Skal krigeren Fogh i Nobels fredskomite?
Den tidligere angrebskriger i Irak og senere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er i spil til at besætte en ledig plads i Nobelfredskomiteen, der udvælger hvem der skal have Nobels fredspris. Som en af mange tusinde nobelfredsprismodtagere igennem deltagelse i ICAN-kampagnen for forbud mod og afskaffelse af atomvåben, fik jeg godt nok eftermiddagskaffen galt i halsen ved denne nyhed.
Hvis det lykkes græsrodsinitiativet Tribunalforeningen at samle kapaciteter til at dokumentere daværende statsminister Anders Foghs meriter i forbindelse med Danmarks deltagelse i den ifølge FNs vedtægter ulovlige start af krig mod Irak i 2003, så er de fleste folkeretskyndige enige i, at Fogh vil kunne dømmes som krigsforbryder ved den internationale straffedomstol.
Det barokke i det norske Fremskridtspartis kandidatforslag ligger også i at Fogh jo i fem år var generalsekretær i NATO, som i 2017 boykottede Nobelprisuddelingen til ICAN. Og det var fordi ICAN-kampagnen fik fredsprisen for sin indsats for at det lykkedes at få et massivt flertal i FN for en traktat med et globalt forbud imod atomvåben.
Hvad værre er, er at NATO med USA i spidsen hele vejen har modarbejdet fredsarbejdet i FN for et forbud, hvilket er logisk fordi NATO-landenes militære trusselsstrategi stadig bygger på at NATO vil være parat til som de første at bruge atomvåben. Men denne strategi er ikke traktatfæstet så NATO-lande som Danmark kan juridisk sagtens tilslutte sig FNs forbudstraktat.
Lægernes internationale fredsorganisation "International Physicians for the Prevention of Nuclear War" har dokumenteret, at selv en total udtømning af bare Indiens og Pakistans atomvåben i en konflikt, udover den direkte forårsagede massedød og ødelæggelse vil være nok til at afstedkomme en såkaldt atomvinter med permanente frostgrader i nok ti år med voldsom hungerdød til følge.
Skulle det lykkes det norske Fremskridtsparti at få puttet Fogh i Nobelfredspriskomiteen og på denne måde gøre Nobelfredsprisen til grin, så har vi bare tilbage at håbe, at den grundige Fogh sætter sig ned og uhildet læser IPPNWs rapport om atomvinteren og så vender på en tallerken, som da han i sin tid på Venstres landsmøde lancerede et paradigmeskifte og højlydt erklærede at vi nu skulle til at tage klimakrisen alvorligt.
UPDATE: Fogh blev heldigvis vraget, og en forsker fra Det Norske Nobelinstitut valgt i stedet.
Arne Hansen - februar 2018
Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> I Norge kan de vurdere krigsdeltagelse - og det i en fart
April 2018 nedsatte Norge et "uafhængigt udvalg", der skulle "gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser" under de norske flyangreb i 2011 - og rapporten blev skrevet færdig på nogle få måneder. Der stod dog ikke en hel kommission bag, så målet var mere begrænset end for det afbrudte danske kommissionsforsøg. Angrebet var historisk, da dette var første gang Sikkerhedsrådet baserede en afgørelse på det nyoprettede princip "R2P" - ansvaret for at beskytte civile.
Det norske udvalgs kritik fokuserer på, at der var stor usikkerhed om målet for den norske deltagelse, tilsvarende stor uvidenhed om de politiske forhold i Libyen og ikke mindst om holdningen til regimeskift. Rapporten opfordrer derfor til en afklaring af den fremtidige beslutningsproces, samt: - at det ville styrket tilliten til den tolkningen av sikkerhetsrådsresolusjonen som etter hvert ble lagt til grunn, dersom det allerede i den kongelige resolusjonen var blitt klargjort hvilke begrensninger sikkerhetsrådsresolusjonen satte for militær maktbruk.
- at det bør i en kongelig resolusjon om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner avklares om beslutningen gjelder «krig» i Grunnlovens forstand, og hvilke hensyn som har gjort seg gjeldende ved vurderingen av om krigen er til landets forsvar, jf. Grunnloven.
- at det av den kongelige resolusjonen også burde ha framgått hva slags konflikt Norge ble part i. Konfliktens art har betydning både i relasjon til Grunnloven, og for den status norske styrker har når de gjennomfører militære operasjoner på vegne av Norge.
- at det bør i kongelige resolusjoner om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner gis klar og entydig vurdering av hva slags folkerettslig konflikttype Norge blir part i, og hvilken rettslig status norske styrker har.
Udvalget påpeger, at statsministeren i Stortinget udtalte sig helt modsat i forhold til hvad Forsvarsministeriet vurderede - og dermed anderledes end den instruks, som ministeriet gav de udsendte bombepiloter. Alligevel konkluderes det, at det norske angreb var forfatningsmæssigt korrekt forankret, selv om der var store problemer med informeringen af Stortinget og offentligheden. De norske angreb blev også frikendt, fordi:- FNs generalsekretær ga uttrykk for at NATOs operasjon hadde foregått innenfor rammen av sikkerhetsrådsresolusjonens mandat. Norges deltakelse i operasjonene hadde et tilstrekkelig folkerettslig grunnlag nettopp fordi deltakelse ble vurdert som nødvendig for å beskytte sivile.
Under angrebet kastede Norge hele 588 bomber over Libyen, hvilket dog klart blev overgået af Danmarks 923 bomber. Undersøgelsens leder var Høyres tidligere udenrigsminister Jan Petersen, der i 2003 ihærdigt men forgæves havde talt for norsk deltagelse i det oprindelige angreb på Irak. På trods af dette er der kommet en yderst læseværdig beretning frem, der giver Danmark klart baghjul i offentlighed om politiske beslutningsprocesser og nødvendigheden af god fremadrettet bagklogskab.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> I Norge kan de vurdere krigsdeltagelse - og det i en fart
April 2018 nedsatte Norge et "uafhængigt udvalg", der skulle "gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser" under de norske flyangreb i 2011 - og rapporten blev skrevet færdig på nogle få måneder. Der stod dog ikke en hel kommission bag, så målet var mere begrænset end for det afbrudte danske kommissionsforsøg. Angrebet var historisk, da dette var første gang Sikkerhedsrådet baserede en afgørelse på det nyoprettede princip "R2P" - ansvaret for at beskytte civile. Det norske udvalgs kritik fokuserer på, at der var stor usikkerhed om målet for den norske deltagelse, tilsvarende stor uvidenhed om de politiske forhold i Libyen og ikke mindst om holdningen til regimeskift. Rapporten opfordrer derfor til en afklaring af den fremtidige beslutningsproces, samt: - at det ville styrket tilliten til den tolkningen av sikkerhetsrådsresolusjonen som etter hvert ble lagt til grunn, dersom det allerede i den kongelige resolusjonen var blitt klargjort hvilke begrensninger sikkerhetsrådsresolusjonen satte for militær maktbruk.
- at det bør i en kongelig resolusjon om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner avklares om beslutningen gjelder «krig» i Grunnlovens forstand, og hvilke hensyn som har gjort seg gjeldende ved vurderingen av om krigen er til landets forsvar, jf. Grunnloven.
- at det av den kongelige resolusjonen også burde ha framgått hva slags konflikt Norge ble part i. Konfliktens art har betydning både i relasjon til Grunnloven, og for den status norske styrker har når de gjennomfører militære operasjoner på vegne av Norge.
- at det bør i kongelige resolusjoner om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner gis klar og entydig vurdering av hva slags folkerettslig konflikttype Norge blir part i, og hvilken rettslig status norske styrker har.
Udvalget påpeger, at statsministeren i Stortinget udtalte sig helt modsat i forhold til hvad Forsvarsministeriet vurderede - og dermed anderledes end den instruks, som ministeriet gav de udsendte bombepiloter. Alligevel konkluderes det, at det norske angreb var forfatningsmæssigt korrekt forankret, selv om der var store problemer med informeringen af Stortinget og offentligheden. De norske angreb blev også frikendt, fordi:- FNs generalsekretær ga uttrykk for at NATOs operasjon hadde foregått innenfor rammen av sikkerhetsrådsresolusjonens mandat. Norges deltakelse i operasjonene hadde et tilstrekkelig folkerettslig grunnlag nettopp fordi deltakelse ble vurdert som nødvendig for å beskytte sivile.
Under angrebet kastede Norge hele 588 bomber over Libyen, hvilket dog klart blev overgået af Danmarks 923 bomber. Undersøgelsens leder var Høyres tidligere udenrigsminister Jan Petersen, der i 2003 ihærdigt men forgæves havde talt for norsk deltagelse i det oprindelige angreb på Irak. På trods af dette er der kommet en yderst læseværdig beretning frem, der giver Danmark klart baghjul i offentlighed om politiske beslutningsprocesser og nødvendigheden af god fremadrettet bagklogskab.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023