Et power-par for freden
Fredrik og Matilde Bajer var et af den tids
power-par, to figurer der understøttede og berigede hinanden og verden. Den ene stod internationalt som fredskæmpe, og den anden tilsvarende for kvindesagen - men de arbejdede begge intenst for hinandens sager. En ny bog af historiker Ole Mortensøn fokuserer på dette samarbejde.
Begge fik flot fremgang for deres ideer. Fredssagen voksede fra at bestå af en latterliggjort lille håndfuld, til at Fredrik blandt meget andet skabte et Interparlamentarisk Forbund, der sendte over 100 danske politikere, blandt dem fx Stauning, Brandes og Zahle, sammen til fredskonference i Berlin. Fredrik var også medstifter og den første præsident for International Peace Bureau. Matilde var med til at skabe Dansk Kvindesamfund, og hjalp til at kvinderne fik tilkæmpet sig valgret i 1915.
På trods af den poliske fremgang levede ægteparret konsekvent fattigt, da alle kræfter gik til sagerne. Ingen af deres mange tillidsposter kastede en ordentlig løn af sig, og selv de nødvendige udlandsrejser til konferencer blev kun mulige gennem lejlighedsvis støtte fra mæcener i udlandet. Parrets lille stue blev alligevel knudepunkt for kaffemøder mellem en perlerække af den tids græsrødder, kulturpersonligheder og politiske skikkelser. Da Fredrik som gammel mand fik Nobels Fredspris, delte han den med Matilde som tak for støtten - og så fik parret endelig råd til et lidt bedre liv.
Fredrik levede fra 1837-1922 og Matilde fra 1840-1934. Bogen gør meget ud af tidsbilledet, og giver et levende billede af forfatningskampen og de resulterende borgerkrige om helstatens tysktalende dele af Danmark. Fredrik var officer i Altona i sine yngre år, og oplevede selv den svære tilbagetrækning fra Dybbøl i 1864. Efter soldatertjenesten kom nogle svære år som lavtlønnet lærer, inden han i en længere årrække kom i Folketinget for Det Forenede Venstre, som på den tid var mindre militaristisk indstillede. Da partiet taktisk stemte for Københavns befæstning var Fredrik imod, og tabte næste valg.
Fredrik var ikke pacifist, men havde det OK med en stående hær til selvforsvar. Tidligere var det hans håb at kunne skabe en neutralitet garanteret af stormagterne, men da dette ikke viste sig muligt, så en væbnet neutralitet på egne ben. Han var krumtap for fredssagen gennem en lang række kongresser for græsrødder, og fredskonferencer for politikere. Gennemgangen af parrets liv bliver af og til noget summarisk og ureflekteret, men bogen er absolut værd at læse - og har gode noter og personregister.
Flere historier fra 2018...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> DR skrev om russiske håndgranater i skolerne...DR bragte en længere artikel om militariseringen af
Ruslands børn. Og det er da fremragende, at DR hænger Rusland ud for deres militarisering af ungdommen, men emnet bør jo så følges op med tilsvarende kritik af, at en lignende praksis er vidt udbredt - der i blandt hos mange af vore NATO-partnere.
En faktaboks kunne have sat emnet ind i sin større kontekst, som er at
tilsvarende patriotisk militær skoling er på skoleskemaet i fx Estland, Frankrig, Letland, Litauen, Polen, Tyskland og
Ungarn. Samt udenfor NATO fx i
Sverige og
Ukraine - listen er langt fra udtømmende, for dette foregår desværre verden rundt.
Når DR så kun peger Rusland ud som den eneste skurk, fremstår artiklen som renlivet propaganda med samme militær-patriotiske slagside, som de nævnte skoler. Nok ikke bevidst gjort, men på grund af DRs manglende journalistiske omtanke i det nuværende betændte klima.
Tom Vilmer Paamand - februar 2023
...
Aktuelle indlæg
...
Uaktuelle indlæg