21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.
Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!

Flere historier fra 2021...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Fogh frygtede ikke dom som krigsforbryder
UDREDT: Anders Fogh Rasmussen spurgte sine embedsmænd, om han kunne blive retsforfulgt for dansk deltagelse i Irakkrigen. Dette fremgår af Jesper Tynells bog "Mørkelygten" fra 2014. Men måske er dette at gøre skarn uret, for kilderne kan også læses med et helt andet resultat.
Anekdoten om den bange statsminister er næsten for god til at pille ved, men den passer ikke helt til mandens rigeligt stålsatte og kronisk bedrevidende natur. Per Stig Møller kaldte denne gode sviner for helt vild, og sagde han ikke havde hørt om den før - men heller ikke dette er helt korrekt.
Spørgsmålet var slet ikke så ukendt dengang. selv om den historiske krigsudredning kun nævner lidt af forhistorien. Nemlig at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen den 14/3 2003 havde vurderet, at da krigen ville foregå uden om FN og således var ulovlig, kunne danske soldater, diplomater og statsoverhoved retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol.
Også Ole Wæver, professor i statskundskab, kaldte krigsdeltagelsen for uholdbar. Spørgsmålet om danske soldaters rolle som mulige krigsforbryder blev diskuteret i vide kredse, herunder i soldaternes fagforeninger. For at berolige soldaterne udsendte Danmark som det eneste land derfor også en formel krigserklæring - hvilket i øvrigt slet ikke er nævnt i Krigsudredningen.
Trods Per Stig Møller blafrende hukommelse, måtte han dengang svare på netop dette spørgsmål i Folketinget. Her blev det ikke stillet af Fogh, men af Villy Søvndal fra SF dagen efter Ole Espersens udspil (og på vegne af diverse fredsaktivister): "Vil udenrigsministeren redegøre for sandsynligheden for, at danske politikere, der har sendt danske soldater afsted i en USA-ledet krig mod Irak uden opbakning fra FN, vil kunne sættes for Den Internationale Straffedomstol?".
Per Stig Møller læste et længere svar fra sine embedsmænd op, der nok ikke helt tilfældigt rummer de samme ord, som Tynell i sin bog udelukkende vinkler på Fogh: "Det betyder, at ICC indtil videre ikke er kompetent til at retsforfølge personer for at have begået forbrydelsen aggression", samt at "selv i den usandsynlige situation, hvor et dansk regeringsmedlem direkte beordrer danske styrker til at begå forbrydelser underlagt ICC's jurisdiktion, må risikoen for retsforfølgning ved denne domstol altså i praksis anses for udelukket".
Dette tyder på, at Tynells notat nok ikke helt er opstået som angivet i hans bog - med en frygtsom Fogh bag. Tynell skriver dog også, at den engelske premierminister Tony Blair på samme tid bekymrede sig. Det er muligt, men det var i marts 2003, så dette flytter blot tidsrammen til flere uger efter, at SF bad om svar i Danmark.
Nogle år senere blev Den Internationale Straffedomstols mandat udvidet med de såkaldte Kampalaændringer om aggressionsforbrydelser. Disse gør det netop muligt at straffe politikere for aggression, dog ikke med tilbagevirkende kraft til fx 2003, og kun såfremt deres eget land har tilsluttet sig muligheden.
Dette har vor nusiddende regering i december 2018 afvist at ratificere med følgende stolte erklæring: "Danmark er således et af få lande, der vurderer, at magtanvendelse uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (humanitær intervention) i helt ekstraordinære tilfælde kan være juridisk forsvarligt."
Tom Vilmer Paamand - februar 2019