Politisk sameksistens i USA efter stormen?Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning: 21 procent
støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.
Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og
bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at
bringe oprørere fra de
Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse
tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks
Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job.
Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum,
men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!Dette er en kort sammenfatning, men hele Anne Applebaums lange analyse bør læses (
her). Hendes bøn om en sådan aktiv sameksistens bliver ikke mødt med den eftertænksomme imødekommenhed, som hun efterspørger - og da slet ikke fordi hun effektfuldt trækker paralleller fra USA til alverdens mislykkede stater. Men Applebaums eksempler fra Nordirland og Colombia dokumenterer, at den foreslåede sameksistens faktisk har vist sig mulig.
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021
Flere historier fra 2021...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> USA atomopruster og spiller fandango med klodenFint, at DR
skriver om USAs nye vanvittige atomoprustning drevet af et korrupt politisk system, der spiller fandango med vor allesammens sikkerhed.
Men DR efterlader os magtesløse, og leger med i atomvåbenoprustningstilhængeres uansvarlige spil, når DR igen og igen undlader at fortælle om den nye FN-traktat om forbud mod atomvåben. Og DR fortæller så heller ikke om bevægelsen
Forbyd Atomvåben, der arbejder på at få også Danmark til at tilslutte sig den ny traktat.
Danmark kan som NATO-medlem godt tilslutte sig FNs forbudstraktat, fordi der intet står i NATO-traktaten om at medlemsstaterne skal anerkende NATOs nuværende strategi om at være parat til som de første at bruge atomvåben. Danmark skal blot frasige sig ”beskyttelse” af USA's atomvåben, hvilket netop vil øge Danmarks sikkerhed – fordi andre lande uden for NATO så ikke kan mistænke Danmark for at være med til at misbruge den påståede usårlighed til indenfor atomparaplyen at opføre sig aggressivt i ledtog med USA.
Hvis USAs atomoprustning sker for at øge NATO-landenes sikkerhed, så skaber det selvfølgelig øget usikkerhed hos lande, der holdes udenfor. Derfor presses f.eks. Rusland til også at opruste for at bevare sit atomvåbens afskrækkelse, og så har vi igangsat en accelererende atomkaprustning, som vi så under Den Kolde Krig. Kun at tænke på sin egen sikkerhed vil give et ustabilt og højspændt forhold til omverdenen og vil på et eller andet tidspunkt ende i krig.
Derfor er der kun én mulighed for at skabe en bæredygtig sikkerhed og det er at tænke sikkerhed som en problemstilling, som staterne logisk set er nødt til at være fælles om, og som alle verdens stater og deres befolkninger derfor må sikre igennem samarbejde.
Hvor parterne ved vurdering af handlemuligheder altid medtænker, hvordan modparter og deres befolkninger vil opleve det, man selv påtænker at gøre. Altså at tænke i den
fælles sikkerhed, som den afdøde svenske statsminister Olof Palme
formulerede det.
Men vi må også udvide sikkerhedsbegrebet fra staters sikkerhed til menneskelig sikkerhed. Og med de udfordringer der her er i øjeblikket f.eks. med corona, så bliver atomoprustning blot endnu mere vanvittig.
Med øget tilslutning til FN-forbuddet mod atomvåben, vil dette efterhånden bliver en international norm, så tilbageværende atomvåbenmagter – og lande som Danmark, der lader sig beskytte af disse – derfor kunne betragtes som kriminelle af det solide flertal, der har valgt at stå udenfor.
Arne Hansen - april 2021
...
Aktuelle indlæg
...
Uaktuelle indlæg