7.912 luftangreb mod Syrien udefra
Den 6. april 2017 sendte USAs præsident 59 krydsermissiler mod Syrien. Målet i landet var usædvanligt, for USA har hidtil officielt søgt at ramme ISIL, og ikke områder under kontrol af Syriens Assad-regering. Denne gang var målet i stedet en Assad-flyveplads, som et giftgasangreb mentes at stamme fra. Fremmede nationers angreb på Syrien uden krigserklæring er langt mere end en daglig foreteelse.
På datoen med krydsermissilerne havde der siden 2014 i alt været 7912 luftangreb mod Syrien fra USA, dets koalition og Rusland. Og så kom der altså lige et mere, men i snit bliver Syrien ramt af 75 bomber om dagen fra fremmede luftstyrker. Heldigvis gør de sjældent mere end materiel skade, men antallet af døde for luftangrebene er dog omkring 3.000 ofre.
I den aktuelle sag har USA atter reageret forhastet og alt andet end statsmandsagtigt. Der er sket en grum forbrydelse, men i stedet for at skaffe beviser og tage problemet til FN har USA erklæret, at de havde lov til at bombe på baggrund af fortsat hemmelige beviser. Krydsermissilerne bliver omtalt som var det Trumps første krig, men han har som sine forgængere diskret bombet løs siden sin indsættelse. Antallet af civile ofre er dog steget voldsomt under Trump, der har femdoblet mængden af angreb med droner.
Flybomber udefra er dog et "relativt" mindre problem, for internt i Syriens blanding af terror og borgerkrig løber dødstallet nu op i ufattelige hundredtusinder. Fra ISILs terror til Assads tøndebomber, samt et kludetæppe af store og små "rockerbander", der jævnligt skifter mål og retning. Folk i Syrien får altså rigeligt med bomber i hovedet og det er efter adskillige år indlysende, at USAs med fleres bidrag til endnu flere bombninger ikke har stoppet hverken ISIL eller borgerkrigens grusomheder.
Tilbage står den sædvanlige undren. Nogen har på højt politisk niveau besluttet, at lige de billeder, som officielt udløste bombningen, var "ubærlige". Nogen har givet en indlysende og berettiget forargelse politisk retning og fokus, så bombe-svaret kunne udløse bred begejstring, og bedre opbakning til den ellers upopulære præsident Trump. Og medier og befolkning faldt for den - igen.
Statsmænd burde kunne holde hovedet koldt, og ikke reagere forjaget ud fra følelser og folkestemninger - men på fakta og langsigtet strategi. Og det samme bør fredsbevægelsen, hvis den vil opnå blivende mål.
Tom Vilmer Paamand - april 2017
Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Den danske sang... er militaristisk
Kritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne.
Den danske sang har nemlig "klang af klokke, af sværd og skjold", for "kunst og kamp kræver stadig stål" i et "alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange.
Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da "Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som "Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at "Vi vil fred her til lands", men desværre med "sværdet i hånd".
Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter burde fremelske fredeligere fællessang til glæde for os alle.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Den danske sang... er militaristisk
Kritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne.
Den danske sang har nemlig "klang af klokke, af sværd og skjold", for "kunst og kamp kræver stadig stål" i et "alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange.
Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da "Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som "Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at "Vi vil fred her til lands", men desværre med "sværdet i hånd".
Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter burde fremelske fredeligere fællessang til glæde for os alle.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024