Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


NATOs krav kan opfyldes uden våben
Fredsbilleder... Det danske militær får nu tilført endnu flere milliarder, har vort Folketing besluttet - efter pres fra NATO, og med effektiv hjælp fra Putin til at skabe panik.
Politikerne er til fals for løfter om af indkøbe det nyeste og allermest skinnende legetøj, men det helt afgørende bør naturligvis være, hvordan Danmark mest effektivt opfylder selve formålet med at bruge alle disse penge.
Indlysende nok bør alle indkøb efterleve NATOs formål, som beskrevet i Den Nordatlantiske Traktat, der primært (overraskende ubekendt) forpligter deltagerne til at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler.
Indkøbet skal også klæde Danmark på til bedre at kunne bistå angrebne deltagerlande ved straks at tage sådanne skridt, som hver af dem anser som nødvendige - herunder anvendelse af væbnet magt. Bemærk at brug af væbnet magt omhyggeligt ikke er den eneste mulighed - dette var et krav fra USAs Senat.
Uanset hvad der siden dette grundlag er lagt oven på, bør Danmark med fuld dækning i traktaten støtte NATO - ved at opruste for milliarder til bedre at kunne bilægge stridigheder ved fredelige midler: Med forskning og træning i konfliktløsning, målrettet bistand til at afværge mulig risiko for militær optrapning, samt naturligvis en omfattende genopbygning af det danske diplomati.
Her er et indsatsområde, hvor NATO savner kompetence, og hvor Danmark kan gøre en forskel i verden omkring os langt bedre, end ved blot at gøre en lille smule af det samme, som alle de andre allerede gør.
Tom Vilmer Paamand - marts 2022






Flere historier fra 2022...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Selektiv krigshukommelse
Hans Hauge hænger den svenske forfatter Jan Guillou ud i Berlingske, fordi denne i 1977 skrev rosende om Saddam Hussein. Hvilket ganske rigtigt set bagklogt var dumt gjort.
Men Hans Hauge misser hermed en god chance for også at punke Socialdemokratiet, der året efter underskrev en overenskomst for Kongeriget Danmarks regering med Republikken Iraks regering om "industrielt, videnskabeligt, økonomisk og teknisk samarbejde". Overenskomsten blev aldrig opsagt igen, på trods af krige og omvæltninger.
Dette tætte samarbejde med Saddam Hussein blev for øvrigt også godkendt af Venstre, samt fortsat under borgerlige regeringer. Poul Schlüters (K) regering godkendte fx dansk eksport af tre krigsskibe, som Saddam Hussein købte for en halv milliard i datidens kroner - mens Irak med støtte fra USA var i krig med Iran. For det var først i 2003, at Danmark selv gik i krig mod Irak - og det var først året efter dette, at Justitsministeriet fik "gennemgået alle de eksporttilladelser, vi har givet til Irak før 1994, for at se, hvad det præcis er, vi har givet tilladelse til".
Således var både svensk og dansk realpolitik på den tid, så det er rigeligt selektivt at nøjes med at hænge Jan Guillou ud for at støtte Saddam Husseins regime. Det er faktisk mere underligt, at Guillou sidst i 70erne ikke var en rød afviger, men blot dumt sang i kor med de nordiske regeringer om samarbejde med Saddam Hussein.
Forhåbentlig husker den kommende Historiske Krigsudredning at få den slags meget relevante detaljer og forspil med. Ellers vil den nævnte overenskomst kunne findes hos Tribunalforeningen, det fremlægger indsamlet materiale om Danmarks krige - som et bidrag til forståelse af beslutninger og konsekvenser af krigene.
Tom Vilmer Paamand - februar 2019






... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2023