Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Ikke slaver, men krigsprofit, gjorde Danmark rigt
Fredsbilleder...
Danmarks riges velstand i 1700-tallet er ofte forklaret med slavehandel, men svaret er i stedet den tids gullaschbaroner,der profiterede på krig. Ny forskning viser nemlig, at danske købmænd var elendige til at skabe ordentlige overskud på at sælge sorte mennesker.
Men i den samme periode forholdt Danmark sig neutral i de omfattende krige mellem den tids stormagter, og kunne derfor ubekymret tjene fedt på international handel - også med de krigsførende parter.
Skibene under dansk flag var beskyttet fra krigens rasen som neutrale, og kunne dermed frit besejle de krigsførendes oversøiske kolonier - udover hvad der også foregik af mere lyssky handel. Danmark fik tiltusket sig handelskolonier på Guldkysten, Trankebar og de Vestindiske Øer, så danske skibe fik sikre havne og handelsruter til de årelange sejladser i jagten på krydderier, sukker og andre værdifulde råstoffer - samt desværre også slaver.
Selve slavehandlen gav dog underskud. En par kongelige rapporter konkluderede sidst i 1700-tallet, at man roligt kunne ophæve den danske slavehandel, da den ikke bidrog til statens økonomi. Danmark afbrød derfor sin transatlantiske slavehandel i 1792, men dog ikke selve slaveriet. Her var Danmark sent ude, og gjorde først dette nødtvungent i 1848 under et slaveoprør i Vestindien.
Dårligt købmandskab undskylder naturligvis ikke de århundreder, hvor Danmark ubekymret deltog i en omfattende slavehandel. I 1807 blev Danmark rodet ind i Napoleonskrigene, og så gik de store handelshuse fallit - men deres svulstige bygninger dominerer fortsat bybilledet i København.
Slavetiden er trukket frem igen, også internationalt og fortsat i ret ukorrekt form, som en del af den såkaldte identitetsdebat,da aktivister fra kunstakademiet Charlottenborg aktionerede ved at smide en kongebuste i en kanal - ud fra overdrevne oplysninger om Danmarks dystre fortid. Dette understreger nødvendigheden af at dobbelttjekke de grundlæggende fakta, før der males bannere mm!
Tom Vilmer Paamand - februar 2021








Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  I 1986 blev atomvåben næsten afskaffet...
logo Præsident Donald Trump gik fra en raketaftale, eller blev smidt ud af Nordkoreas leder Kim Jong-un. Trumps sammenbrudte forhandling bliver nu hyldet som et “Reagan-øjeblik“, i en henvisning til forhandlingerne om nedrustning med Sovjet i oktober 1986. Dette passer dog kun som en hån, for episoden dengang viste Reagan som en forhandler, der lige som Trump ikke helt har styr på The Art Of The Deal.
Under en vigtig forhandling med Sovjets sidste leder Mikhail Gorbatjov, fik Reagan et tilbud om at få samtlige atomraketter fjernet, og ikke kun de interkontinentale missiler, som de hidtil havde forhandlet om. Reagan accepterede ideen og foreslog, at de to ledere skulle gå hele vejen, og fjerne alle deres atomvåben!
Hvis verden skulle forandres til det bedre, var det de samme to varyler, der var medansvarlige for al den uhæmmede oprustning, der sad på magten til at stoppe galskaben. Og denne fantastiske aftale var tæt på at være forhandlet på plads - men så slog Reagan pludselig kontra, og klamrede sig til sit Star Wars-projekt. Reagan sagde altså nej til total atom-afrustning, blot for at fastholde et raketforsvarssystem, der alligevel snart ville blive endnu mere meningsløst.
Dette er uden tvivl en af de største forpassede muligheder i nogen forhandling om våbenkontrol - omend begge statsledere også skulle have kæmpet afrustningsaftalen igennem i deres parlamenter, og bagefter hos de små atommagter. Hos Reagan-fans bliver episoden i stedet hyldet som et eksempel på, at Reagan gjorde det rigtige ved stejlt at udvandre fra denne verdenshistoriske mulighed: I diktaturer som Sovjets vinder man nemlig kun ved at sætte hårdt mod hårdt, som det fortsat påstås.
Myten om Reagan udelader også den vigtige detalje, at hans ønske om at få udryddet alle atomvåben faktisk var ærligt og inderligt - hvilket nok overrasker alle, der har gennemlevet 80erne. Og at fiaskoen på dette første topmøde medførte, at de to nationer blev langt mere fleksible og viste stor vilje til kompromis i deres senere forhandlinger. Parterne mødtes nemlig snart igen, og underskrev året efter INF-traktaten, der forbød alle mellemdistanceraketter, og indførte en række vigtige kontrolfunktioner.
Tre år senere blev START-traktaten underskrevet, der fra 1991 beskar USAs og Sovjets atomarsenaler med 80% i løbet af det næste årti. USA købte de fleste af Sovjets kasserede atombomber, og brændte dem af i atomkraftværker ved de samme byer, de tidligere skulle ramme. Udbyttet svarede til hele USAs varmeforbrug i to år, hvilket fortæller lidt om hvor enorme ressourcer atombomber ellers sluger.
INF-traktaten trak USA sig ud af i februar 2019, efterfulgt af Rusland. To år efter vil START-traktaten også stå for skud, med mindre verdens ledere vågner op til et folkeligt pres, der igen kan stoppe deres galskab. Glem aldrig, at alle atomvåben kunne være elimineret for længst - selv en sådan drøm er ikke umulig !
Tom Vilmer Paamand - februar 2019








... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer

AldrigMereKrig.dk ©2025