldigvis går flere og flere russere på gaden i protest mod krigen, trods den russiske regerings nedbankning af demonstranter. Ikke mindst de unge, der ser det tåbelige i angrebet, og frygter en fremtid spærret inde bag Vestens restriktioner. "Нет Войне", lyder råbet i Rusland, og modsvares af "Ні Війні" i Ukraine: "Nej til Krig!"
AMK støtter budskabet i begge lande. Men mens mange jubler med over den russiske krigsmodstand, hænges ukrainske krigsmodstandere ud som forrædere. Krigen har fået den ukrainske regering til at slå hårdt ned, mod hvad den opfatter som deserteringer, så alle mænd op til 60 år nu har fået forbud mod at forlade Ukraine. Helt uanset at der foregår en krig, er det skammeligt at slæbe krigsmodstandere til fronten.
Rusland må forestille sig, at de kan omdanne samfundet i Ukraine til en underdanig lydstat, men det vil velkendte metoder som civil ulydighed og militærnægtelse kunne gøre umuligt - langt bedre end militær mod militær. Tving Rusland til forhandlingsbordet og ud af Ukraine med ikkevoldelige metoder og diplomatisk kraft. Det burde være indlysende nu selv for politikere, at deres blinde tiltro til militært isenkram ikke får gjort vores verden sikrere.
Læs hele argumentationen på FRED.dk
Tom Vilmer Paamand - februar 2022
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Alle Vestens våben nyttede ikke
- Alle må opruste, for dialog nytter ikke mod despoter, lyder det alt for enstemmigt igen. Men Ruslands angreb på Ukraine viser helt modsat, at alle Vestens våben intet har nyttet, for oprustning og militær afskrækkelse var der igen så rigeligt af.Spørgsmålet er ikke, om der mon er kastet nok kræfter ind i diplomati og forhandling, for svaret er et alt for indlysende NEJ. Også herhjemme har skiftende regeringer i stedet satset milliarderne på våben, men diskussionen om hvorfor, og hvad de i givet fald skulle afhjælpe, har været stærkt begrænset. Spørgsmålet lyder så: Hvorfor er fredsfolkene tavse - men vi råber os hæse efter ærlig dialog og tillidsskabende forhandlinger med samme kraft, som vi altid har gjort det.
Heldigvis går flere og flere russere på gaden i protest mod krigen, trods den russiske regerings nedbankning af demonstranter. Ikke mindst de unge, der ser det tåbelige i angrebet, og frygter en fremtid spærret inde bag Vestens restriktioner. "Нет Войне", lyder råbet i Rusland, og modsvares af "Ні Війні" i Ukraine: "Nej til Krig!"
AMK støtter budskabet i begge lande. Men mens mange jubler med over den russiske krigsmodstand, hænges ukrainske krigsmodstandere ud som forrædere. Krigen har fået den ukrainske regering til at slå hårdt ned, mod hvad den opfatter som deserteringer, så alle mænd op til 60 år nu har fået forbud mod at forlade Ukraine. Helt uanset at der foregår en krig, er det skammeligt at slæbe krigsmodstandere til fronten.
Rusland må forestille sig, at de kan omdanne samfundet i Ukraine til en underdanig lydstat, men det vil velkendte metoder som civil ulydighed og militærnægtelse kunne gøre umuligt - langt bedre end militær mod militær. Tving Rusland til forhandlingsbordet og ud af Ukraine med ikkevoldelige metoder og diplomatisk kraft. Det burde være indlysende nu selv for politikere, at deres blinde tiltro til militært isenkram ikke får gjort vores verden sikrere.
Læs hele argumentationen på FRED.dk
Tom Vilmer Paamand - februar 2022
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024