Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord:
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problemer, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
"Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Trumps fornærmelser giver muligheder
USAs præsident har med sine grønlandske fantasier fornærmet en af sine bedste allierede, men Trumps optræden åbner samtidig uventede muligheder for Danmark.
Hidtil har vort lille land kun haft yderst ringe indflydelse, både om de grønlandske baser og på de alt for mange militære missioner sammen. Partnerne har diskret og gensidigt skjult det problematiske i det skæve styrkeforhold mellem elefant og mus.
Eventuelle skærmydsler blev mest klappet af internt, der var ingen grund til at befolkningen skulle bekymres. Af og til slap dog lidt ud, men det smilende samarbejde fortsatte ufortrødent. Selv efter afsløringer af underhåndsaftaler om atomvåben, kæmpe raketbaser uden tilladelse og aflytningsskandaler.
Danmark burde for længst have sat hælene i, og lige nu er det helt rette tidspunkt. Lige præcis med en arrig Trump ved roret, har Danmark den bedste mulighed for at gå i dialog med USA om uretfærdighederne. Lige nu, hvor Danmark står med blussende rød kind efter en utilsløret lussing.
Trump kom offentligt til at markere, hvor lidt Danmark reelt rager USA. Trump er ildeset kloden rundt, og Danmark står derfor aktuelt med sympatien på vor side. Globale overskrifter har slået fast, at Grønland ikke tilhører USA. At Trump stiller højst upassende tilbud til de svage. Og at Danmark alligevel altid har været en god og stabil hjælp for USA.
En sådan konstruktiv dialog skal rettes til og føres med det USA, som er så meget andet end Trump. Parlament til parlament. Diplomat til diplomat. Og befolkning til befolkning. Netop nu mens USAs jernnæve er ude af fløjlshandsken.
Mens USA truer England, Grækenland og Tyskland med sanktioner, når de ikke omgående makker ret. Mens Vesteuropa derfor fumlende er ved at finde sine egne mere selvstændige ben. Nu da supermagten USA tydeligt viser svaghedstegn. Og både demokratisk og militært så småt er ved at gå bagud af dansen.
Det er nu, at Danmark, Norden og forhåbentlig hele EU burde vise sig som en rigtig god ven af USA. På fornuftig vis støtte op bag den dysfunktionelle familie derovre. Hjælpe den igennem problemet med deres småsenile gammelfar, der klynger sig til magten. Påpege, at der ikke burde ligge så mange skarpladte atombomber fremme. Solidarisere sig, og invitere USA med til de nødvendige løsninger.
Lige nu - hvor der nemt kan klinkes skår, når alt så "bliver normalt igen". Med USAs næste præsident, der forhåbentlig har lært af processen. Et rigtigt venskab kræver ligeværdigt samarbejde. Det er på tide, at Danmark række hånden frem til USA - og forlanger en god snak om vor fælles fremtid.
Tom Vilmer Paamand - august 2019
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Trumps fornærmelser giver muligheder
USAs præsident har med sine grønlandske fantasier fornærmet en af sine bedste allierede, men Trumps optræden åbner samtidig uventede muligheder for Danmark. Hidtil har vort lille land kun haft yderst ringe indflydelse, både om de grønlandske baser og på de alt for mange militære missioner sammen. Partnerne har diskret og gensidigt skjult det problematiske i det skæve styrkeforhold mellem elefant og mus.
Eventuelle skærmydsler blev mest klappet af internt, der var ingen grund til at befolkningen skulle bekymres. Af og til slap dog lidt ud, men det smilende samarbejde fortsatte ufortrødent. Selv efter afsløringer af underhåndsaftaler om atomvåben, kæmpe raketbaser uden tilladelse og aflytningsskandaler.
Danmark burde for længst have sat hælene i, og lige nu er det helt rette tidspunkt. Lige præcis med en arrig Trump ved roret, har Danmark den bedste mulighed for at gå i dialog med USA om uretfærdighederne. Lige nu, hvor Danmark står med blussende rød kind efter en utilsløret lussing.
Trump kom offentligt til at markere, hvor lidt Danmark reelt rager USA. Trump er ildeset kloden rundt, og Danmark står derfor aktuelt med sympatien på vor side. Globale overskrifter har slået fast, at Grønland ikke tilhører USA. At Trump stiller højst upassende tilbud til de svage. Og at Danmark alligevel altid har været en god og stabil hjælp for USA.
En sådan konstruktiv dialog skal rettes til og føres med det USA, som er så meget andet end Trump. Parlament til parlament. Diplomat til diplomat. Og befolkning til befolkning. Netop nu mens USAs jernnæve er ude af fløjlshandsken.
Mens USA truer England, Grækenland og Tyskland med sanktioner, når de ikke omgående makker ret. Mens Vesteuropa derfor fumlende er ved at finde sine egne mere selvstændige ben. Nu da supermagten USA tydeligt viser svaghedstegn. Og både demokratisk og militært så småt er ved at gå bagud af dansen.
Det er nu, at Danmark, Norden og forhåbentlig hele EU burde vise sig som en rigtig god ven af USA. På fornuftig vis støtte op bag den dysfunktionelle familie derovre. Hjælpe den igennem problemet med deres småsenile gammelfar, der klynger sig til magten. Påpege, at der ikke burde ligge så mange skarpladte atombomber fremme. Solidarisere sig, og invitere USA med til de nødvendige løsninger.
Lige nu - hvor der nemt kan klinkes skår, når alt så "bliver normalt igen". Med USAs næste præsident, der forhåbentlig har lært af processen. Et rigtigt venskab kræver ligeværdigt samarbejde. Det er på tide, at Danmark række hånden frem til USA - og forlanger en god snak om vor fælles fremtid.
Læs teksten uforkortet
Tom Vilmer Paamand - august 2019
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024