Stormagterne træner børnehære
Rusland og USA har militære spejderkorps, hvor børnene lærer at skyde, kaste med granater og blive gode patrioter.
Ruslands korps blev genoprettet efter at være nedlagt ved Sovjets sammenbrud, og har nu et par hundrede tusind medlemmer mellem 8 og 18 år. Danske
forskere ser Ruslands nye ungdomshær som et symptom på, at Putin har problemer med at få støtte fra de unge.
USA har haft sådanne statslige
børnekorps de sidste hundrede år. Indtil 2001 var de begrænsede, men nu er
korpsene vokset til flere hundrede tusind medlemmer. Aldersgrænsen er
11 år, og de unge kan fortsætte i den rigtige hær allerede som
17-årige. Da USA i februar 2018 blev rystet af en skoleskydning, var drengen bag iført sit
træningstøj fra et militært ungdomskorps.
Også England har militære ungdomsafdelinger med
våbentræning af børn fra
12-års alderen, og rekrutterer som de eneste i Europa
16-årige som soldater. I resten af verden er problemet med børnesoldater fortsat stort, mest i en lang række
urolige lande som Afghanistan, Pakistan, Palæstina og Yemen.
En FN-
resolution tvang i 2002 de fleste lande til at stoppe denne praksis. Vedtagelsen betød at også Danmark i 2006 måtte fjerne
de sidste muligheder for at gøre mindreårige til
soldater.I Danmark er militærtræning og lignende propaganda mod unge nu begrænset til tilbud ved fx
sommerlejre.
Tom Vilmer Paamand - februar 2018
Flere historier fra 2018...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Myten om behovet for kampflyAndre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som
selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som
Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant
eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på
samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid
opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også
nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt
Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt
anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på
fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til
NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor "
deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler".
En meget længere version med mere dokumentation blev bragt i
Politiken. Se den på
FRED.dk.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg