Bandbulle mod sløve redaktører fra Carsten Jensen
Danmark støtter en kriminel regering i Afghanistan, der er lige så slem som hvis Hells Angels fik regeringsmagten i Danmark. Det er det nyeste udfald fra forfatteren Carsten Jensen, der er aktuel med krigsromanen 'Den Første Sten', der netop handler om Afghanistan. Han blev interviewet i Radio 24syv, hvor han ikke lagde fingrene imellem:
"Når jeg har læst de engelske aviser om krigen i Afghanistan og hvordan det gik, og kom hjem til Danmark, så var det som at komme fra et demokrati til et kommunistisk Østland. Så kom jeg hjem til propagandistisk patriotisk ævl, og skammede mig over mit eget lands presse. ... Der er gode danske journalister, men der er mange rigtigt dårlige danske redaktører og chefredaktører, og de har ikke levet op til deres forpligtelser i et demokrati. De har været patriotiske, de har købt forsvarets usandheder og ukritisk videregivet dem, og de har ikke satset på kritisk undersøgende journalistik."
"Vi har allieret os med alle de mest kriminelle elementer i det afghanske samfund. Det svarer til at en eller anden invasionshær kom til Danmark for at frelse os fra et religiøst diktatur, og at de så allierede sig med Hells Angels, med HAs præsident til statsminister og hans håndgangne mænd som borgmestre, og kaldte det et afgørende skridt frem mod demokrati."
Tom Vilmer Paamand - november 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023