Fra en tid med 'berufsverbot' mod militærkritik
7. februar døde Karl Otto Meyer, der var en kendt mand fra det danske mindretal i Sydslesvig. Han var uddannet lærer og sad som politiker 25 år i delstaten Slesvig-Holstens parlament, men blev også chefredaktør for Flensborg Avis.
Begge steder stod han frem som fredsaktivist, atomkraftmodstander og EU-skeptiker, hvilket som yngre betød at han fik statsligt forbud mod at arbejde som lærer. Sådanne berufsverbot (ansættelsesforbud) er i Tyskland forbud mod ansættelse i offentlige stillinger af personer, som er mistænkt for en "forfatningsfjendtlig" indstilling. Forordningen hedder officielt Radikalenerlass, altså ekstremistforordningen, og blev indført i det daværende Vesttyskland i 1972.
Meyer mistede sin stilling som skoleleder og fik forbud mod at undervise, da han offentligt i Sønderborg 1952 havde kritiseret vesttyske planer for genoprustning. Meyer mente også, at dansksindede sydslesvigere skulle nægte tysk militærtjeneste, da der fortsat var problemer med dette mindretals mulighed for at få dansk skoleundervisning og politisk indflydelse på landspolitikken.
Delstatens kulturminister erklærede, at sådanne holdninger stred mod den loyalitetspligt over for staten, som kræves af offentligt ansatte, og fik Meyer fyret. Forbuddet betød at han stod uden arbejde og indtægt, men han kæmpede videre mod forbuddet ved domstolene - og vandt efter to års sit job tilbage.
Fyringen af Meyer gjorde ham kendt, for gennem årene blev officielt kun 328 vesttyskere ramt på samme vis. Selv om retspolitiske organisationer anslår tallet til op mod 1250, er formålet med forordningen primært at skræmme til passivitet og lydighed, og flere millioner tyskere er blevet undersøgt. At gøre dette kræver omfattende overvågning og enorme arkiver hos sikkerhedstjenesterne.
Siden 2003 er dog kun en enkelt lærer blevet nægtet statslig ansættelse, da han havde deltaget i demonstrationer mod nazisme og tysk krigsdeltagelse, samt var talsmand for den autonome antikrigsgruppe Antifaschistischen Initiative. Han vandt sin genansættelse i 2007. Selvom sjældent brugt er truslen om berufsverbot fortsat en mulighed, da kun to delstater helt har afskaffet ordningen.
Tom Vilmer Paamand - februar 2016
Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023