ETAs vold i Baskerlandet tabte støtte
For fire år siden proklamerede den baskiske terrororganisation ETA en såkaldt permanent våbenhvile. I flere årtiet havde gruppen kæmpet en særdeles voldelig kamp for Baskerlandets selvstændighed. En ny rapport om perioden konkluderer, at der var aldrig var tale om en tosidet konflikt som ETA påstod, men blot en bevæbnet gruppes forsøg på at gennemtvinge en totalitær dagsorden. Rapporten er bestilt af den baskiske regering, der havde sat fire historikere fra Baskerlandets universitetet på opgaven.
ETAs hundredevis af politiske attentater blev finansieret med en blanding af frivillige bidrag, direkte afpresning og røverier. Under Francos diktatur var ETA ikke særligt aktiv, men attentaterne tog fart under under overgangen til demokrati. ETA dræbte 771 personer i perioden fra efter Franco fra 1976 til 1994, flere tusind blev såret under terrorangrebene og 700 af dem fik varige mén.
ETA ser ud til at have intensiveret sine angreb hver gang, hvor regionen fik gennemført demokratiske forbedringer, og rapportens historikere mener, at ETA mål var at destabilisere demokratiet til fordel for et marxistisk styre. Kampen blev støttet politisk gennem partiet Herri Batasuna, der i perioder fik stemmer fra op mod 20 procent af regionens befolkning.
Rapporten dumper ned midt i en hed debat, hvor mange kræver at de venstreorienterede kræfter, der traditionelt støttede ETA, nu endeligt undskylder de lidelser, som terrorgruppen forårsagede. ETAs støtter siger at der jo var ofre på begge sider i konflikten. 62 personer blev myrdet af paramilitære eller højreekstremistiske grupper, især mellem 1983 og 1987 af den i hemmelighed statsstøttede gruppe Grupos Antiterroristas de Liberación. Yderligere syv personer blev dræbt af ukendte parter, men antallet af dødsofre fra statens side er altså væsentligt færre.
Rapporten ser en aktion i 1997 som vendepunktet, hvor ETA endeligt mistede sin folkelige opbakning. Gruppen havde kidnappet den unge politiker Miguel Ángel Blanco, og krævede at få alle fængslede ETA-medlemmer sat på fri fod. Dette krav blev ikke opfyldt af den spanske regering, og Miguel Angel Blanco blev myrdet. Mere end seks millioner mennesker gik på gaden i protest mod drabet.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
> Fred i hele verden I krigen mod den ukrainske befolkning må forhandlingsbordet, frem for slagmarken, være målet. Krigen mod den ukrainske befolkning kan hverken forsvares eller forklares. Men det er desværre ikke det eneste sted, almindelige mennesker lider under krigenes hærgen. På FNs Internationale Fredsdag den 21. september skal vi huske, at der også er voldsomme krige andre steder i verden. I Afrika er der krige i Sudan, Etiopien og Den Demokratiske Republik Congo. Der ud over er der en del andre krige, som sjældent bliver nævnt i medierne herhjemme – i Mellemøsten og Asien er der bl.a. krige i Yemen, Syrien, Israel/Palæstina og Myanmar. Nogle af dem er borgerkrige mellem forskellige folk inden for samme grænse, mens i andre krige er stormagterne mere direkte indblandet. Men uanset grunden til krigene, rammer de især almindelige mennesker som dig og mig, og i særlig grad kvinder og unge piger. Resultaterne er knuste familier, mennesker drevet på flugt og ødelagte samfund, der ofte hærges af korruption og vold. Så krige er aldrig svaret på at løse konflikter. Der er ingen vej udenom forhandling og mægling. Det er nødvendigt at civilsamfundets, og især kvindernes erfaringer, får en væsentlig rolle for at opnå en varig fred. Forhandlingsbordet frem for slagmarken må være målet. Fredsinitiativet Skive - september 2022