|
Krigens Flygtninge
Af Johannes Hansen - 1945 Dette aktuelle digt blev skrevet april 1945 på en tid, hvor Europa og resten af verden virkelig var fyldt med flygtninge. I månederne omkring krigsafslutningen rykkede 250.000 krigsflygtninge til Danmark, som der hurtigt blev skabt indkvartering til. | |
|
De har vandret nu Aar efter Aar i sultende, lasede Skarer. Millioner paa Flugt fra Udslettelsens Kaar og Slagmarkens Rædsler og Farer. Med et Genskin af Sværdtidens Gru i Blikke, der brister af Klage, gaar Lidelsens Tog over Landenes Jord gennem graadtunge Dage. Over Nordnorges isklædte Fjæld, over Ruslands de vidtstrakte Slætter har de vandret og vandret fra Daggry til Kvæld og i angstfyldte, søvnløse Nætter Gennem Østfinlands susende Skov, over Polens blodvædede Jorder, gennem Frankrig og Tyskland - den evige March af fortvivlede, haabløse Horder. Fra de brændende, bombede Byer med Geværild paa Torve og Gader, hvor Kanonernes kvælende Krudtrøgs-skyer skjuler Tomternes sorte Facader. Fra Ruiner af landlige Bo vakler Folket fra Kamppladsens Øde med Stumper af det, der engang var et Hjem, sin uvisse Fremtid i Møde. Det er gamle og graanende Mænd, og hærgede udslidte Kvinder, gennem aarenes gang gav en kroget Lænd og falmede, furede Kinder, efter Livsdagens taalsomme Slid skulle Hvilen og Freden de eje - nu stumpler de fremad paa smertende Ben ad vaade og opkørte Veje. Det er Mødre med frysende Smaa bøjet tungt under Tidernes Byrde, hvis Mænd kaldtes bort fra den hjemlige Vraa for Mænd og Fædre at myrde. Det er Enken, hvis eneste Søn, hvis Glæde og Livshaab nu hænger som en raadnende Klump paa et Pigtraadshegn, hvor Granaterne hyler og flænger. Det er Slægtens vanrøgtede Vaar med smilløse Ungpigeøjne, hvis Ungdom forspildtes i Vanviddets aar og druknes i Blod og i Løgne, en rodløs og glædesløs Trop i Hungerens hutlende Hære, der maa sælge sig selv for en Brødskorpes Rest og købe sit Liv med sin Ære. |
Det er Børn, som er født under Krig, vokset op kun til Hadet og Harmen, hvis Barnesmil stivned' i Rædselsskrig under Bombemaskinernes Larmen. Det er Taarer og Brandos og Blod og Soternes truende Skygge. Det er hele den store Galskabs Sum af sønderknust Livsmod og Lykke. De har vandret nu Aar efter Aar, de sultende, lasede Skarer, mens Flyverne Død over Folkene saar til Sirenernes Sørgefanfarer. I Dødsangst for Menneskers Daad maa Mennesker gruslagne drage som jagede Væsener fra Skjul til Skjul gennem tusinde graadtunge Dage. I Mænd fra de mægtiges Trop, der tusker med Skæbner og Stater, der for Magt og for Guld lader Tæppet gaa op for Krigsdjævelens Dødningtheater, sig: tør I nu bære den Vægt den Anklages knugende Tynge, der løfter sig mod jer i tusinde Skrig fra de flygtendes hjemløse Klynge? Synk bort bag Ruiner og Lig I gamle, fordummende Løgne om den daadfulde, raske og mandige Krig, der blændede Tusinders Øjne, nu ser vi jert hule Bedrag, som grufulde Vidner os møder Millionernes Tog fra den Knokkelmandshøst, hvor folkenes Ungdom forbløder. Aah, Menneske! Sig mig, hvornaar vil du krænge din Rovdyrham af dig? Naar løfter du op af Fornedrelsens Kaar det Adelsskjold, Livsaanden gav dig? Hvornaar skal de hvile, de Tog, de haabløse, dødtrætte Hære, der slæber sig hen over Jordklodens Bug, som en Skamplet på Skabningens Ære? |
|
Teksten blev skrevet til foreningen Aldrig Mere Krigs medlemsblad af samme navn, som denne jyske landbodigter også skrev tilsvarende digte om "Den hvide Pest" til. | |
AldrigMereKrig.dk ©2024
Aldrig Mere Krig
Krigens flygtninge - aktuelt digt fra 1945