Våbenproducenter foretrækker Hillary Clinton
Dobbelt så mange våbenproducenter forudser en indbringende fremtid med Hillary Clinton, som med Donald Trump. Det viser en sammenligning af de personlige kampagnebidrag fra ansatte hos firmaer som Lockheed Martin and General Dynamics, der ved dette valg for første gang primært støtter Demokraternes kandidat til præsidentvalget. Beløbene er ikke voldsomme, men tendensen er klar.
Under præsident Obama har USA øget de illegale henrettelser med droneangreb rundt om på kloden, og Hillary Clinton blev som udenrigsminister kendt som en høg. Under valgkampen pressede Bernie Sanders hende i en fredeligere retning, men selv om både Clinton og Trump nu kritiserer Irakkrigen, har begge fremlagt krigeriske planer for fremtiden.
Når en virksomhed som fx en våbenproducent støtter en politiker, er det naturligvis for selv at få støtte, ellers ville det ikke være fradragsberettiget. Om formålet lykkes kan være svært at måle, men fx investeringerne i familien Clinton ser ud til at have givet bonus. Tidligere præsident Bill Clinton oprettede sammen med hustruen Hillary den almennyttig fond Clinton Foundation. Denne fond tog imod donationer fra det meste af verden, ægteparret gav pengene videre til velgørenhed, og derved fik mange rigtig gode projekter støtte.
Dette gode projekt tiltrak voldsomt tunge donorer, underligt nok også alle de store våbenproducenter, samt helt statslige sponsorater fra tvivlsomme regeringer. Dette gav god mening, for fra 2009-2013 var Hillary Clinton blevet udenrigsminister og sidenhen præsidentkandidat. Tyve udenlandske regeringer der gav støtte, fik efterfølgende godkendt kontroversiel våbeneksport af udenrigsministeriet.
I alt blev våbensalget til netop disse lande fordoblet under Hillary, sammenlignet med den forrige præsidentperiode. Al våbenhandel skulle ud fra et direktiv fra præsident Bill Clintons tid først vurderes i forhold til modtagerlandets forhold til menneskerettighederne. De nævnte lande var skarpt kritiserede, men under Hillary Clinton øgedes våbensalget til dem.
Millionerne til Clinton Foundation går som nævnt til velgørenhed, og familien Clinton modtager altså ingen umiddelbar personlig profit ved arrangementet - udover prestigen ved at sidde til gallamiddage med denne verdens personligheder. Men med Hillary som aktiv politiker består mistanken om at donorerne alligevel har modtaget ekstra hjælpsomhed for alle pengene.
I USA er det helt normalt direkte at give politiske poster til de personer, der har kastet flest penge ind i valgkampen. Således blev en donor anbragt i et sikkerhedsråd, der rådgiver regeringen om taktiske atomvåben. Manden sad sammen med videnskabelige eksperter og garvede embedsmænd, men kendte selv intet til emnet. til gengæld bliver 80 procent af de pensionerede højtstående militærfolk konsulenter for militærindustrien.
Tom Vilmer Paamand - september 2016
Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023