Mange i EU vil ikke med i støttekrig for NATO
Op mod halvdelen af Englands, Spaniens og Tysklands borgere støtter ikke op bag NATOs såkaldte musketer-ed. De tre lande er splittet mellem fra 43-53 procent imod, til 40-46 procent for, ved spørgsmålet om deres eget lands militær skulle kæmpe med, hvis Rusland angreb et af sine nabolande. Også i Frankrig er et stort mindretal imod, mens opbakningen modsat er ret massiv i Holland og Polen. På den anden side af Atlanten støtter Canadas og USAs borgere op med fra 58-62 procent.
Meningsinstituttet PEW fremlagde undersøgelsen under den jublende overskrift: "NATO's Image Improves on Both Sides of Atlantic", efterfulgt af mere prosaiske "European faith in American military support largely unchanged". Tallene viser også at skillelinjen i USA ligger helt modsat af Europas, for i USA støtter et voldsomt flertal af "liberals" NATO, mens kun under halvdelen af "conservatives" er for. Undersøgelsen dækker kun de større EU-lande, så Danmark er ikke nævnt.
Undersøgelsen er lavet mens NATO-landene er ved at tilslutte sig kravet om hvad der skal blive en fordobling af de fleste landes militærbudgetter. Pt ligger de fleste lande på under 1,2 procent ligesom Danmark. Procenttallet er en meningsløse målestok, da fx Grækenland af lokale grunde bruger meget mere på militær end Danmark, men trods dette har svært ved at deltage i NATOs missioner, hvor Danmark altid villigt stiller op. Kravet om de to procent vil gøre NATO voldsomt stærkere end sine titulære modstandere, så fx Tyskland får et større militærbudget end hele Rusland.
En anden målestik for at støtte global sikkerhed er FNs fredsbevarende styrker, hvor Danmark tidligere har spillet en stor rolle. I dag er denne indsats stort set overladt til ikke-vestlige lande, med Bangladesh, Etiopien, Indien, Nepal, Pakistan og Rwanda i front, der alle har mellem 5-8.000 tropper sendt ud. Gennem de sidste 50 år havde Danmark ofte selv mere end 1.000 ude, men i dag er tallet nede på 36 udsendte - hvilket kun er halvt så mange som USA. Rusland har 95, mens Kina har 3.000 afsted.
Flere historier fra 2017...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023