Fra en tid med 'berufsverbot' mod militærkritik
7. februar døde Karl Otto Meyer, der var en kendt mand fra det danske mindretal i Sydslesvig. Han var uddannet lærer og sad som politiker 25 år i delstaten Slesvig-Holstens parlament, men blev også chefredaktør for Flensborg Avis.
Begge steder stod han frem som fredsaktivist, atomkraftmodstander og EU-skeptiker, hvilket som yngre betød at han fik statsligt forbud mod at arbejde som lærer. Sådanne berufsverbot (ansættelsesforbud) er i Tyskland forbud mod ansættelse i offentlige stillinger af personer, som er mistænkt for en "forfatningsfjendtlig" indstilling. Forordningen hedder officielt Radikalenerlass, altså ekstremistforordningen, og blev indført i det daværende Vesttyskland i 1972.
Meyer mistede sin stilling som skoleleder og fik forbud mod at undervise, da han offentligt i Sønderborg 1952 havde kritiseret vesttyske planer for genoprustning. Meyer mente også, at dansksindede sydslesvigere skulle nægte tysk militærtjeneste, da der fortsat var problemer med dette mindretals mulighed for at få dansk skoleundervisning og politisk indflydelse på landspolitikken.
Delstatens kulturminister erklærede, at sådanne holdninger stred mod den loyalitetspligt over for staten, som kræves af offentligt ansatte, og fik Meyer fyret. Forbuddet betød at han stod uden arbejde og indtægt, men han kæmpede videre mod forbuddet ved domstolene - og vandt efter to års sit job tilbage.
Fyringen af Meyer gjorde ham kendt, for gennem årene blev officielt kun 328 vesttyskere ramt på samme vis. Selv om retspolitiske organisationer anslår tallet til op mod 1250, er formålet med forordningen primært at skræmme til passivitet og lydighed, og flere millioner tyskere er blevet undersøgt. At gøre dette kræver omfattende overvågning og enorme arkiver hos sikkerhedstjenesterne.
Siden 2003 er dog kun en enkelt lærer blevet nægtet statslig ansættelse, da han havde deltaget i demonstrationer mod nazisme og tysk krigsdeltagelse, samt var talsmand for den autonome antikrigsgruppe Antifaschistischen Initiative. Han vandt sin genansættelse i 2007. Selvom sjældent brugt er truslen om berufsverbot fortsat en mulighed, da kun to delstater helt har afskaffet ordningen.
Tom Vilmer Paamand - februar 2016
Flere historier fra 2016...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> I Norge kan de vurdere krigsdeltagelse - og det i en fart
April 2018 nedsatte Norge et "uafhængigt udvalg", der skulle "gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser" under de norske flyangreb i 2011 - og rapporten blev skrevet færdig på nogle få måneder. Der stod dog ikke en hel kommission bag, så målet var mere begrænset end for det afbrudte danske kommissionsforsøg. Angrebet var historisk, da dette var første gang Sikkerhedsrådet baserede en afgørelse på det nyoprettede princip "R2P" - ansvaret for at beskytte civile.
Det norske udvalgs kritik fokuserer på, at der var stor usikkerhed om målet for den norske deltagelse, tilsvarende stor uvidenhed om de politiske forhold i Libyen og ikke mindst om holdningen til regimeskift. Rapporten opfordrer derfor til en afklaring af den fremtidige beslutningsproces, samt: - at det ville styrket tilliten til den tolkningen av sikkerhetsrådsresolusjonen som etter hvert ble lagt til grunn, dersom det allerede i den kongelige resolusjonen var blitt klargjort hvilke begrensninger sikkerhetsrådsresolusjonen satte for militær maktbruk.
- at det bør i en kongelig resolusjon om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner avklares om beslutningen gjelder «krig» i Grunnlovens forstand, og hvilke hensyn som har gjort seg gjeldende ved vurderingen av om krigen er til landets forsvar, jf. Grunnloven.
- at det av den kongelige resolusjonen også burde ha framgått hva slags konflikt Norge ble part i. Konfliktens art har betydning både i relasjon til Grunnloven, og for den status norske styrker har når de gjennomfører militære operasjoner på vegne av Norge.
- at det bør i kongelige resolusjoner om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner gis klar og entydig vurdering av hva slags folkerettslig konflikttype Norge blir part i, og hvilken rettslig status norske styrker har.
Udvalget påpeger, at statsministeren i Stortinget udtalte sig helt modsat i forhold til hvad Forsvarsministeriet vurderede - og dermed anderledes end den instruks, som ministeriet gav de udsendte bombepiloter. Alligevel konkluderes det, at det norske angreb var forfatningsmæssigt korrekt forankret, selv om der var store problemer med informeringen af Stortinget og offentligheden. De norske angreb blev også frikendt, fordi:- FNs generalsekretær ga uttrykk for at NATOs operasjon hadde foregått innenfor rammen av sikkerhetsrådsresolusjonens mandat. Norges deltakelse i operasjonene hadde et tilstrekkelig folkerettslig grunnlag nettopp fordi deltakelse ble vurdert som nødvendig for å beskytte sivile.
Under angrebet kastede Norge hele 588 bomber over Libyen, hvilket dog klart blev overgået af Danmarks 923 bomber. Undersøgelsens leder var Høyres tidligere udenrigsminister Jan Petersen, der i 2003 ihærdigt men forgæves havde talt for norsk deltagelse i det oprindelige angreb på Irak. På trods af dette er der kommet en yderst læseværdig beretning frem, der giver Danmark klart baghjul i offentlighed om politiske beslutningsprocesser og nødvendigheden af god fremadrettet bagklogskab.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> I Norge kan de vurdere krigsdeltagelse - og det i en fart
April 2018 nedsatte Norge et "uafhængigt udvalg", der skulle "gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser" under de norske flyangreb i 2011 - og rapporten blev skrevet færdig på nogle få måneder. Der stod dog ikke en hel kommission bag, så målet var mere begrænset end for det afbrudte danske kommissionsforsøg. Angrebet var historisk, da dette var første gang Sikkerhedsrådet baserede en afgørelse på det nyoprettede princip "R2P" - ansvaret for at beskytte civile. Det norske udvalgs kritik fokuserer på, at der var stor usikkerhed om målet for den norske deltagelse, tilsvarende stor uvidenhed om de politiske forhold i Libyen og ikke mindst om holdningen til regimeskift. Rapporten opfordrer derfor til en afklaring af den fremtidige beslutningsproces, samt: - at det ville styrket tilliten til den tolkningen av sikkerhetsrådsresolusjonen som etter hvert ble lagt til grunn, dersom det allerede i den kongelige resolusjonen var blitt klargjort hvilke begrensninger sikkerhetsrådsresolusjonen satte for militær maktbruk.
- at det bør i en kongelig resolusjon om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner avklares om beslutningen gjelder «krig» i Grunnlovens forstand, og hvilke hensyn som har gjort seg gjeldende ved vurderingen av om krigen er til landets forsvar, jf. Grunnloven.
- at det av den kongelige resolusjonen også burde ha framgått hva slags konflikt Norge ble part i. Konfliktens art har betydning både i relasjon til Grunnloven, og for den status norske styrker har når de gjennomfører militære operasjoner på vegne av Norge.
- at det bør i kongelige resolusjoner om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner gis klar og entydig vurdering av hva slags folkerettslig konflikttype Norge blir part i, og hvilken rettslig status norske styrker har.
Udvalget påpeger, at statsministeren i Stortinget udtalte sig helt modsat i forhold til hvad Forsvarsministeriet vurderede - og dermed anderledes end den instruks, som ministeriet gav de udsendte bombepiloter. Alligevel konkluderes det, at det norske angreb var forfatningsmæssigt korrekt forankret, selv om der var store problemer med informeringen af Stortinget og offentligheden. De norske angreb blev også frikendt, fordi:- FNs generalsekretær ga uttrykk for at NATOs operasjon hadde foregått innenfor rammen av sikkerhetsrådsresolusjonens mandat. Norges deltakelse i operasjonene hadde et tilstrekkelig folkerettslig grunnlag nettopp fordi deltakelse ble vurdert som nødvendig for å beskytte sivile.
Under angrebet kastede Norge hele 588 bomber over Libyen, hvilket dog klart blev overgået af Danmarks 923 bomber. Undersøgelsens leder var Høyres tidligere udenrigsminister Jan Petersen, der i 2003 ihærdigt men forgæves havde talt for norsk deltagelse i det oprindelige angreb på Irak. På trods af dette er der kommet en yderst læseværdig beretning frem, der giver Danmark klart baghjul i offentlighed om politiske beslutningsprocesser og nødvendigheden af god fremadrettet bagklogskab.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023