Frankrig fortrænger en anden massakre i Paris
Frankrig og resten af Vesten er fortsat i panik efter de brutale nedskydninger af flere hundrede mennesker i Paris. Nedslagtningerne bliver kaldt det "største terrorangreb siden Anden Verdenskrig", og så er det på tide med en historisk fodnote fra Frankrigs effektivt glemte fortid - om et blodbad på niveau med det aktuelle, for 54 år siden.
Frankrig fastholdt sine kolonier rundt om på kloden længe, hvilket ofte skete med brutal militær magt. For det meste lykkedes det at holde de værste episoder på pæn afstand af selve Frankrig, som da demonstranter i Algier straks efter Anden Verdenskrig krævede at få den frihed, som de var blevet lovet i bytte for at være franske soldater.
Officielt blev 45.000 algeriere og 100 europæere dræbt under dette oprør. Algier er Afrikas største land, men det indre er næsten ubeboet ørken - hvor Frankrig afprøvede en række atombomber. I årene frem til Algiers uafhængighed i 1962 blev områderne mod Middelhavet administreret som en integreret del af Frankrig.
I denne franske region blev tusinder dræbt i en voldsomt blodig blanding af undertrykkelse, bombeangreb og guerillakrig under den langvarige frihedskamp, hvor alle parter brugte terror som våben. Den algierske oprørsbevægelse begyndte at sprænge bomber mod politistationer i selve Frankrig, der så slog brutalt og bredt ned på samtlige derboende algeriere. Konflikten spidsede til efter et fast udgangsforbud fra aften til morgen blev indført, rettet udelukkende mod muslimer fra Algier, på trods af at de omkring 150.000 algeriere bosatte i Paris alle var franske statsborgere.
Værst gik det ud over deltagerne i en fredelig demonstration i Paris den 17. oktober 1961. Stærkt bevæbnede politistyrker gennemtævede brutalt tusinder - og dræbte flere hundrede. Først i 2012 indrømmede præsident Francois Hollande, at myrderierne overhovedet havde fundet sted. Det præcise antal ofre er ukendt, for medierne fik forbud mod at beskrive massakren, og Frankrigs arkiver om episoden er fortsat lukkede.
Tom Vilmer Paamand - november 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Den danske sang... er militaristisk
Kritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne.
Den danske sang har nemlig "klang af klokke, af sværd og skjold", for "kunst og kamp kræver stadig stål" i et "alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange.
Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da "Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som "Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at "Vi vil fred her til lands", men desværre med "sværdet i hånd".
Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter burde fremelske fredeligere fællessang til glæde for os alle.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Den danske sang... er militaristisk
Kritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne.
Den danske sang har nemlig "klang af klokke, af sværd og skjold", for "kunst og kamp kræver stadig stål" i et "alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange.
Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da "Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som "Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at "Vi vil fred her til lands", men desværre med "sværdet i hånd".
Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter burde fremelske fredeligere fællessang til glæde for os alle.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023