Skal krigeren Fogh i Nobels fredskomite?
Den tidligere angrebskriger i Irak og senere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er i spil til at besætte en ledig plads i Nobelfredskomiteen, der udvælger hvem der skal have Nobels fredspris. Som en af mange tusinde nobelfredsprismodtagere igennem deltagelse i ICAN-kampagnen for forbud mod og afskaffelse af atomvåben, fik jeg godt nok eftermiddagskaffen galt i halsen ved denne nyhed.
Hvis det lykkes græsrodsinitiativet Tribunalforeningen at samle kapaciteter til at dokumentere daværende statsminister Anders Foghs meriter i forbindelse med Danmarks deltagelse i den ifølge FNs vedtægter ulovlige start af krig mod Irak i 2003, så er de fleste folkeretskyndige enige i, at Fogh vil kunne dømmes som krigsforbryder ved den internationale straffedomstol.
Det barokke i det norske Fremskridtspartis kandidatforslag ligger også i at Fogh jo i fem år var generalsekretær i NATO, som i 2017 boykottede Nobelprisuddelingen til ICAN. Og det var fordi ICAN-kampagnen fik fredsprisen for sin indsats for at det lykkedes at få et massivt flertal i FN for en traktat med et globalt forbud imod atomvåben.
Hvad værre er, er at NATO med USA i spidsen hele vejen har modarbejdet fredsarbejdet i FN for et forbud, hvilket er logisk fordi NATO-landenes militære trusselsstrategi stadig bygger på at NATO vil være parat til som de første at bruge atomvåben. Men denne strategi er ikke traktatfæstet så NATO-lande som Danmark kan juridisk sagtens tilslutte sig FNs forbudstraktat.
Lægernes internationale fredsorganisation "International Physicians for the Prevention of Nuclear War" har dokumenteret, at selv en total udtømning af bare Indiens og Pakistans atomvåben i en konflikt, udover den direkte forårsagede massedød og ødelæggelse vil være nok til at afstedkomme en såkaldt atomvinter med permanente frostgrader i nok ti år med voldsom hungerdød til følge.
Skulle det lykkes det norske Fremskridtsparti at få puttet Fogh i Nobelfredspriskomiteen og på denne måde gøre Nobelfredsprisen til grin, så har vi bare tilbage at håbe, at den grundige Fogh sætter sig ned og uhildet læser IPPNWs rapport om atomvinteren og så vender på en tallerken, som da han i sin tid på Venstres landsmøde lancerede et paradigmeskifte og højlydt erklærede at vi nu skulle til at tage klimakrisen alvorligt.
UPDATE: Fogh blev heldigvis vraget, og en forsker fra Det Norske Nobelinstitut valgt i stedet.
Arne Hansen - februar 2018
Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Øget militarisering i Mali trods gode alternativer
Folketingsflertallet argumenterede med, at de danske interesser - i hele Mellemøsten, Nordafrika og aktuelt i Sahelbæltet - er at ville skabe fred, stabilisere området, bekæmpe terrorisme og dermed hindre øgede flygtningestrømme mod Europa, men beslutningen om at sende danske soldater til Mali, vil have den stik modsatte effekt. Statskuppet i Mali i 2012 ved kuplederen Amadou Sanogo, der overdrog regeringsmagten til en overgangsregering under Dioncounda Traoré, førte til oprør og væbnet borgerkrig, der - lige som andre steder - hurtigt førte til et uoverskueligt antal også indbyrdes slåssende grupper bestående af demokratisk sindede, hjemløse jihadister fra Libyen, tuareger, samt diverse smuglere, banditter og landevejsrøvere i den nordlige Sahel-provins.
Den svage malinesiske kupregering bad fra sommeren 2014 om hjælp, og fik en franskledet militær mission, der snart efter fulgtes op af en "koalitation af villige vestlige lande", der også begyndte at flyve bombetogter, og samtidig fik presset FN-systemet til at sanktionere dette som en "fredsskabende og stabiliserende indsats" - som Danmark valgte at bidrage til med logistisk støtte og stabsofficerer, så FN-operationen i Mali er ledet af den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard. Der er godt noki øjeblikket en skrøbelig "fredsaftale" i Mali; men trods dette, er det langt fra en "fredsbevarende" indsats Folketing nu har besluttet at deltage yderligere i. Folketingets flertal sender nemlig specialtrænede elitesoldater ud, Jægerkorpset, og gør det samtid klart, at de skal ud på farlige og skarpe missioner - og flertallet af danske politikere er fuldstændig klar over, at "hvis vi skal ind i Mali, skal det ikke være en halv mission, hvor vi ikke må skyde".
Erfaringer med de sidste mange års danske krigspolitik - også med den gennem årene udviklede såkaldte samtænkte indsats - synes imidlertid at pege på, at man ikke kan stabilisere et land eller en region, bekæmpe terror eller stoppe flygtningestrømme med hverken kampfly, pansrede mandskabsvogne eller elitesoldater på jorden; altså med militære midler - eller med militære midler forrest.
Det er nemlig sandsynligt, at også de danske elitesoldater vil blive betragtet som en del af en "besættelsesmagt", og som uretfærdig og ensidig støtte til en ikke-legitim og svag malinesisk regering. Sandsynligt er, at også de danske soldater vil blive mødt med våben og bomber fra mange af de ovennævnte grupperinger, og at danske soldater vil blive trukket ind i endnu en langvarig krig uden udsigt til de forventede positive resultater. Tværtimod - en militær optrapning vil føre til det stik modsatte: Øget destabilisering, mere terror og flere flygtninge!
Alternativerne til øget militarisme i Mali kunne være: Danmark skal selvfølgelig fortsat være med til at løse opgaver i verden og fortsat føre en ambitiøs og aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark bør fortsat støtte FNs "fredsbevarende" missioner; men ikke medvirke til eller støtte "fredsskabelse" med våben i hånd og derfor ikke øge sin militære indsats, og ikke støtte den ene side i en kompliceret malinesisk borgerkrig.
Hasse Schneidermann - november 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Øget militarisering i Mali trods gode alternativer
Folketingsflertallet argumenterede med, at de danske interesser - i hele Mellemøsten, Nordafrika og aktuelt i Sahelbæltet - er at ville skabe fred, stabilisere området, bekæmpe terrorisme og dermed hindre øgede flygtningestrømme mod Europa, men beslutningen om at sende danske soldater til Mali, vil have den stik modsatte effekt. Statskuppet i Mali i 2012 ved kuplederen Amadou Sanogo, der overdrog regeringsmagten til en overgangsregering under Dioncounda Traoré, førte til oprør og væbnet borgerkrig, der - lige som andre steder - hurtigt førte til et uoverskueligt antal også indbyrdes slåssende grupper bestående af demokratisk sindede, hjemløse jihadister fra Libyen, tuareger, samt diverse smuglere, banditter og landevejsrøvere i den nordlige Sahel-provins.
Den svage malinesiske kupregering bad fra sommeren 2014 om hjælp, og fik en franskledet militær mission, der snart efter fulgtes op af en "koalitation af villige vestlige lande", der også begyndte at flyve bombetogter, og samtidig fik presset FN-systemet til at sanktionere dette som en "fredsskabende og stabiliserende indsats" - som Danmark valgte at bidrage til med logistisk støtte og stabsofficerer, så FN-operationen i Mali er ledet af den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard. Der er godt noki øjeblikket en skrøbelig "fredsaftale" i Mali; men trods dette, er det langt fra en "fredsbevarende" indsats Folketing nu har besluttet at deltage yderligere i. Folketingets flertal sender nemlig specialtrænede elitesoldater ud, Jægerkorpset, og gør det samtid klart, at de skal ud på farlige og skarpe missioner - og flertallet af danske politikere er fuldstændig klar over, at "hvis vi skal ind i Mali, skal det ikke være en halv mission, hvor vi ikke må skyde".
Erfaringer med de sidste mange års danske krigspolitik - også med den gennem årene udviklede såkaldte samtænkte indsats - synes imidlertid at pege på, at man ikke kan stabilisere et land eller en region, bekæmpe terror eller stoppe flygtningestrømme med hverken kampfly, pansrede mandskabsvogne eller elitesoldater på jorden; altså med militære midler - eller med militære midler forrest.
Det er nemlig sandsynligt, at også de danske elitesoldater vil blive betragtet som en del af en "besættelsesmagt", og som uretfærdig og ensidig støtte til en ikke-legitim og svag malinesisk regering. Sandsynligt er, at også de danske soldater vil blive mødt med våben og bomber fra mange af de ovennævnte grupperinger, og at danske soldater vil blive trukket ind i endnu en langvarig krig uden udsigt til de forventede positive resultater. Tværtimod - en militær optrapning vil føre til det stik modsatte: Øget destabilisering, mere terror og flere flygtninge!
Alternativerne til øget militarisme i Mali kunne være: Danmark skal selvfølgelig fortsat være med til at løse opgaver i verden og fortsat føre en ambitiøs og aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark bør fortsat støtte FNs "fredsbevarende" missioner; men ikke medvirke til eller støtte "fredsskabelse" med våben i hånd og derfor ikke øge sin militære indsats, og ikke støtte den ene side i en kompliceret malinesisk borgerkrig.
Hasse Schneidermann - november 2015
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023