Meget lå skjult Under Sandet
Lige hjemkommet fra biograf og filmen "
Under sandet" om rydningen af naziregimets miner efter besættelsen, må jeg anbefale den til alle, mens den endnu går i biograferne, idet der her i Frederikshavn kun var få andre biografgængere.
Men for mig var det meget tankevækkende, ikke mindst som gammel mand, der som barn husker tyskerhadet - der bare lå der, oftest uudtalt i hvert fald for mit vedkommende. Jeg husker hvor bange vi børn var for tyskerne, som lå i lejr tæt ved. Senere som teenager var jeg så med mine forældre til efterårsmøde på Vrå Højskole, hvor vi hørte højskoleforstander Bøgh Andersen fra Sydslesvig fortælle, at det ikke var den almindelige tysker, vi havde nogen grund til at være bange for - men de prøjsiske junkeres ånd, som var nazismens grobund.
Og helt omvendt blev det nærmest, da jeg efter et 14-dages engelskkursus på Den Internationale Højskole besøgte en af deltagernes familie i Kiel og deres venstreorienterede miljø, som vi har meget at lære af. Filmen vil jeg ikke afsløre noget om her, den skal I have til gode at opleve. Men når man selv har oplevet rekruttiden i det danske militær sidst i 1950erne, så virker filmens datidige befalingsmænds adfærd meget troværdige, uden sammenligning i øvrigt.
Det var faktisk barskt lige at være kommet ud af biografen, og så høre forsvarsminister Peter Christensen nærmest begejstret fortælle, at nu skal Danmark snart til at bombe også i Syrien. Og så er det man tænker hvor mange unge drenge, som så skal dø for vores hånd og skabe et tilsvarende danskerhad - som det tyskerhad, der sendte halvdelen af de 2000 tvangsudskrevne tyske drenge i døden under minerydningen herhjemme. Yderst beklageligt for vores selvforståelse skete dette, uden at vi der var børn dengang kan huske, at vi hørte om det. I grel modsætning til vores glorificerede redning af jøderne - af danske "menneskesmuglere".
Arne Hansen - november 2015
Flere historier fra 2015...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Pacifistudstilling uden pacifisterEn ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek belyser dansk neutralitet og krigsmodstand under 1. Verdenskrig gennem syv konkrete danskeres kamp for fred. Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, erklærede Danmark sig neutralt. Under krigen døde en hel generation af unge mænd i skyttegravene. Herhjemme var næsten alle enige om, at krig skulle undgås, men ingen var enige om, hvad der skulle gøres. Skulle mænd tvinges til værnepligt? Skulle vi forsvare landet, hvis det blev angrebet?
Gennem syv kendte og mindre kendte personer præsenterer udstillingen de mange forskellige holdninger til krig eller magtanvendelse: Forsvarsministeren Peter Munch, forfatteren Georg Brandes, fredsforkæmperen Eline Hansen, socialisten Marie Nielsen, syndikalisten Andreas Fritzner, soldaten Christian Campradt og samaritaneren Ingeborg Stemann. Udstillingen går tæt på det enkelte menneske, med eksempler på krigsmodstand, der også er aktuel for debatten i dag.
Selv om biblioteket selv har annonceret udstillingen som "
Pacifisme i kanonernes skygge", er ingen af de syv udvalgte pacifister. Dette har også fået flere medier til at fokusere på de af deltagerne, der nok var imod en altødelæggende krig, men samtidig i ord og handling støttede tanken om en voldelig revolution for at stoppe krig: "
Militærnægtere var ikke for fine til vold".
Hvis biblioteket havde ønsket det, havde det været nemt at finde den tids pacifister.
Dansk Fredsforening fra 1882 var fortsat landsdækkende, arbejdede for dansk neutralitet og for militære besparelser, og rummede også pacifister. I 1913 blev den første rent pacifistiske organisation
Kristeligt Fredsforbund stiftet, året efter den pacifistiske ungdomsforening
Pax, og fra 1916 havde
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed en afdeling i Danmark (
Aldrig Mere Krig kom først til i 1926).
De mange militærnægtersager under 1. Verdenskrig førte til, at Danmark i 1917 fik en militærnægterlov, og året efter oprettedes den første danske militærnægterlejr. Heller ikke alle nægterne var renlivede pacifister, men det virker besynderligt at Det Kongelige Bibliotek benytter en sådan overskrift uden at omtale en eneste pacifist. Ægteparret Fredrik og Matilde Bajer, der delte Nobels Fredspris i 1908, ville fx have været et indlysende valg.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2014
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg