Stormagterne snakker fortsat pænt sammen
Under Den Kolde Krig fik Rusland og USA hvad der blev kaldt Den Røde Telefon, der lige siden har sikret direkte kommunikation under kriser. Denne "telefon" har, på trods af samtlige film om den, altid kun været en
tekst-forbindelse. I dag foregår kontakten gennem e-mails, men altså via et særligt robust system. Stormagterne har også løbende oprettet lignende kommunikationslinjer - deconfliction hotlines - til brug under mindre konflikter, hvor de nemt kunne komme til at træde hinanden over tæerne med katastrofale følger.
For et år siden var forrige gang, hvor USA sparkede stort ud militært mod Syrien og i alle medierne. Det trak også dengang voldsomme overskrifter, på trods af at luftangreb mod Syrien sker hver eneste dag. Den gang havde der været små otte tusind luftangreb mod Syrien. Siden dette er antallet stort set fordoblet til omkring 15.000. Og dette tal er fra før USAs igen angreb sammen med England og Frankrig. Også det senest angreb kom efter et muligt giftangreb under borgerkrigen, hvor 40 mennesker nu blev dræbt.
I Syrien er der stillet en rigtig telefon op, som officerer fra Rusland og USA bruger mange gange hver eneste dag. Telefonens primære formål er at sikre mod sammenstød i luftrummet, men den benyttes også når andre begivenheder ser ud til at bringe de to landes militær for tæt på hinanden. Det er gængs retorik at true med at trække stikket ud, som også Rusland buldrede med under forrige angreb - men lod være. På trods af den anspændte retorik kom det dengang frem, at Rusland havde fået et forvarsel.
Syriens borgerkrig er en genoptagelse af Den Kolde Krigs "stedfortræderkrige", hvor stormagterne diskret støtter diverse grupperinger (USA har i øvrigt accepteret indrejse af hele 11 syriske krigsflygtninge i år). Floden Eufrat er valgt som en skillelinje, som Rusland og USA for det meste holder sig på hver sin side af. Konflikten er så rodet, at to af USAs egne syriske militser kom i ildkamp. I et andet tilfælde dræbte USA efter sigende flere hundrede russere, men det snakker ingen højt om, for de døde var lejesoldater fra det russiske firma PMC Wagner - og kampen var om et naturgas-felt på "USAs side" af Eufrat!
I den helt akutte situation i Syrien, har der været meget modstridende meldinger om kontakten. FNs generalsekretær António Guterres har advaret om, at al kommunikation ser ud til at være afbrudt: "The Cold War is back - with a vengeance but with a difference. The mechanisms and the safeguards to manage the risks of escalation that existed in the past no longer seem to be present". På trods af generalsekretærens forståelige bekymring ser det dog ud til, at stormagternes krisetelefon om Syrien fortsat er i brug.
Samtidig gør Trump og hans folk meget ud af at benægte dette. En af artiklerne rummer hvad der ligner en afslørende slåfejl, om at "normal deconflicting lines were used". Også Frankrig afviser, men på samme vis modsigende fulgt op med at "regular deconfliction contacts were made with the Russian military once the operation had been kicked off to make sure that they would not be accidentally hit". Og alle de ramte baser var evakuerede efter russisk advarsel, forlyder det. Bundlinjen ser ud til at være, at der trods al retorikken alligevel har været fornuftige forvarsler til Rusland, da ingen ønsker at sparke en mulig verdenskrig i gang.
Tom Vilmer Paamand - april 2018
Flere historier fra 2018...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Klø til NATO for militærbedrag
"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"!
Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Klø til NATO for militærbedrag
"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"! Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024