Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


For få nægter...
Fredsbilleder... Under Første Verdenskrig var der en del unge mænd, som af samvittighedsgrunde ikke kunne være soldater. De blev idømt lange fængselsstraffe. Ofte sultestrejkede de i protest. Det var selvsagt uholdbart at have ikke-kriminelle siddende i fængslerne. 13. december 1917 vedtog Folketinget en lov, der muliggjorde, at nægterne kunne udføre civilt statsarbejde. Det var verdens anden militærnægterlov.
I 1918 oprettedes den første nægterlejr i Grib Skov. Militærnægterorganisationen Aldrig Mere Krig har senere sat en mindesten der, hvor denne lejr var. I 1930erne steg nægternes antal så meget, at der måtte oprettes endnu en nægterlejr i Kompedal. Efter tilslutningen til NATO i 1949 steg nægtertallet markant. Der blev oprettet en tredje nægterlejr i Oksbøl. I denne lejr var jeg som nægter i 24 måneder i 1954-56.
I sin anmeldelse i Præsteforeningens Blad af min erindringsbog: "Fra mit livs skraldespand", skrev den nu afdøde sognepræst, Arnold Østergaard Frandsen, at tiden i militærnægterlejr på mig havde virket som et højskoleophold. I nutiden kommer militærnægterne ikke i nægterlejre. De udstationeres til sociale og kulturelle organisationer.
Nogle år i 1970erne var nægtertallet så stort, at det påvirkede militærets soldatertal. Men nu er antallet af militærnægtere meget lavt. Derimod strømmer det ind med frivillige af begge køn til militæret. Vi udsættes jo fra vugge til urne for en intens militærforherligelse. Folkekirken har med soldaterhjem og feltpræster ladet sig spænde for militarismens vogn. Alt for få militærnægtere går ind i et livslangt, organiseret arbejde mod militær og militarisme.
Henning Sørensen - april 2021





Flere historier fra 2021...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016







... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2022