Krigerisk statsmand hjalp med fredsspørgsmål
Niels Helveg Petersen er just død. Han var desværre en solid del af Det Radikale Venstres kovending bort fra partiets tidligere mere pacifistiske holdning, så de i nyere tid har støttet 90 procent af alle Danmarks militære eventyr. Men Niels Helveg Petersen skal også mindes som en af Danmarks få reelle statsmænd, hvilket undertegnede fik glæde af i forbindelse med krigen mod Libyen i 2011. Her støttede hele Folketinget, at også Danmark skulle bombe med. Denne totale enighed medførte at samtlige partier nægtede at stille mine kritiske spørgsmål derinde - eneste undtagelse var Niels Helveg Petersen.
"Det er en væsentlig problemstilling at både udenrigs- og statsminister omgås uforsigtigt med begrebet folkemord. Jeg følger op på sagen gennem spørgsmål", svarede Niels Helveg Petersen - selv om han jo selv støttede krigsbeslutningen. Problemet var nemlig, at danske politikere som de eneste anvendte de juridisk vigtige ord "folkedrab" og "folkemord" om den brutale fremfærd, som Muammar Gaddafi brugte mod et oprør.
Gaddafis nedskydning af ubevæbnede demonstranter krævede da også indlysende hårde fordømmelser, men de nævnte ord er en del af FN-juraen, som ikke bør udvandes fra deres oprindelige mening. Folkemord beskriver det utænkelige, der så alligevel er foretaget et antal gange - nemlig målrettet udryddelse af en nøje afgrænset befolkningsgruppe.
Daværende udenrigsminister Lene Espersen svarede langt om længe: "Mine politiske udtalelser om behovet for at forhindre folkedrab i Libyen var således udtryk for en bekymring for risikoen for, at et stort antal menneskeliv skulle gå tabt i forbindelse med Gadaffi-regimets overgreb på civilbefolkningen i Libyen, særligt i Benghazi, og skal ikke ses som en retslig karakteristik af de overgreb, som havde fundet sted."
De danske politikere fik denne opsang fra FNs talsmand: "Folkemord er et ord, som mange mennesker bruger alt for skødeløst. Det er et meget alvorligt ord, der beskriver forsøg på at udrydde en bestemt befolkningsgruppe. At bruge det ord om situationen i Libyen er bestemt at gå alt for vidt indtil videre."
Læs baggrunden for ovenstående fra 2011 på FRED.dk.
> Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag: "... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme. For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var. Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den. Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ..." Tom Vilmer Paamand - oktober 2020