Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Holger Danske med fredsdue

illustrationEn nye statue af den slumrende folkehelt Holger Danske er vågnet op til dåd - nu med et stærkt budskab om fred.
Skulpturen blev skabt i sommers som en næsten tro kopi af den Holger Danske, som sidder i Kronborgs dybe kælder. Men på den opdaterede version står ordet "FRED" med runer, og den nu vågne Holger Danske løfter en freds­due i højre hånd, mens han samtidig lægger sværdet fra sig. Men hvorfor dukker Holger Danske op med sin nye fredsdue i landsbyen Rudme på Fyn?
"Hvis der ikke er fred mellem mennesker, er alt andet lige meget. Og freden skabes ikke af nationer og store magtfulde mænd. Den skabes mellem mennesker i de lokalsamfund hvor vi lever. Derfor vågner han i en lille landsby på Midtfyn. Det er fra de små trygge lokalsamfund, at freden skal sprede sig og verden igen skal blive til at leve i", forklarer Tyge Mortensen, en af ildsjælene bag mange projekter i den lille by.
Statuen blev indviet på FNs Fredsdag til pladsen foran Galleri Svinestien i Rudme.
Tom Vilmer Paamand - september 2018






Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Pacifistudstilling uden pacifister
En ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek belyser dansk neutralitet og krigsmodstand under 1. Verdenskrig gennem syv konkrete danskeres kamp for fred. Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, erklærede Danmark sig neutralt. Under krigen døde en hel generation af unge mænd i skyttegravene. Herhjemme var næsten alle enige om, at krig skulle undgås, men ingen var enige om, hvad der skulle gøres. Skulle mænd tvinges til værnepligt? Skulle vi forsvare landet, hvis det blev angrebet?
Gennem syv kendte og mindre kendte personer præsenterer udstillingen de mange forskellige holdninger til krig eller magtanvendelse: Forsvarsministeren Peter Munch, forfatteren Georg Brandes, fredsforkæmperen Eline Hansen, socialisten Marie Nielsen, syndikalisten Andreas Fritzner, soldaten Christian Campradt og samaritaneren Ingeborg Stemann. Udstillingen går tæt på det enkelte menneske, med eksempler på krigsmodstand, der også er aktuel for debatten i dag.
Selv om biblioteket selv har annonceret udstillingen som "Pacifisme i kanonernes skygge", er ingen af de syv udvalgte pacifister. Dette har også fået flere medier til at fokusere på de af deltagerne, der nok var imod en altødelæggende krig, men samtidig i ord og handling støttede tanken om en voldelig revolution for at stoppe krig: "Militærnægtere var ikke for fine til vold".
Hvis biblioteket havde ønsket det, havde det været nemt at finde den tids pacifister. Dansk Fredsforening fra 1882 var fortsat landsdækkende, arbejdede for dansk neutralitet og for militære besparelser, og rummede også pacifister. I 1913 blev den første rent pacifistiske organisation Kristeligt Fredsforbund stiftet, året efter den pacifistiske ungdomsforening Pax, og fra 1916 havde Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed en afdeling i Danmark (Aldrig Mere Krig kom først til i 1926).
De mange militærnægtersager under 1. Verdenskrig førte til, at Danmark i 1917 fik en militærnægterlov, og året efter oprettedes den første danske militærnægterlejr. Heller ikke alle nægterne var renlivede pacifister, men det virker besynderligt at Det Kongelige Bibliotek benytter en sådan overskrift uden at omtale en eneste pacifist. Ægteparret Fredrik og Matilde Bajer, der delte Nobels Fredspris i 1908, ville fx have været et indlysende valg.
Udstillingen er åben til den 31. januar - læs det omfattende materiale på nettet.

Tom Vilmer Paamand - oktober 2014







... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2023