Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den
mulighed
forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske
våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne
smyge sig
uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i
virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt
tavshedspligt
om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig
hjalp
undervejs med ved at opspore de fortrolige
firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at
rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det
Radikale
Venstre, der i 1989 med hjælp
fra SF
fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at
nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i
dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages
forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med
voldelige
bofæller samt om passiv
rygning
på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens
løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
Flere historier fra 2015...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Den danske sang... er militaristiskKritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne.
Den danske sang har nemlig
"klang af klokke, af sværd og skjold", for
"kunst og kamp kræver stadig stål" i et
"alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns
"Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange.
Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da
"Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som
"Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at
"Vi vil fred her til lands", men desværre med
"sværdet i hånd".
Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter
burde fremelske
fredeligere fællessang til glæde for os alle.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg