En fredeligere verden med nedbrudte IC4-kampfly!
Fredsbevægelsens hemmelige plan lykkedes til fulde denne gang. Generaler og politikere var ustoppelige i deres drømme om fortsat dyrere og mere dødbringende kampfly, så projektet gik ud på at lade dem tro, at de fik det. Dette ny kampfly var den perfekte løsning, og snart havde det meste af NATO derfor udskiftet deres effektive små dræberfly. Men afløseren var en gøgeunge, der uskadelig
sad fast
i hangaren, men den opåd alle militærbudgetter.
Uden brugelige kampfly blev resultatet en fattigere, men også
fredeligere
verden, hvor politikerne
ikke længere
frit kan kaste bomber mod udpegede slyngelstater. I stedet må de finde på andre og billigere løsninger som forhandling, diplomati og udviklingshjælp. Alle deres så dyrt fejlkøbte kampfly står kronisk ubrugelige nedpakket i mølkugler, mens kun alverdens jurister fortsat slås med dem.
Producenten Lockheed Martin er for længst gået konkurs, og ingen kan længere gennemskue millionerne af kodelinjer, der skulle få kampflyets computere til at lystre. Det tog en del år, før politikerne endeligt gav op. Inden da havde de utallige lappeløsninger, som producenten lovede ville hjælpe, kostet landene
så dyrt
at de nu også stod med forældede og nedslidte kampvogne og krigsskibe.
Fredsbevægelsen glæder sig over, at politikere og generaler hoppede i fælden. Selv om det blev en dyr omgang, og pengene kunne have været brugt så meget bedre, er den nyvundne fred hele prisen værd.
Tom Vilmer Paamand - maj 2016
> Den danske sang... er militaristisk Kritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne. Den danske sang har nemlig "klang af klokke, af sværd og skjold", for "kunst og kamp kræver stadig stål" i et "alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange. Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da "Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som "Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at "Vi vil fred her til lands", men desværre med "sværdet i hånd". Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter burde fremelske fredeligere fællessang til glæde for os alle. Tom Vilmer Paamand - maj 2021