Fredrik og Matilde Bajer var et af den tids power-par, to figurer der understøttede og berigede hinanden og verden. Den ene stod internationalt som fredskæmpe, og den anden tilsvarende for kvindesagen - men de arbejdede begge intenst for hinandens sager. En ny bog af historiker Ole Mortensøn fokuserer på dette samarbejde.
Begge fik flot fremgang for deres ideer. Fredssagen voksede fra at bestå af en latterliggjort lille håndfuld, til at Fredrik blandt meget andet skabte et Interparlamentarisk Forbund, der sendte over 100 danske politikere, blandt dem fx Stauning, Brandes og Zahle, sammen til fredskonference i Berlin. Fredrik var også medstifter og den første præsident for International Peace Bureau. Matilde var med til at skabe Dansk Kvindesamfund, og hjalp til at kvinderne fik tilkæmpet sig valgret i 1915.
På trods af den poliske fremgang levede ægteparret konsekvent fattigt, da alle kræfter gik til sagerne. Ingen af deres mange tillidsposter kastede en ordentlig løn af sig, og selv de nødvendige udlandsrejser til konferencer blev kun mulige gennem lejlighedsvis støtte fra mæcener i udlandet. Parrets lille stue blev alligevel knudepunkt for kaffemøder mellem en perlerække af den tids græsrødder, kulturpersonligheder og politiske skikkelser. Da Fredrik som gammel mand fik Nobels Fredspris, delte han den med Matilde som tak for støtten - og så fik parret endelig råd til et lidt bedre liv.
Fredrik levede fra 1837-1922 og Matilde fra 1840-1934. Bogen gør meget ud af tidsbilledet, og giver et levende billede af forfatningskampen og de resulterende borgerkrige om helstatens tysktalende dele af Danmark. Fredrik var officer i Altona i sine yngre år, og oplevede selv den svære tilbagetrækning fra Dybbøl i 1864. Efter soldatertjenesten kom nogle svære år som lavtlønnet lærer, inden han i en længere årrække kom i Folketinget for Det Forenede Venstre, som på den tid var mindre militaristisk indstillede. Da partiet taktisk stemte for Københavns befæstning var Fredrik imod, og tabte næste valg.
Fredrik var ikke pacifist, men havde det OK med en stående hær til selvforsvar. Tidligere var det hans håb at kunne skabe en neutralitet garanteret af stormagterne, men da dette ikke viste sig muligt, så en væbnet neutralitet på egne ben. Han var krumtap for fredssagen gennem en lang række kongresser for græsrødder, og fredskonferencer for politikere. Gennemgangen af parrets liv bliver af og til noget summarisk og ureflekteret, men bogen er absolut værd at læse - og har gode noter og personregister.
> Ringe enighed om EUs forsvarspolitik EU-landenes borgere vil helst holde sig helt ude af en stormagtskrig, viser en ny rundspørge. Spørgsmålet om hvilken side, der burde støttes i en konflikt mellem hhv Rusland og USA, eller Kina og USA, besvares massivt med "ingen af dem". Men Polen, Danmark og Tjekkiet skiller sig ud af flokken, ved at et stort mindretal gerne vil kæmpe sammen med USA. Overraskende nok foretrækker nogle få procent her Rusland, også i Danmark. Danmark har også en markant større lyst til at investere militært i NATO fremfor i EU, end resten af EU har. EUs sanktioner mod Rusland er ikke hårde nok, synes Danmark - men støttes kun af et mindretal af andre EU-lande. Og der er gjort rigeligt for at afslutte borgerkrigen i Syrien, mener mange i Danmark og Holland - hvilket er modsat de fleste andre lande. Til gengæld er der ret udbredt enighed om at stole langt mere på EU, end på USA - omend svaret "ingen af dem" også her vejer tungt. Undersøgelsen er foretaget af tænketanken European Council on Foreign Relations, som blandt andre den tyske politiker Joschka Fischer og rigmanden George Soros står bag. Formålet afspejler sig i overskriften, der trods de spredte resultater er: Give the people what they want: Popular demand for a strong European foreign policy. Tom Vilmer Paamand - september 2019