Aldrig Mere Krig: Ældre kommentarer

Disse Kommentarer er fra perioden 2012-2018, med de nyere i top.

Se også Nyere Kommentarer fra perioden 2019-2022

Og de Allernyeste Kommentarer

- samt også de Aktuelle Kommentarer.

> Stop militariseringen af EUs forskningsmidler!

Våbenindustriens lobbyorganisation FAD og Europa-Kommissionen inviterede våbenindustri og universiteter til møde den 26. oktober i Industriens Hus, for at få sat et samlet dansk militær-teknologisk forskningscenter på finansloven.
Lobbyen, der nu består af 84 forskellige industrier som beskæftiger og producerer militært isenkram, ønsker med dette forskningscenter at få snablen i de mere end 10 milliarder kroner, som EUs Forsvarsfond vil uddele om året.
Aalborg Universitetet er allerede i dag langt fremme når det gælder våbenindustri. Universitetet har oprettet et militært center for at koordinere samarbejdet, og til januar sender Aalborg Universitet to studerende til Lockheed Martins kampfly-fabrik i USA.
- Der oprustes til krig i Europa og krigens købmænd lugter profit. Samtidig ser vi overalt i EU, at vores fælles skattepenge bliver stjålet for næsen af os. Prisen er nedskæringer i vores velfærd. Nu må denne sindssyge prioritering stoppe. Forskningspengene går fra almindelig forskning. Ydermere er det et massivt spild af uddannelsesviden.
- Et ofte brugt argument for at bakke op om våbenindustrien, er skabelse af arbejdspladser. Men husk - at der kommer ligeså mange, om ikke flere arbejdspladser, ud af fredelig forskning. 800 forskere og akademikere fra 19 EU-lande har opfordret EU til at droppe planerne om at øge støtten til forskning i våben og andet militært materiel.
- Vi ønsker en forskning for liv og ikke død. Vi mener at et dansk militær-teknologisk forskningscenter finansieret af EU forskningsmidler er i strid med forsvarsforbeholdet, et led i opbygningen af EUs fælles militær og en øget militarisering af EU.
- EU og de europæiske regeringer bør koncentrere sig om fredelig konfliktløsning, i stedet for at udløse et våbenkapløb. Forskning i militær teknologi er også oprustning, NEDRUSTNING NU - militærindustrien ud af vores universiteter.
Underskrevet af diverse danske fredsorganisationer, herunder Aldrig Mere Krig.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018

> Vi voksne må ikke være bange...

Tusindvis af soldater er rullet gennem Danmark i tanks og mandskabsvogne for sammen at øve krig oppe i Norge. Det norske Sundhedsministerium satte derfor nogle krisepsykologer til at vejlede om krigens nødvendighed i børnehøjde.
Ideen er jo god nok, for hvordan forklarer man dog børn på en høflig måde, at de voksne fortsat er så dumme, at de øver sig på krig - vel at mærke uden at gøre børnene endnu mere bange. Den slags har fredsfolk jo også brug for at kunne.
Krisepsykologernes statsautoriserede metode er at opfinde positive ord om situationen, men dog også at det er vigtigt at forklare barnet hvorfor, hvis du selv som voksen er bekymret over de militære øvelser. Her følger nogle flere uddrag - læs selv videre i resten af teksten:
Soldatene jobber for at vi skal være trygge. Hjelp barna å komme opp med positive utsagn som kan gi dem styrke og ro. For eksempel at "Soldatene er her for å lære hvordan de kan passe enda bedre på mennesker i verden".
Sjefen for NATO kalles generalsekretær ... Han jobber for å øke sikkerheten i verden og forhindre at land tar i bruk skadelige våpen for å ødelegge og skade menneskene som bor der. ... For at landene i NATO skal kunne hjelpe hverandre, trenger soldatene å treffe hverandre, bli kjent, og øve på hvordan de kan jobbe sammen på en god måte. ... For at det skal bli så likt en ordentlig krig som mulig, går soldatene kledd i uniform og kjører militære kjøretøy. De har også våpen. Siden det skal virke ekte, trenger de å øve seg på steder der folk bor, jobber, kjører bil og går på skole. ... Derfor kommer du til å se dem i gatene og i nærheten av der du pleier å være.
... Det er likevel viktig å huske på at dette bare er trening og ikke en ordentlig krig.... De er godt forberedt og har planer for hva de skal gjøre og hvordan øvelsen kan skje på en trygg og fin måte. ... Det er viktig at du er helt sikker på at soldatene har sett deg dersom du vil hilse på dem. ... Husk også at det kan være skadelig for ørene å komme for nært når soldatene bruker våpen som lager høy lyd.
... Det kan hende at noen barn synes at det er litt skummelt. Soldatene har på uniformer og hjelm, de bærer våpen, og det kan komme høye lyder i form av motorkjøretøy, rop, skudd og drønn. Selv om dette bare er en øvelse, kan man likevel bli skremt. Det er ikke noe å være flau over, det er helt forståelig å bli litt redd når ting er nytt og ukjent.
... Det kan også være at du tenker litt mer på krig når du vet det er en slik NATO-øvelse der du bor. ... Da er det viktig å huske på at Norge er et av verdens tryggeste land å bo i. Vi er heldige som bor i Norge og har mange som passer på oss. Både politi, brannvesen, soldater og andre voksne som du kjenner, er der og passer på at du og andre barn skal være trygge.
... Om du har flyktet fra et sted i verden der du har opplevd krig, kan en slik øvelse minne deg om dette og du kan fort bli redd igjen. ... Hvis du blir redd når du skal sove, kan du fortelle dette til foreldrene dine og få hjelp og trøst. De kan minne deg på at Norge er trygt.
... Husk at dette bare er en øvelse, og at den er viktig for at NATO-landene skal kunne gjøre en god jobb med å beskytte oss. Og selv om vi ikke kan garantere at Norge ikke vil rammes av krig eller terror, så er det nettopp disse øvelsene som gjør at vi som bor i NATO-land får hjelp og beskyttelse fra de andre landene. .
... Vær oppmerksom på at voksne kan snakke seg imellom om tema på en måte som er skremmende for barn. Husk at engstelighet og uro kan smitte. ... Det er et mål at barnet skal skjermes for voksnes overdrevne frykt eller sterke reaksjoner all den tid dette ikke er en reell, farlig situasjon. Skulle du likevel reagere med sterk frykt eller bli opprørt, er det viktig å forklare hvorfor til barnet. ...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018

> I Norge kan de vurdere krigsdeltagelse - og det i en fart

April 2018 nedsatte Norge et "uafhængigt udvalg", der skulle "gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser" under de norske flyangreb i 2011 - og rapporten blev skrevet færdig på nogle få måneder. Der stod dog ikke en hel kommission bag, så målet var mere begrænset end for det afbrudte danske kommissionsforsøg. Angrebet var historisk, da dette var første gang Sikkerhedsrådet baserede en afgørelse på det nyoprettede princip " R2P" - ansvaret for at beskytte civile.
Det norske udvalgs kritik fokuserer på, at der var stor usikkerhed om målet for den norske deltagelse, tilsvarende stor uvidenhed om de politiske forhold i Libyen og ikke mindst om holdningen til regimeskift. Rapporten opfordrer derfor til en afklaring af den fremtidige beslutningsproces, samt: - at det ville styrket tilliten til den tolkningen av sikkerhetsrådsresolusjonen som etter hvert ble lagt til grunn, dersom det allerede i den kongelige resolusjonen var blitt klargjort hvilke begrensninger sikkerhetsrådsresolusjonen satte for militær maktbruk.
- at det bør i en kongelig resolusjon om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner avklares om beslutningen gjelder «krig» i Grunnlovens forstand, og hvilke hensyn som har gjort seg gjeldende ved vurderingen av om krigen er til landets forsvar, jf. Grunnloven.
- at det av den kongelige resolusjonen også burde ha framgått hva slags konflikt Norge ble part i. Konfliktens art har betydning både i relasjon til Grunnloven, og for den status norske styrker har når de gjennomfører militære operasjoner på vegne av Norge.
- at det bør i kongelige resolusjoner om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner gis klar og entydig vurdering av hva slags folkerettslig konflikttype Norge blir part i, og hvilken rettslig status norske styrker har.
Udvalget påpeger, at statsministeren i Stortinget udtalte sig helt modsat i forhold til hvad Forsvarsministeriet vurderede - og dermed anderledes end den instruks, som ministeriet gav de udsendte bombepiloter. Alligevel konkluderes det, at det norske angreb var forfatningsmæssigt korrekt forankret, selv om der var store problemer med informeringen af Stortinget og offentligheden. De norske angreb blev også frikendt, fordi:- FNs generalsekretær ga uttrykk for at NATOs operasjon hadde foregått innenfor rammen av sikkerhetsrådsresolusjonens mandat. Norges deltakelse i operasjonene hadde et tilstrekkelig folkerettslig grunnlag nettopp fordi deltakelse ble vurdert som nødvendig for å beskytte sivile.
Under angrebet kastede Norge hele 588 bomber over Libyen, hvilket dog klart blev overgået af Danmarks 923 bomber. Undersøgelsens leder var Høyres tidligere udenrigsminister Jan Petersen, der i 2003 ihærdigt men forgæves havde talt for norsk deltagelse i det oprindelige angreb på Irak. På trods af dette er der kommet en yderst læseværdig beretning frem, der giver Danmark klart baghjul i offentlighed om politiske beslutningsprocesser og nødvendigheden af god fremadrettet bagklogskab.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018

> Udtalelse fra nordiske fredsorganisationer
En lang række nordiske fredsbevægelser, herunder Aldrig Mere Krig, er gået sammen om en fælles udtalelse vendt mod den voldsomt øgede oprustning i Norden. Tekstens budskab er, at NATOs forsvarsministermøde i november 2017 tog en række beslutninger, som udgør en alvorlig trussel mod freden.
Først gennemgås hvordan faren for krig er øget gennem oprettelsen af nye kommandocentre, de første skridt mod permanente USA-baser i Norden og indkøbet af F-35 kampfly bygget til at bære atomvåben. Oven i dette sker der en øget militarisering af Østersøen og Baltikum, samt ved at de tidligere neutrale lande Finland og Sverige udvikler nyt samarbejde med USA og NATO. Teksten opfordrer til løbende protester mod oprustningen af Norden, men afslutter dog med dette fremtidshåb:
I dag er forståelsen af udenrigs- og sikkerhedspolitikken domineret af magttænkning. Dette medfører, at alle stater bruger trusler, afskrækkelse og forskellige former for vold for at opnå kortsigtede nationale mål. I værste fald kan dette føre til den totale ødelæggelse ved en atomkrig.
Der findes viden om hvordan man mere konstruktivt håndterer konflikter, men den bliver ikke brugt. Denne viden er det grundlæggende princip bag FNs charter og diplomatisk mægling. Det handler om at analysere konflikter ud fra alle parters perspektiver, undgå trusler og i stedet se konflikter som et fælles problem, der må løses på respektfuld måde. Det er vigtigt ikke at skabe modsætninger. Fjendebilleder skal modvirkes.
Militarisering er baseret på menneskets frygt. Genoprustning medfører blot mere militær opbygning, endnu mere frygt og endnu flere våben i en ond spiral af enorme omkostninger.
Vi er talsmænd for dialog på alle niveauer, økonomisk og kulturel udveksling som diplomatiske redskaber til at imødekomme alle folks og alle stater behov - mod "en fælles menneskelig sikkerhed":
Udnyt alt hvad vi ved om hvordan konflikter håndteres konstruktivt. Oprethold FN-pagten, som er underskrevet af alle stater, og som foreskriver konfliktløsning ved fredelige midler. At krig er forbudt, undtagen som selvforsvar. Krig fører til flygtninge, til lidelse og til nye konflikter. Ressourcerne skal bruges til menneskers velfærd, ikke til krig og ødelæggelse.

Læs hele teksten.

Tom Vilmer Paamand - august 2018

> Verdens militærbyrde steg ikke sidste år!

USA bruger fortsat mere på militæret end de syv efterfølgende lande tilsammen - inkluderet Kina og Rusland. Men verdens samlede udgifter for 2017 forblev stort set på samme alt for høje niveau som i årene før, og steg kun minimalt denne gang, fortæller SIPRI - det svenske center for fredsforskning. Denne relative stabilitet har varet de sidste otte år, efter at det foregående årti byttede fredsdividenden ud med en stigning til det nuværende plateau.
Samlet er tallet tæt på svimlende 11.000.000 millioner kroner, som USA alene står for en tredjedel af. Udover USA er de fem i toppen Kina, Saudi-Arabien, Rusland og Indien. Lokalt er der sket en del forskydninger, for "Truslen fra Rusland" og USAs krav har betydet, at de centraleuropæiske lande øger udgifterne voldsomt for fjerde år i træk.
Helt modsat så falder russernes militærudgifter derimod fra nu af. SIPRIs målestok viser, at Rusland generelt har ligget nogenlunde stabilt under fire procent i forhold til BNP. Eneste afvigelse var et hop opad fra 2015-16, som så i 2017 blev fulgt af et planlagt dyk på hele 20 procent, der forventes at fortsætte nedad de kommende år. Dette sker selvom Ruslands økonomi faktisk har fået det lidt bedre de seneste år. Rusland lader fortsat militæret grovæde fra den fælles pulje, men altså relativt mindre fremover.
USAs militærudgifter er mere urolige, og er svinget fra omkring tre procent af BNP til et kort hop op til 4,7 procent. Under Obama faldt udgifterne langsomt tilbage mod de tre procent, og dette fald er fortsat i Trumps første år.
Danmarks militærbyrde svingede de sidste årtier mellem 1,3-1,6%, men har de sidste fem år ligesom Tysklands ligget midtvejs i NATO med knap 1,2 procent. Ved slutningen af det nye forsvarsforlig i 2023 forventes Danmark at nå tilbage på 1,3 procent.
NATOs fælles mål siden 2013 er, at hver nation bør bruge 2 procent af BNP på militær, så Danmark har fortsat meget langt til dette mål. Samlet får dansk militær ekstra 12,8 milliarder kroner over de næste seks år. Milliarderne har politikerne fundet i hvad der kaldes det økonomiske råderum - og da penge jo kun kan bruges én gang, mister vi alle sammen på dette, da pengene ellers kunne have været brugt til noget smukt.
Tom Vilmer Paamand - maj 2018

> Ny DR-guide: Stater 'henretter', terrorgrupper 'myrder'

Danmarks Radio har skrevet en række sprog-guides, der skal øge den sproglige bevidsthed blandt radioens medarbejdere. Indholdet er nyttig læsning, og rummer blandt andet en række overvejelser om sprogets rolle ved omtale af krig og konflikt.
Guiderne er belærende, men stiller oftest meget åbne spørgsmål uden klare svar. Nogle få steder dikterer guiden dog, så det lugter af Den Kolde Krigs censorer: "En stat, der begår drab på sine indbyggere med hjemmel i statens love, 'henretter'. Hvad enten lovene er sympatiske eller ej. Militser, terrorbevægelser og andre ikke-statslige grupper 'henretter' ikke, de derimod 'dræber', 'myrder' eller 'slår ihjel'".
Logikken bag er at ville undgå værdidomme, så det virker underligt at anbefale et ladet ord som myrde til at beskrives ikke-statslige myrderier neutralt. Dansk militærs brug af "legale" drab i diverse krige ser også ud til at påvirke Statsradiofoniens afvejninger, hvor det åbenbart er nødvendigt med en lang udredning om forskellen på snigskytte, finskytte og skarpskytte. Det indskærpes, at kun de sidste to begreber må bruges om "hærens egne soldater, der har modtaget træning" - men dog også at "ordenes betydning kan overlappe".
Modsat bør ord som ondskabens akse og slyngelstat kun bruger i citat med klar afsender, da de er "nedsættende og i høj grad tendentiøse". I eksempler med såkaldte tendensord efterspørges omhu, så der skelnes mellem militær kampagne og bombninger. Det uddybes, at der er forskel "på en 'militant gruppe', en 'milits', en 'terrorcelle', en 'oprørsgruppe', en 'separatistbevægelse' og på 'krigsherre' og 'militsleder'".
En god pointe er at "'folkemord' er et juridisk begreb, det er 'krigsforbrydelse' også". DR anbefaler, at "man bruger begrebet i overensstemmelse med FNs definition", hvorimod "'folkemord' ifølge Den Store Danske har en bredere betydning end 'folkedrab'". AMK har tidligere grebet fat i diverse ministres misbrug af disse begreber, hvilket udløste en FN-skideballe til de ansvarlige.
En af guidens længste definitioner er om terror, hvor DR "anbefaler, at man bruger ordet med forsigtighed og så vidt muligt kun i citat", da "ordet og dets nøjagtige betydning er omstridt" - da der kan være uenighed om hvorvidt der ved den slags myrderier er "tale om 'terrorisme' (negativ valør) eller fx 'frihedskamp' (positiv valør)". Guiden tillader sig at nævne de jødiske terrorgrupper "forud for Israels dannelse i 1948", og så for balancens skyld "Hizbollahs væbnede kamp mod israelske tropper og civile mål i Israel".
Her huskes høfligt på, at det også kan være "et sygt menneskes handling, selvom voldshandlingen i øvrigt har terrorens kendetegn". Men der blev ikke plads til at omtale ubalancen mellem, at "muslimske" galninge kronisk kaldes terrorister, mens deres "kristne" kollegaers tilsvarende handlinger mest bortforklares med "mentale problemer".
Et andet eksempel er, at "inden for militæret kan man støde på begrebet 'at rense op'". Det "betyder at rydde et område for fjender og fjendtlige våben, om nødvendigt ved at slå ihjel", og så spørges der uden svar: "Findes der et begreb, der dækker præcis det samme?" Konklusionen lyder lidt henkastet, at "vi bør finde en anden måde at sige det på".
Tom Vilmer Paamand - april 2018

> Stormagterne snakker fortsat pænt sammen

Under Den Kolde Krig fik Rusland og USA hvad der blev kaldt Den Røde Telefon, der lige siden har sikret direkte kommunikation under kriser. Denne "telefon" har, på trods af samtlige film om den, altid kun været en tekst-forbindelse. I dag foregår kontakten gennem e-mails, men altså via et særligt robust system. Stormagterne har også løbende oprettet lignende kommunikationslinjer - deconfliction hotlines - til brug under mindre konflikter, hvor de nemt kunne komme til at træde hinanden over tæerne med katastrofale følger.
For et år siden var forrige gang, hvor USA sparkede stort ud militært mod Syrien og i alle medierne. Det trak også dengang voldsomme overskrifter, på trods af at luftangreb mod Syrien sker hver eneste dag. Den gang havde der været små otte tusind luftangreb mod Syrien. Siden dette er antallet stort set fordoblet til omkring 15.000. Og dette tal er fra før USAs igen angreb sammen med England og Frankrig. Også det senest angreb kom efter et muligt giftangreb under borgerkrigen, hvor 40 mennesker nu blev dræbt.
I Syrien er der stillet en rigtig telefon op, som officerer fra Rusland og USA bruger mange gange hver eneste dag. Telefonens primære formål er at sikre mod sammenstød i luftrummet, men den benyttes også når andre begivenheder ser ud til at bringe de to landes militær for tæt på hinanden. Det er gængs retorik at true med at trække stikket ud, som også Rusland buldrede med under forrige angreb - men lod være. På trods af den anspændte retorik kom det dengang frem, at Rusland havde fået et forvarsel.
Syriens borgerkrig er en genoptagelse af Den Kolde Krigs "stedfortræderkrige", hvor stormagterne diskret støtter diverse grupperinger (USA har i øvrigt accepteret indrejse af hele 11 syriske krigsflygtninge i år). Floden Eufrat er valgt som en skillelinje, som Rusland og USA for det meste holder sig på hver sin side af. Konflikten er så rodet, at to af USAs egne syriske militser kom i ildkamp. I et andet tilfælde dræbte USA efter sigende flere hundrede russere, men det snakker ingen højt om, for de døde var lejesoldater fra det russiske firma PMC Wagner - og kampen var om et naturgas-felt på "USAs side" af Eufrat!
I den helt akutte situation i Syrien, har der været meget modstridende meldinger om kontakten. FNs generalsekretær António Guterres har advaret om, at al kommunikation ser ud til at være afbrudt: "The Cold War is back - with a vengeance but with a difference. The mechanisms and the safeguards to manage the risks of escalation that existed in the past no longer seem to be present". På trods af generalsekretærens forståelige bekymring ser det dog ud til, at stormagternes krisetelefon om Syrien fortsat er i brug.
Samtidig gør Trump og hans folk meget ud af at benægte dette. En af artiklerne rummer hvad der ligner en afslørende slåfejl, om at "normal deconflicting lines were used". Også Frankrig afviser, men på samme vis modsigende fulgt op med at "regular deconfliction contacts were made with the Russian military once the operation had been kicked off to make sure that they would not be accidentally hit". Og alle de ramte baser var evakuerede efter russisk advarsel, forlyder det. Bundlinjen ser ud til at være, at der trods al retorikken alligevel har været fornuftige forvarsler til Rusland, da ingen ønsker at sparke en mulig verdenskrig i gang.
Tom Vilmer Paamand - april 2018

> Afghanske kvinder i protest mod vold og krig

En stor gruppe unge fredsaktivister, herunder mange kvinder, har oprettet en fredslejr i den afghanske provins Helmand. Lejren er en reaktion på endnu en bilbombe, der i marts dræbte tyve mennesker og sårede 55 uden for et stadion. Fredslejren er noget helt nyt for Afghanistan, men har ingen omtale fået i Danmark, skønt selve angrebet blev omtalt i de fleste danske aviser.
Navnet Helmand er kendt herhjemme, for danske soldater var udstationeret i området fra 2006 til 2014. På trods af den langvarige danske indsats i området, er hovedparten af Helmand fortsat under Talebans kontrol, og præget af hvad der kaldes terrorisme, men som reelt er en vedvarende borgerkrig. Oven i er Helmand central for Afghanistans dyrkning af opium, en solid indtægtskilde for Taliban, og en stor årsag til uroen. Flere end 10.000 civile blev såret eller dræbt i 2017 under krigs- eller terrorangreb, oplyser FN.
Aktivisterne stillede telte op ved det stadion, hvor angrebet fandt sted. Fredslejren ligger i provinshovedstaden Lashkar Gah, og planen er senere at marchere til et Taliban-kontrolleret område og kræve en stopper for krigen. Taliban opfordrer demonstranterne til i stedet at marchere mod USAs militærbaser. Lejren fik succes med en sultestrejke, hvor 12 udhungrede aktivister blev indlagt. Dette fik Afghanistans betydningsfulde råd af religiøse lærde, kaldet Ulema, til at love hjælp. Rådet vil sammen med landsbyældste og aktivister udarbejde en fredsplan for en aftale mellem regeringen og Taliban.
Senest er protesten nået ind i Afghanistans senat, hvor flere senatorer har udtrykt deres støtte til aktivisterne. Senatoren Najiba Hosseini sagde, at "Mennesker i Helmand beder om fred og udtrykker deres had til krig. Jeg støtter dem, og opfordrer til lignende bevægelser i andre provinser. Vi har brug for en national konsensus, fordi vi ikke kan forvente udenlandsk hjælp uden enighed".
Afghanistans præsident Ashraf Ghani har længe opfordret Taliban til forhandlinger, men oprørsgruppen har endnu ikke svaret. Samtidig opruster regeringshæren sin indsats mod Taliban, men dens seneste luftangreb i Kunduz dræbte flere end 200 mennesker, hovedsageligt civile, kvinder og børn.
Antikrigsdemonstranterne i Helmand siger: "Vi vil prøve alt for at få fred. Vi vil gå til Talibans baser og bede om vore brødres hjælp til våbenhvile." En af kvinderne forklarer at: "Jeg mistede min søn. Jeg beder Taliban om at acceptere vores krav om fred". Fredsaktivismen har bredt sig videre til Gereshk og Nawa i Helmand samt til Kunar-provinsen og flere afghanske byer inklusive hovedstaden Kabul, hvor aktivister fortsætter med demonstrationer og sit-ins i et fælles krav om øjeblikkelig våbenhvile og fredsforhandlinger.

Følg sagen via ToloNews.com

Tom Vilmer Paamand - april 2018

> Staten skjuler danske våbensalg

Justitsministeriet regner galt for milliarder, og gemmer våbensalg til konfliktlande. Medierne har været tavse om dette, for Danmarks årlige rapporter om våbeneksport er afskaffet trods EU-regler, så oplysningerne er blevet svære at finde.
Den statslige mørkelægning blev arrangeret lige før et salgsfremstød for danske våben. Ambassaderne har ansat danske officerer som sælgere, så våbnene med statskontrol ender i lande som Algeriet, Egypten, Rusland og Saudi-Arabien. Pakistan, som er et land i nærmest permanent krigstilstand, bestilte danske våbendele for en lille halv milliard kroner.
Justitsministeriet skjuler sælgernes navne, og sjusker med våbenkontrollen i en grad, så der kom milliardfejl i statens statistikker. Dansk våbeneksport så ud til at være mangedoblet, hvilket fortsat står i EUs statistikker - men altså ikke passer.
Foreningen Aldrig Mere Krig har afdækket alt dette efter lang tids research med aktindsigter og i diskussion med Justitsministeriet. Resultatet kan nu læses i en række afslørende artikler om våbenhandel i AMKs Nyhedsbrev samt på FRED.dk.
"Undersøgelsen viser klart, at staten har bremset for dansk åbenhed om våbensalg. Hermed er borgere, medier og politikere klædt dårligt på til et kritisk blik på våbenindustrien i en tid, hvor alle lande hælder nye milliarder ud til militæret, og Danmark satser på at sælge til hvem som helst", siger Tom Vilmer Paamand, journalist og formand for Aldrig Mere Krig.
UPDATE: Diverse spørgsmål om dette er i forsommeren 2018 på vej gennem Folketinget.
Tom Vilmer Paamand - december 2017

> Militærnægtelse i Danmark i 100 år

Unge mænd har nu haft retten til at nægte militærtjeneste siden 1917. Forlaget Solidaritet markerer årsdagen med bogen "Jeg nægter! Militærnægtelse i Danmark i 100 år". Bogen er på 450 sider, og skrevet af Stig Hegn sammen med andre kendte og ukendte militærnægtere.
Bogen præsenteres i Aarhus ved en reception onsdag den 29. november klokken 17 til 19 i biblioteket Dokk1, møderum 2. Ved receptionen vil den gamle nægter Viggo Jonasen indlede om: "Militærnægterbevægelsen - en stærk social bevægelse".
Viggo Jonasen skriver i indbydelsen: "Militærnægterbevægelsen var en af 1960'ernes og 1970'ernes hurtigst voksende græsrodsbevægelser, som på højdepunktet udgjorde 14 procent af en værnepligtsårgang. De seneste år er antallet gået ned, i takt med at antallet af indkaldte værnepligtige er sænket. Det er ret spændende, om tendensen vender, hvis et militærforlig øger antallet af værnepligtige".
Aldrig Mere Krig har også fulgt denne udvikling, og har kunnet påvise, at mindst 90 procent af de unge fravælger militæret ved netop ikke at melde sig selv. Samt at militæret manipulerer groft ved at medregne mange tvangsindkaldte som såkaldte "teknisk frivillige".
Aldrig Mere Krig opstillede allerede for ti år siden en mindesten for militærnægterloven i Gribskov, hvor Danmarks første nægterlejr stod. Opstillingen vakte en del debat, og udløste desværre også hærværk - men stenen blev gen-indviet af en flok militærnægtere og står fortsat flot i skoven.
Hør Viggo Jonasen fortælle i programmet FLR Dialog.
Tom Vilmer Paamand - november 2017

> 7.912 luftangreb mod Syrien udefra
logo

Den 6. april 2017 sendte USAs præsident 59 krydsermissiler mod Syrien. Målet i landet var usædvanligt, for USA har hidtil officielt søgt at ramme ISIL, og ikke områder under kontrol af Syriens Assad-regering. Denne gang var målet i stedet en Assad-flyveplads, som et giftgasangreb mentes at stamme fra. Fremmede nationers angreb på Syrien uden krigserklæring er langt mere end en daglig foreteelse.
På datoen med krydsermissilerne havde der siden 2014 i alt været 7912 luftangreb mod Syrien fra USA, dets koalition og Rusland. Og så kom der altså lige et mere, men i snit bliver Syrien ramt af 75 bomber om dagen fra fremmede luftstyrker. Heldigvis gør de sjældent mere end materiel skade, men antallet af døde for luftangrebene er dog omkring 3.000 ofre.
I den aktuelle sag har USA atter reageret forhastet og alt andet end statsmandsagtigt. Der er sket en grum forbrydelse, men i stedet for at skaffe beviser og tage problemet til FN har USA erklæret, at de havde lov til at bombe på baggrund af fortsat hemmelige beviser. Krydsermissilerne bliver omtalt som var det Trumps første krig, men han har som sine forgængere diskret bombet løs siden sin indsættelse. Antallet af civile ofre er dog steget voldsomt under Trump, der har femdoblet mængden af angreb med droner.
Flybomber udefra er dog et "relativt" mindre problem, for internt i Syriens blanding af terror og borgerkrig løber dødstallet nu op i ufattelige hundredtusinder. Fra ISILs terror til Assads tøndebomber, samt et kludetæppe af store og små "rockerbander", der jævnligt skifter mål og retning. Folk i Syrien får altså rigeligt med bomber i hovedet og det er efter adskillige år indlysende, at USAs med fleres bidrag til endnu flere bombninger ikke har stoppet hverken ISIL eller borgerkrigens grusomheder.
Tilbage står den sædvanlige undren. Nogen har på højt politisk niveau besluttet, at lige de billeder, som officielt udløste bombningen, var "ubærlige". Nogen har givet en indlysende og berettiget forargelse politisk retning og fokus, så bombe-svaret kunne udløse bred begejstring, og bedre opbakning til den ellers upopulære præsident Trump. Og medier og befolkning faldt for den - igen.
Statsmænd burde kunne holde hovedet koldt, og ikke reagere forjaget ud fra følelser og folkestemninger - men på fakta og langsigtet strategi. Og det samme bør fredsbevægelsen, hvis den vil opnå blivende mål.

Læs hele teksten på FRED.dk - samt forslag til bedre handling fra RIKO.nu

Tom Vilmer Paamand - april 2017

> Mer militær vil koste os 1000 kroner hver måned
Presset fortsætter for at hæve Europas bidrag til NATO. For Danmark svarer prisen til 1000 kroner mere om måneden til militæret fra hver familie. Beløbet kan i stedet modsvares af nedskæringer, men resultatet bliver omtrent det samme for at skaffe de ønskede 20 milliarder kroner mere til militært isenkram.
En øgning til to procent af bruttonationalproduktet er stort set en fordobling, og da et solidt flertal af NATOs medlemmer ligger på samme niveau som Danmark, vil en forhøjelse kunne mærkes på de enkelte husholdninger i det meste af Europa. Propagandaen kører derfor på højtryk, hvor forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fx nu råber: "Truslen fra Rusland er meget skræmmende". Han overtog posten som forsvarsminister, da fokus lige nu ligger på hans primære kompetence - at kradse penge ind. Men selv han måtte svare benægtende på spørgsmålet, om det overhovedet var realistisk at finde så mange milliarder til militæret - så stigningen kommer sandsynligvis gradvist.
I totale udgifter er Danmark nr. 41 ud af verdens lande, og ligger allerede nu helt i NATOs top målt på militærudgifter per indbygger. Selv Rusland bruger mindre efter den målestok. Som bekendt har de ellers i nogle år oprustet stærkt, men da det enorme land har en økonomi på niveau med Italiens- og er hårdt ramt af faldende oliepriser og sanktioner - har de slet ikke økonomi til ambitionerne. Det russiske militærbudget for 2017 er derfor blevet skåret ned med 25 procent, hvilket ikke bliver nævnt af vestlige medier. Ikke at dette nødvendigvis gør Rusland til en nemmere nabo, for landet har fortsat rigeligt med billige soldater, nyt og gammelt isenkram samt ikke mindst atomraketter.
Uanset trusselsbilledet har ingen lyst til den ødelæggende storkrig, som endnu mere militær ikke stopper, men muliggør. Danmark spilder nu en masse penge på fx nye danske kampfly, men heldigvis driller al den nye teknik. Danmark står derfor foran en pause på op til ti år uden kampfly til internationale missioner - det rette tidspunkt til at tænke over, at hvis vi åbenbart har råd til mere sikkerhedspolitik, så findes der bedre metoder til reel konfliktløsning.
Tom Vilmer Paamand - april 2017

> Et umuligt præsidentvalg

Valget af Donald Trump som kommende præsident har skabt en del panik. Meget mere end hvis Hillary Clinton havde fået mandat til at videreføre USAs velkendte krigspolitik - så for fredsfolk ville en ny Clinton heller ikke have udløst begejstring. Men hvad en præsident Trump reelt kommer til at stå for, vil først den kommende tid give klart bud på.
Præsident Barack Obama bruger nu tid på at skærpe reglerne for drone-likvideringer og berolige NATO, der frygter for Trumps besynderlige udtalelser om Putin, betaling for USA-baser og meget mere. Clinton er en velkendt høg, der har pralet med sit nære venskab med en krigsforbryder som Henry Kissinger, og mange af den sidste Bush-regerings militærfolk bakker op bag hende.
Hillary Clinton var udenrigsminister under Obama i dennes første fire år. Under Obama var USA på hemmelig mission eller i direkte krigsoperationer i 135 lande, hvilket er mere end en fordobling. Og gennem de sidste otte år har USA udført større angreb mod otte nationer: Afghanistan, Iran, Irak, Libyen, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen.
Undervejs i den langstrakte valgkamp blev Trump og Clinton presset fra Bernie Sanders, der overraskede alle ved at kunne samle millioner under et budskab om socialisme og No More Wars. Sanders stemte nej til Irakkrigene, men har generelt en mere flimrende praksis, og modsatte sig ikke de udvidelser af præsidenters mandat til at føre krig, som senest Obama har udnyttet grundigt.
Både Clinton og Trump kunne følge Sanders overraskende langt, for sjældent har der lydt så kritiske røster om USAs krige. Trump erklærede direkte, at hans udenrigspolitik som modsætning til Clintons ville fokusere på diplomati og ikke ødelæggelse. Fremtiden ser altså lysere ud under præsident Trump, kunne en lidt for hurtig konklusion lyde. For Trump har det med grundigt at modsige sig selv, og har derfor også krævet krig mod Iran over bagateller.
Trump vil opruste USAs forsvar på alle fronter, i en grad som militæret slet ikke kan se meningen med. Atombomber kan bruges mod ISIL - og når vi nu har dem også ved mindre konflikter i Europa. Trump har som fast talepunkt brugt, at Verdens borgere ikke betaler nok for USAs beskyttelse. Ikke mindst lande med baser bør betale mere for glæden ved at have dem, og desuden skal Europas bidrag til NATO hæves
For Danmark svarer kravet stort set til en fordobling. Samlet for en familie bliver det i omegnen af tusind kroner mere hver eneste måned i øget støtte til det militære apparat. Herhjemme har De Konservative kravet med til de aktuelle regeringsforhandlinger, og i diskussionerne op til næste års forsvarsforlig.
Hvad USA foretager sig, har konsekvenser i det meste af verden. Positivt set må der blot heppes på den Trump der ønsker diplomati og ikke ødelæggelse - og krydses fingre for at den (atom)bombeglade variant af Trump ikke dominerer i hans rodede sind, når Verdens problemer bliver lagt frem på præsidentens skrivebord.
Og kampen for fred fortsætter ihærdigt...

Læs en udbygget version på FRED.dk

Tom Vilmer Paamand - november 2016

> Helger og Larsen hædret for ukrudtsbekendelser

Foreningen Aldrig Mere Krig har tildelt skuespillerne Anne Marie Helger og Peter Larsen foreningens Fredsrose, for med fredfyldte antimilitaristiske ukrudts-bekendelser at gøgle imod krig.
"Anne Marie Helger og Peter Larsen får Fredsrosen for deres ihærdighed, for når regeringen igen og igen kalder til krig, står de to gøglere altid klar til at protestere. Det gør vi andre også, men det bliver altid meget hyggeligere, sjovere og langt mere gennemtrængende, når deres struber og mimik er med til at understrege budskabet", sagde Tom Vilmer Paamand, formand for Aldrig Mere Krig, under overrækkelsen. "Anne Marie Helger og Peter Larsen møder frem, ikke kun fordi der kaldes - men fordi de selv mener noget med det, som højlydt erklærede pacifister og militær-nægtere. Så tak for al den ballade i fredens navn!"
Fredsprisen blev uddelt på Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor Aldrig Mere Krig mandag markerede sit 90 års jubilæum. I nyere tid er Fredsrosen givet til så forskellige modtagere som fredsaktivist Ulla Røder, fredsforsker Jan Øberg, musiker Henrik Goldschmidt, ingeniørfirmaet Rambøll og den tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl - og består af et indrammet diplom med en malet fredsrose.
"Det fine er, at Anne Marie Helger og Peter Larsen ikke kun stiller op på de opstillede scener, men også velvilligt er med i mindre sammenhænge og bag kulisserne. Da Aldrig Mere opstillede en mindesten i Gribskov for militærnægterloven fra 1917, mødte de frem. Og senest hjalp Helger og Larsen med under Folkemødet på Bornholm, hvor vi sammen erobrede al opmærksomheden på den store festplads til en tale om fred", fortæller Tom Vilmer Paamand.
Få foto i højere opløsning samt pressemeddelelse og Fredsrose-diplom.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2016

> Fredelig fødselsdagshilsen læst op i Folketinget

René Gade fra Alternativet gav foreningen Aldrig Mere Krig en relevant hilsen fra Folketingets talerstol. Det skete under debatten torsdag aften, hvor Folketinget diskuterede en redegørelse fra Forsvarsministeren om nordisk forsvarssamarbejde.
"At vi insisterer på at være en humanitær stormagt, betyder måske netop, at vi har brug for de allerdygtigste inden for militæret til at gå ud og lave de her proaktive indsatser. Det lyder vildt, men vi kan gøre noget helt anderledes med konflikthåndtering fra Nordens side med de kapaciteter, vi har i forsvaret", sagde René Gade i sin ordførertale.
"Når det er sagt, vil jeg sætte fokus på noget, der sker på mandag. Der er en forening, der fejrer sin 90-års fødselsdag, og jeg har meget, meget stor respekt for dem", fortsatte René Gade. Han er Alternativets ordfører for fred og forsvar, og gjorde det i sin ordførertale klart, at han ikke selv står under pacifisternes fane. I stedet opfordrer han "stålsatte" fredsfolk til at kunne tale med om et forsvar. Han læste derpå foreningens pressemeddelelse op, der inviterer til reception på mandag i Helsingør, hvor foreningen blev stiftet i 1926.
Undervejs lyttede forsvarsministeren Peter Christensen tydeligt irriteret på. René Gade sluttede talen med en sidste hilsen: "Jeg synes, vi skal respektere, at Aldrig Mere Krig holder os i ørerne herude. Vi skylder at ære dem, der insisterer på at der er andre veje." Alternativet har endnu ikke fastlagt sin reelle politik på forsvarsområdet. René Gade ser frem til at det giver partiet nogle forudsætninger, som er de færreste forundt, da de kan starte helt fra scratch.
Tom Vilmer Paamand, der er formand for foreningen Aldrig Mere Krig, er glad over at få en hilsen fra Folketingets talerstol: "Alternativet har spændende tanker om at omstille det danske forsvar, så det kan bruges til konflikthåndtering. Det snakker vi gerne meget mere med dem om, for som pacifister taler vi frit med alle, og vi er ofte selv i dialog med militærets folk.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2016

> For at præge fremtiden skal vi kende fortiden
En gruppe - seks i alt - danske pacifister grundlagde den danske afdeling af WRI - Aldrig Mere Krig - på et møde i Helsingør den 17. oktober 1926.
Det er ikke hver dag, at fredsbevægelsen kan fremvise en gren, der har holdt ud så længe. Og som på trods af den "høje alder" stadig er lige så nødvendig som i 1926, som i dag med lige ret må modarbejde krigens forbryderiskhed og årsager. Militærnægtelse, ikkevold, nedrustning og fred i mange forskellige betydninger er stadig lige værdige spørgsmål for en fredsbevægelse.
Det kan vi vælge at begræde - for vi har ikke formået at fjerne krigens årsager - tværtimod - og krigen er med atomernes løsslippelse om muligt mere forbryderisk end før. Men på den anden side er det også opmuntrende, at vi trods alt stadig er en gruppe, der trodsigt siger "Aldrig Mere Krig", og som mener at det stadig ikke er for sent at få menneskeheden til at besinde sig på at finde ikkevoldelige alternativer til den herskende elendighed.
Trods alle op- og nedture lever vi endnu. Medens andre fredsorganisationer sigtede for snævert - som i sin tid Kampagnen Imod Atomvåben og i dag flere bevægelser, der ensidigt har arbejdet for at forhindre opstillingen af de 572 mellemdistanceraketter - kan pacifismen, udviklingen af det ikkevoldelige alternativ og oplysning om militærnægtelse ikke være for snævre krav. De er så fundamentale, at de undergraver militarismen som sådan.
Den "brede" fredsbevægelse har nu gentaget fortidens fejl - de for snævre og let neutraliserede krav - og har ahistorisk buset frem imod overmagten. Vi har selv gjort det samme, og vi vil gøre det i fremtiden, hvis vi ikke gør os den ulejlighed at undersøge fredsbevægelsens historie - vi må lære af vore forgængeres erfaringer og ikke synke i, hvor de ikke kunne bunde.
Ovenstående er ikke en ny tekst, men blev skrevet for 30 år siden af den daværende formand Peter Kragh Hansen, men er desværre fortsat alt for aktuel. Peter Kragh Hansen fandt også en samling af de gamle tekster frem fra AMKs fortid, skrevet omkring Danmark besættelse, som nu igen er genudgivet:
For det første er det nok den periode, som medlemmerne er mindst bekendt med, for det andet er perioden skelsættende, fordi den verdenshistorisk udgør en vending fra konventionel til atomar krigsfare, og for det tredje er perioden specielt vigtig, da 30erne er tiden, hvor ikkevolden i dens konstruktive udgave bliver præsenteret herhjemme. Tanken var så ny, at man ikke kunne forberede sig tilstrækkeligt på en kommende krig.
Aldrig Mere Krig var en for lille del af befolkningen til effektivt at mobilisere imod krigsfaren på et nyt grundlag, der først skulle "bringes ud". At danskerne, da det gjaldt, spontant greb til også ikkevoldelig modstand, kan i nogle tilfælde skyldes Aldrig Mere Krigs arbejde, men viser måske mere, hvilken grobund der reelt er for ideerne.

Læs de mange tekster på Aldrigmerekrig.dk/nybreve/AMK_1945.pdf

Tom Vilmer Paamand - juli 2016

> Afvisning af fremmede fly er blot et NATO-påfund

Ingen internationale konventioner kræver at nationer har kampfly. Men NATO har opfundet et krav om, at dets medlemmer med minutters varsel skal kunne stå for et afvisningsberedskab mod fly.
Al retorikken om at Danmark behøver kampfly for at kunne eksistere som suveræn nation, så vi militært kan afvise krænkelser, skyldes udelukkende forpligtigelser i NATO-medlemskabet. Dette bliver bare aldrig nævnt.
Folkeretsligt er der godt styr på, hvorledes Danmark som nation skal hævde sine grænser og suverænitet, og dette kræver ikke kampfly eller andet militært. Vilkårene blev sat gennem en kendelse om dansk suverænitet over Grønland ved Den Internationale Domstol i 1933.
Antallet af uvorne gæster i det europæiske luftrum faldt i perioden 2010-2014, på trods af forsidehistorier om det modsatte. Den korrekte procedure, hvis egne fly eller andres nationers opfører sig dumt, er at notere det ned og kontakte de relevante myndigheder. Der er ingen krav om at øge risikoen ved selv at sende kampfly derop.
I stedet har samarbejdsorganet Civil Military Interface Standing Committee opfordret til øget dialog mellem de berørte parter samt en række tilsvarende civile tiltag, der allerede nu er blevet indført, fortæller luftfartsorganisationen Eurocontrol.
Da NATO er et samarbejde, bør dette koncept om afvisning med kampfly forhandles. NATOs oprindelige formål er jo at "bilægge enhver international stridighed ved fredelige midler". Her burde Danmark hjælpe med til flere tillidsskabende foranstaltninger som de nævnte, i stedet for militært at øge spændingerne.

Læs den uforkortede historie på FRED.dk!

Tom Vilmer Paamand - juli 2016

> Tror du på sange om fred?

Sanger og sangskriver Henrik Ginderskov har skrevet sangen "Tror du på sange om fred?" med det fantastiske omkvæd Aldrig Mere Krig. Hør ham selv spille og synge denne fine tekst:

Tror du på sange om fred?

Af Henrik Ginderskov - 2015

Tror du på sange,
der handler om fred.
Sig mig hvor mange gange,
vi ka' bli' ved,
med at gå og være bange
for vores virkelighed.

Sig' det forbi:
Aldrig Mere Krig!
Kan jeg høre hele Jorden,
hele Jorden sig'.
[Gentag omkvædet]

Lov mig at leve,
det liv som du vil.
Så blir' der mere og mere
at bruge det til.

Sig' det forbi: Aldrig Mere Krig ...
[To gange omkvæd]

Jeg lukker mine øjne,
ber' høfligt en bøn.
Og mens jeg sover,
drømmer jeg en drøm så skøn.
Om fred og plads til alle
på en jord så grøn.

Sig' det forbi: Aldrig Mere Krig ...
[To gange omkvæd]

[Afslut med første vers plus omkvæd]

Tom Vilmer Paamand - juni 2016

> Militæret sluger for 10.000.000.000.000 kroner
Samlet bruger verden nu 10.000.000.000.000 kroner på militæret - et skræmmende rundt tal, men det blev faktisk til hele 11 billioner eller 11 tusinde milliarder for 2015. Fredsforskerne hos SIPRI fortæller, at beløbet faldt lidt mellem 2011 og 2014, men nu stiger igen. Læs en illustreret analyse af hvem der opruster på FRED.dk.

Selvom beløbet ser overvældende ud, hænger det meste af NATO i bremsen. To procent til NATO har medlemmerne lovet hinanden, men tallet er milevidt fra virkeligheden. Kun fem lande bruger mere end de anbefalede to procent af bruttonationalproduktet, viser NATOs egne tal. Et solidt flertal ligger dybt under, og de fleste har dumpet militærudgifterne lige siden Murens fald. Selv USA har nedskåret med en femtedel siden 2012.
De danske militærudgifter er ikke specielt lave, selvom Danmark nu bruger 14 procent mindre på militæret, end for ti år siden. Danmark bruger faktisk femte-mest målt per indbygger, og ligger fortsat midtvejs blandt de 27 NATO-lande i BNP-procent. På trods af nye kampfly, har regeringen og dens flertal fortsat ingen reelle planer om at hæve militærbudgettet så voldsomt.
Skåltalen om de forpligtede to procent går alle fløjtende rundt og glemmer i hverdagen. Da USAs præsident Obama ville opmuntre til det fulde bidrag, beskrev han det blødt som noget som ikke altid sker. Mere præcist viser tallene helt modsat, at det meget sjældent sker. Også den polske præsident rykkede for at Danmark skulle opruste, for Polens stærkt højredrejede regering er et af de få lande, der gør dette. I den modsatte ende har Belgien, Italien og Spanien sammen med fem andre lande brugt det sidste tiår på at komme helt ned under en enkelt procent, og det var da et bedre mål at gå efter.
Tom Vilmer Paamand - juni 2016

> En fredeligere verden med nedbrudte IC4-kampfly!
Fredsbevægelsens hemmelige plan lykkedes til fulde denne gang. Generaler og politikere var ustoppelige i deres drømme om fortsat dyrere og mere dødbringende kampfly, så projektet gik ud på at lade dem tro, at de fik det. Dette ny kampfly var den perfekte løsning, og snart havde det meste af NATO derfor udskiftet deres effektive små dræberfly. Men afløseren var en gøgeunge, der uskadelig sad fast i hangaren, men den opåd alle militærbudgetter.
Uden brugelige kampfly blev resultatet en fattigere, men også fredeligere verden, hvor politikerne ikke længere frit kan kaste bomber mod udpegede slyngelstater. I stedet må de finde på andre og billigere løsninger som forhandling, diplomati og udviklingshjælp. Alle deres så dyrt fejlkøbte kampfly står kronisk ubrugelige nedpakket i mølkugler, mens kun alverdens jurister fortsat slås med dem.
Producenten Lockheed Martin er for længst gået konkurs, og ingen kan længere gennemskue millionerne af kodelinjer, der skulle få kampflyets computere til at lystre. Det tog en del år, før politikerne endeligt gav op. Inden da havde de utallige lappeløsninger, som producenten lovede ville hjælpe, kostet landene så dyrt at de nu også stod med forældede og nedslidte kampvogne og krigsskibe.
Fredsbevægelsen glæder sig over, at politikere og generaler hoppede i fælden. Selv om det blev en dyr omgang, og pengene kunne have været brugt så meget bedre, er den nyvundne fred hele prisen værd.
Tom Vilmer Paamand - maj 2016

> NATO-lande øver igen angreb på hinanden
Græske jagerpiloter simulerede luftkamp med tyrkiske jagerfly, og trænede luftforsvar i Det Ægæiske Hav i en landsomfattende og uanmeldt øvelse, hvor specialstyrker trænede landgangsøvelser i Oinousses, en økæde nær ved Tyrkiet. Begge lande er allierede med NATO, men militærøvelsen kommer kort efter, at Grækenland har beklaget sig over luftrumskrænkelser af Tyrkiets luftvåben.
Sidste år krævede Tyrkiet adgang til militære øvelser på græsk jord og luftrum i det omstridte øhav mellem de to nationer i en periode på ti måneder. Den græske regering klagede over dette til samtlige relevante organer som FN, EU, NATO og nedefter. Tyrkerne bøjede sig til sidst, og begrænsede øvelsesområdet til tyrkisk jord. De to landes anspændte forhold er blevet værre under flygtningekrisen. Begge lande bruger voldsomme summer på et omfattende militært beredskab med store stående styrker, der kun sjældent anvendes til internationale missioner.
Tyrkiets befolkning og militær er mange gange større end Grækenlands, der kompenserer ved at have relativt flere soldater. Dette er specielt tungt for Grækenland, der fortsat er ramt af massive finansielle problemer, og har skåret ned på alle andre områder af statsbudgettet.
Sidste år brugte Grækenland 2,4% af sit BNP på forsvar, hvilket ligner en stigning, men i rene udgifter er et fald, da landets BNP rasler nedad. De militære udgifter har faktisk være faldende siden de anspændte 80ere, hvor militæret brugte mere end det dobbelte.
Grækenland har svært ved at begrænse sit militære budget, da det i stort omfang går til lønninger og pensioner, som det tager årevis at afvikle. Samtidig er militæret spredt ud over landet i en form for egnsstøtte, på samme måde som USA er kendt for, hvor præsidenten køber sig til politisk popularitet gennem militære arbejdspladser. Oven i dette kommer et voldsomt overforbrug af militært isenkram, ikke mindst kampvogne og fregatter.
Grækenland har (for)købt sig til god politisk vilje i Frankrig og Tyskland, der solgte grækerne våben for milliarder igennem landets værste kriseår. Samme to lande har derfor ikke presset på for at sådanne kontrakter skulle indgå i forhandlingerne om den græske gæld. Den ny regering under venstrepartiet Syriza ønskede yderligere nedskæringer, men blev mødt med militære krav om for fem milliarder nye overvågningsfly.
Tom Vilmer Paamand - maj 2016

> Krig er forkert - uanset jura og folkeret
Yderligere danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien - lyder nyeste forslag til at sende dansk militær på langfart mod andre lande. I begrundelsen læner regeringen sig op ad FNs resolution 2249, om at ISIL udgør en global trussel uden fortilfælde for alle regioner og medlemsstater, også dem som ligger langt fra konfliktzonerne.
For første gang er disse resolutioner blevet oversat til dansk inden Folketingets behandling af sagen. Trods retorikken i de udvalgte resolutioner, ser der ikke ud til at være et klart FN-mandat til støtte for denne krig. Bizart nok sker Ruslands fortsatte bombninger i Syrien mere folkeretsligt korrekt, da russerne har en aftale med præsident Assad om dem.
Problemet bliver også at finde de rigtige samarbejdspartnere. I Syrien har USAs forskellige regeringsorganer valgt hver sine egne, og da grupperne ikke nødvendigvis selv er allierede, bruger de USA-træning og våben til ihærdigt at bekæmpe hinanden. Våbentransporter og nedkastninger har det med at havne i de forkerte hænder, ikke kun hos konkurrerende militser, men også hos al-Qaeda og ISIL. For pacifister er spørgsmålet om folkeret og støtten til militser mest til teoretiske diskussioner. Uanset om hele FN med Sikkerhedsrådet i front stod samlet bag med klangfulde resolutioner - så ønsker vi ikke krig. FN og dets medlemslande bør følge FN-pagtens krav, der også står som NATOs officielle formål, nemlig at bilægge mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler.
Dette er da også omkvædet i den fremlagte resolution 2254, om at den eneste holdbare løsning på den aktuelle krise i Syrien er via en inklusiv og syrisk ledet politisk proces med frie og retfærdige valg. Resolutionen kræver derfor en landsdækkende våbenhvile, hvilket Danmark altså bevidst modarbejder ved selv at sende styrker i kamp dernede. Afstemningen er den 19. april - brok jer i tide!
Tom Vilmer Paamand - april 2016

> Mest aggressive adfærd i nyere tid?
Russiske kampfly fløj tæt på et krigsskib fra USA, der var sejlet helt til Østersøen ud for flådebasen i den russiske provins Kaliningrad. Med gode telelinser udviklede historien sig til, at kampfly simulerede angreb blot få meter over krigsskibet. Trods dette fastholder officielle kilder, at flyene var ubevæbnede. Udenrigsminister John Kerry så åbenbart kun videoerne, og erklærede at krigsskibet havde haft ret til at skyde flyene ned.
USAs militær beskriver flyvningerne som den mest aggressive adfærd i nyere tid. Alligevel er der fortilfælde fx for blot få år siden, hvor selvsamme krigsskib fra USA lavede tilsvarende manøvrer ved den russiske flådebase på Krim, og også der blev mødt af ubevæbnede kampfly 3-400 meter fra skibet. Her skabte russerne en flot vandrehistorie, om at sømænd ombord blev så skræmte af flyets blokering af skibets overvågning, at de i stort tal forlod Søværnet efter episoden.
Under Den Kolde Krig sejlede også danske krigsskibe ofte lige til grænsen, for så at kunne aflæse hvorledes det militære apparat reagerer på trusler. Krigsskibet USS Donald Cook er forsynet med alt det nyeste i elektronisk overvågning kaldet Aegis, og i den russiske fortælling om episoderne hedder det modsat, at USA foretog provocative and aggressive wartime maneuver sailing at full combat speed towards Russian waters.
USA beskylder russerne for at overtræde en Sovjet-traktat fra 1972, der skulle bremse den slags optrapninger - som de så nok også selv burde prøve at overholde. USA plejer lisså nærtagende at piske tilsvarende udenlandske flådebesøg omkring USA op til nærmest at være krigshandlinger, men mener selv de har lov til at sejle overalt. Russernes svar er, at USAs frihed til at sejle ikke ophæver Ruslands frihed til at flyve, og anser sådanne forbiflyvninger som ren rutine. Spændingerne i Østersøen er stigende, hvor USA også har besluttet at udstationere F15-kampfly i det neutrale Finland ved den russiske grænse.
International moral er en meget fleksibel størrelse, men det er militært idioti af stormagterne gensidigt at lege "chicken" med vores alle sammens jordklode som indsats. Og det er politisk idioti at overlade diplomati til generaler - som når osse Danmark mener det er en militær opgave at bede piloter opføre sig pænt i luftrummet over os.
Tom Vilmer Paamand - april 2016

> Fin ny grundbog for international konfliktløsning
Danmark har fået sin første lærebog om internationalkonfliktløsning, skrevet af danske forskere. Det er glædeligt, men manglen skyldtes at freds- og konfliktforskningen herhjemme stort set blev stoppet i 2002 under Ander Fogh Rasmussens opgør med smagsdommere. De senere år har der dog været fornyet interesse for emnet på danske universiteter, og den nye bog skal være med til at genoplive freds- og konfliktforskning inden for internationalpolitik.
Lærebogen er kompetent skrevet af Jørn Boye Nielsen (bestyrelsesformand for Rådet for International Konfliktløsning). Isabel Bramsen(Ph.d. stipendiat hos Centre for Resolution of International Conflicts) ogprofessor Vibeke Vindeløv (professor i konfliktmægling ved KøbenhavnsUniversitet). Den er overskueligt bygget op først med konfliktløsningenshistorie og grundbegreber. Dernæst belyses den såkaldte konfliktcirkel systematisk i midterdelen fra konflikteskalering over vold til forebyggelse, og så ned ad deeskalerings-trappen mod fredsskabelse og forsoning. Bogen afsluttes med en gennemgang af relevante temaer som religion, medier, køn og globalt ansvar i forhold til konflikter.
Grundlaget for bogen er en forståelse om at konflikt er et livsvilkår, og at fred både må være målet og vejen igennem dem. Samt at færdighed i konstruktiv konfliktløsning er nødvendig, men ikke opstår af sig selv. Bogen fortæller også om den mulige etablering af en stabil fredskultur på den anden side af konflikten, når fjendebilleder og frygt er overvundet. Om forsoningsprocesser, hvor krænkelser gensidigt anerkendes, og om forholdet mellem tilgivelse og magtforhold. Samt problemet med at vore virkelighedsbilleder forvrides gennem mediernes enøjede vinkling, hvor konflikter overvejende kommenteres af militærpersoner.
Bogen rummer en meget omfattende litteraturliste, men desværre ikke et index til nemme opslag - den elektroniske udgave er dog søgbar. Bogens systematiske opbygning gør den nem at overskue, og dens mange grafer, eksempler og faktabokse hjælper til forståelsen. Den er ikke proppet med fremmedord, og begreberne forklares undervejs. Selv om den primært er skrevet som en lærebog, er den letlæst - læs et uddrag til bedømmelse.
International Konfliktløsning. Samfundslitteratur 2016. 260 sider. 295,-

> Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016

> IS i maven
Verden har pludselig ændret sig. Efter de seneste dage har angsten sat sig i kroppen. Det sitrer lidt, når man bevæger sig rundt i byen. Risikoen for at blive skadet er pludselig blevet meget reel.
Ens skridt er blevet langsommere og mere tøvende, for måske er det lige mig, det vil gå ud over. Jeg overvejer at gå rundt med lidt ekstra beskyttelse, måske bare en cykelhjelm, selv om det ser lidt dumt ud. Men noget må der gøre, for denne usikkerhed ser ud til at fortsætte i måneder frem.
Man kan så drømme sig tilbage til tiden for få år siden, hvor der ikke var helt så meget at være bange for. For selv om snefri vintre ikke er helt så charmerende, giver de færre blå mærker. Lige nu kan ethvert skødesløst skridt føre til, at man ryger på røven i en tilfrossen vandpyt. Det kan hurtigt blive til brækkede ben, eller det der er værre. Statistikkerne viser klart, at med is og sne er der grund til at passe på.
Vi mennesker har det med at gå rundt og være mest utrygge ved netop de ting, vi har den aller ringeste chance for selv at komme ud for. I modsætning til så sjældne begivenheder som fx nedstyrtende fly og terrorangreb, er det ret nemt for os alle at gøre noget konkret ved den aktuelt største fare. Få ryddet dit fortov, husk at salte og gå med fodtøj, der står godt fast i vejenes sjap.
Tom Vilmer Paamand - november 2015

> Red klimaet - stop krigen!
De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse:
- Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger.
- Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima.
- Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljøødelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm "Manden der reddede verden".
Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge.
Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere.
Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag.
Arne Hansen - november 2015

> Pacifister arbejder på at forhindre næste krig!
AMKs hovedbestyrelse støtter de mange danskere, der spontant tager venligt imod de asylansøgere og krigsflygtninge der kommer til landet. Vi er sikre på, at hvis flygtningepolitikken kom til folkeafstemning ville Folketingets politik komme i mindretal. Vi tror også, at befolkningen er imod dansk deltagelse i den uendelig lange "krig mod terror" fordi så mange dræbes, lemlæstes eller tager flugten. Der er mere end nogensinde brug for et aktivt ikkevolds oprør mod dansk krigspolitik, så danskere igen bliver kendt for fredelig færden. Vi er som pacifister besindigt og konstant i færd med at "forhindre den næste krig", hvad efterårets aktiviteter også viser: Poul og Hermod sikrer vores daglige drift med kontakt og økonomi, så basen er i orden. Arne er utrættelig med at lave radio og sende mails om krigsmodstand, flygtninge- og klimapolitik til et kæmpe fredsnetværk og er sammen med Tom med til at levendegøre vores hjemme- og facebookside. Ud over det basale deltager vi meget aktivt i det danske fredsmiljø:
Initiativ til tribunal til undersøgelse af Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan - i forlængelse af regeringens beslutning om nedlæggelse af Irak-kommissionen. Tom og jeg har været meget aktive med at løbe projekt i gang, hvor det civile samfund overtager ansvaret for en tilbundsgående undersøgelse i forlængelse af kommissionen. Der blev skabt enighed om fire siders projektbeskrivelse, i en opstartsgruppe der består af gode folk fra Århus mod Krig og Terror, Tid Til Fred, fredsministerium.dk, Militærnægterkontoret, Stop Terrorkrigen og os fra Aldrig Mere Krig. Efterfølgende har gruppen sendt projektbeskrivelse ud, og talt med ca. 40 relevante personer om støtte til projektet. Flere gav tilsagn om at indgå i en bredere initiativkreds, og vi holdt et udviklingsmøde i november, hvor også advokat Bjørn Elmquist deltog. Det er planen, at danne en folkelig forening til tribunalet.
Optrapning af "krigen mod terror" førte til aftale om øget samarbejde i fredsmiljøet. Som en spontan reaktion på terrorangrebet i Paris tog jeg initiativ til at tale med og samle samme kreds fra organisationer i og uden for fredsministerium.dk, med spørgsmålet om, hvordan vi sammen kan gøre op med krigen mod terror. I første omgang førte det til en lang række telefonsamtaler og mails mellem os og flere nationale terroreksperter. I forsøg på at samordne og inspirere hinanden om umiddelbare reaktioner på den aktuelle situation, deltog Tom og jeg efterfølgende i møder hhv i Århus og København hvor vi ud over nu-og-her samarbejde også talte om behovet for øget samarbejde. Efter møderne er der enighed om, at der er behov for et organisk voksende nationalt, folkeligt og bredt fredsnetværk, der ikke blot skal inspirere og koordinere forsøg på "afværgelse af den næstkommende krig, men besindigt samarbejde om modstanden mod den førte krigspolitik og med påvisning af fredelige alternativer". Til den videre diskussion om vores fælles modstand mod at sætte Danmark yderligere på krigsfod, er Tom og jeg ved at forfatte en kronik med forslag til, hvad der kunne være Danmarks fredelige og realistiske bidrag til bekæmpelse af terroren.
Hasse Schneidermann - december 2015

> Manglende spørgsmål om Vestens medansvar for volden
Straks efter angrebene i Frankrig dækkede DRs nyhedsprogram 21 Søndag dem med Kim Bildsøe i front. Han undlod at nævne den historiske baggrund, nemlig Bush og Foghs angrebskrig mod Irak i 2003, og den efterfølgende håndtering af besættelsen og så laden stå til - hvor den senere irakiske premierminister al-Maliki fik lov at diskriminere og voldeligt undertrykke sunnierne.
Iraks sunnier blev nødt til at ty til den militante irakiske sunni-fundamentalistiske terrorgruppe ISIL, der som de eneste ville og kunne organisere deres beskyttelse. Sunniernes støtte styrkede ISIL med fremgang på slagmarken, så ISIL snart var ved at erobre Iraks oliefelter. Og først da greb USA og halehænget Danmark, England og Frankrig m.fl. ind, og bombede ensidigt sunniparten i hvad der reelt er en irakisk borgerkrig, og hvor ingen havde noget at lade den anden høre af mht brutalitet. Vold avler vold.
Bildsø havde den franske ambassadør i studiet og kunne, hvis han havde nævnt dette, have givet ambassadøren lejlighed til at pointere, at Frankrig faktisk ikke selv deltog i den uprovokerede angrebskrig mod Irak tilbage i 2003. Så på den måde var det jo på sin vis uretfærdigt, at det blev netop franskmændene, der nu bliver ramt hårdest af modterror - frem for de befolkninger, der tillod deres ledere Bush og Fogh m.fl. som de første krigsforbrydere at skabe den eminente grobund for ISIL i de irakiske sunni-araberes generelle had til Vestens indblandingspolitik, styret af egeninteresser som olie især, som senest medførte ensidig bombning af ISIL i Irak.
Og legitimeret ved pludselig ensidig fokusering på ISILs krigsforbrydelser fra Vestens mediers side, mens Vestens mainstream-medier med TV-avisens Bildsøe som eksempel, tier om vore egne af lignende kaliber. ISIL, med deres drømme om et kalifat befriet fra Vestens indblanding. er altså et monster skabt af krigens dødsvold og meningsløst fremtidsløse kaos.
Derfor vil den bedste terrorbekæmpelse også være, at stormagterne i verden nu faktisk begynder at bruge deres indflydelse til at forsone sig, og forhandle en fred igennem med en nyordning i Mellemøsten, som alle parters befolkninger efterhånden kan se deres interesse i at gå med i - for nu at få stoppet den voldsspiral, som ISIL lever fedt af, og sikkert også af den voldsspiral, der nu pludselig bliver eksponeret i medierne - bare fordi det sker i Europa og får de europæiske befolkninger, misinformeret af deres medier, til at støtte hævntogter indenrigs som udenrigs.
"Krig er vold, Fred er at skabe". Igennem at erkende, at sikkerheden er vores fælles anliggende i den globaliserede tid vi lever i - ligesom en bæredygtig jordklode er blevet en fælles udfordring, som kun lykkes gennem skabelse af afspænding og fred hertil i og mellem befolkningerne. Vi må selv skabe forudsætningerne for at kunne samarbejde, da vi alle er i samme båd.
Arne Hansen - november 2015

> Øget militarisering i Mali trods gode alternativer
Folketingsflertallet argumenterede med, at de danske interesser - i hele Mellemøsten, Nordafrika og aktuelt i Sahelbæltet - er at ville skabe fred, stabilisere området, bekæmpe terrorisme og dermed hindre øgede flygtningestrømme mod Europa, men beslutningen om at sende danske soldater til Mali, vil have den stik modsatte effekt. Statskuppet i Mali i 2012 ved kuplederen Amadou Sanogo, der overdrog regeringsmagten til en overgangsregering under Dioncounda Traoré, førte til oprør og væbnet borgerkrig, der - lige som andre steder - hurtigt førte til et uoverskueligt antal også indbyrdes slåssende grupper bestående af demokratisk sindede, hjemløse jihadister fra Libyen, tuareger, samt diverse smuglere, banditter og landevejsrøvere i den nordlige Sahel-provins.
Den svage malinesiske kupregering bad fra sommeren 2014 om hjælp, og fik en franskledet militær mission, der snart efter fulgtes op af en "koalitation af villige vestlige lande", der også begyndte at flyve bombetogter, og samtidig fik presset FN-systemet til at sanktionere dette som en "fredsskabende og stabiliserende indsats" - som Danmark valgte at bidrage til med logistisk støtte og stabsofficerer, så FN-operationen i Mali er ledet af den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard. Der er godt noki øjeblikket en skrøbelig "fredsaftale" i Mali; men trods dette, er det langt fra en "fredsbevarende" indsats Folketing nu har besluttet at deltage yderligere i. Folketingets flertal sender nemlig specialtrænede elitesoldater ud, Jægerkorpset, og gør det samtid klart, at de skal ud på farlige og skarpe missioner - og flertallet af danske politikere er fuldstændig klar over, at "hvis vi skal ind i Mali, skal det ikke være en halv mission, hvor vi ikke må skyde".
Erfaringer med de sidste mange års danske krigspolitik - også med den gennem årene udviklede såkaldte samtænkte indsats - synes imidlertid at pege på, at man ikke kan stabilisere et land eller en region, bekæmpe terror eller stoppe flygtningestrømme med hverken kampfly, pansrede mandskabsvogne eller elitesoldater på jorden; altså med militære midler - eller med militære midler forrest.
Det er nemlig sandsynligt, at også de danske elitesoldater vil blive betragtet som en del af en "besættelsesmagt", og som uretfærdig og ensidig støtte til en ikke-legitim og svag malinesisk regering. Sandsynligt er, at også de danske soldater vil blive mødt med våben og bomber fra mange af de ovennævnte grupperinger, og at danske soldater vil blive trukket ind i endnu en langvarig krig uden udsigt til de forventede positive resultater. Tværtimod - en militær optrapning vil føre til det stik modsatte: Øget destabilisering, mere terror og flere flygtninge!
Alternativerne til øget militarisme i Mali kunne være: Danmark skal selvfølgelig fortsat være med til at løse opgaver i verden og fortsat føre en ambitiøs og aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark bør fortsat støtte FNs "fredsbevarende" missioner; men ikke medvirke til eller støtte "fredsskabelse" med våben i hånd og derfor ikke øge sin militære indsats, og ikke støtte den ene side i en kompliceret malinesisk borgerkrig.
Hasse Schneidermann - november 2015

> Danmark og Arktis - kold krig eller optøning?
Samarbejdet omkring Arktis var temaet for en international konference i Århus i november. Fra dansk side spændte de fremlagte analyser nærmest fra krig til fred. På høgesiden taltes om "Dansk balancegang i Arktis" med ph.d., adjunkt Jon Rahbek-Clemmensen. Han er fra "Center for War Studies", hvilket fremgår klart:
"Danmark kan allerede i dag overveje, hvordan danske kampfly og skibe kan operere i Arktis, og, måske vigtigere endnu, hvordan Danmarks allierede kan bidrage til forsvaret af Grønland. Danmark kan desuden lægge en strategi for, hvordan andre Nato-lande kan overbevises om, at Nato skal inddrages i Arktis. Man skal være varsom med at gå for langt i disse forberedelser, da Rusland kan misforstå danske forberedelser som en eskalering ... På den måde kan man komme til at skabe den virkelighed, man gerne ville undgå ... Den danske kurs fremover bør altså være en balancegang, hvor der lægges mest vægt på samarbejdet, men hvor man er forberedt på det værste."
Fredeligere toner lød fra seniorforsker, ph.d., Kristian Søby fra Institut for Statskundskab ved KU, med budskabet: "Russiske høge vil helst have fred i Arktis":
"Ifølge FEs risikovurdering vil Rusland i de kommende år udgøre en 'betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten, Nato og Danmark'. ... Her er tre grunde til, at det ikke er tilfældet. ... Sikkert er det derimod, at en forudsætning for at udvikle russisk Arktis er regional stabilitet. Investeringslyst og økonomisk aktivitet vokser bedst i et miljø præget af politisk stabilitet, klar og ensartet regulering og forudsigelige rammevilkår. Arktiske militære eventyr vil sætte alle tre over styr."
Kort før konferencen var der gode nyheder fra Arktis, der derfor ikke fik særlig omtale. "Historisk aftale åbner ny arktisk bagdør mellem Rusland og Vesten": "Otte landes kystvagter lover at arbejde sammen om redningsaktioner mod nord. ... Aftalen kommer kun 11 dage efter, at den canadiske premierminister Steven Harper blev fyret af vælgerne. Da Canada var formand for Arktisk Råd, måtte man på et møde i Canada opgive at lave en kystvagtsaftale, fordi premierministeren nægtede at invitere Rusland. ... Siden har USA overtaget formandskabet i Arktisk Råd, og USA er mere åben for diplomatisk kontakt end Canada."
Udenrigsministeriet fortæller sin officielle historie om det internationale samarbejde om Arktis. Her spiller Canadas nære fortid desværre også en krigerisk rolle:
"Danmark og Canada underskrev i 2010 en bilateral Memorandum om et forstærket operationelt forsvarssamarbejde i Arktis med fokus på bl.a. fælles militærøvelser, stabsudveksling og samarbejde om redningsopgaver. ... Det er forventningen, at det tætte dansk-canadiske militære samarbejde vil blive yderligere udbygget over de kommende år dels via gensidig erfaringsudveksling indenfor bl.a. overlevelsesteknikker i Arktis, patruljering og overvågning dels via fortsat deltagelse i fælles militærøvelser."
Og endelig ser det ud til, at Danmarks pt eneste arktiske konflikt fandt en løsning under konferencen: "Forskere vil løse årelang grænsestrid om Hans Ø":
"Hans Ø bør gøres til en international park, der symboliserer de fredelige relationer mellem de arktiske folk, mener lektor Michael Böss, leder af Center for Canadastudier, og hans canadiske kollega Michael Byers ... Ansvaret for parken i det kolde nord skal tilbydes selvstyret i Nuuk og inuit-lokalregeringen i det nordøstlige Canada." Denne "Aarhus-erklæring" blev fremlagt på konferencen.
Og for lige at runde af med Canada, har de just afbestilt masseindkøbet af F-35 kampfly, og trukket deres soldater hjem fra Irak og Syrien, samt Afghanistan. Så forhåbentlig fandt vores græsrødder, samt de mere fredelige forskere og politikere, nogle gode canadiske samarbejdspartnere på konferencen til god inspiration.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015

> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015

> Militære angreb er nu dansk flygtningepolitik
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik i sin åbningstale til Folketinget gjort strømmen af flygtninge til et militært problem for danske kampfly:
"Det store pres på Europas grænser har rod i komplicerede konflikter og ringe levevilkår. ... Og Danmark skal fortsat engagere os dér, hvor vi kan gøre størst forskel. ... Danmark deltager i den internationale indsats mod terrorbevægelsen ISIL i Irak. ... Når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats. ... Så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte. Også med vores kampfly."
Statsministerens ord om "et bredere mandat for den danske indsats" er i samklang med England og andre nationer, der ønsker at udvide indsatsen mod ISIL fra Irak til Syrien, hvor USA allerede kaster bomber. Forskellen ligger i, at indsatsen i Irak formelt er på opfordring fra Iraks regering. I Syrien har kun Rusland en sådan aftale med præsident Assad, og USAs angreb er derfor teknisk set i strid med folkeretten. Dette ønsker Lars Løkke Rasmussen altså at deltage i, på linje med den oprindeligt lige så ulovlige angrebskrig mod Irak i 2003. P1 Orientering talte med professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab på KU, der overrumplede journalisten med sin frimodige analyse af åbningstalen:
"Statsministeren kommer med det her i et afsnit om flygtningepolitik, så udsendelsen af danske militære midler bliver altså en fortsættelse af flygtningepolitikken med andre midler."
"Dette er en helt ny måde at definere dansk udenrigspolitik på. Helt specifikt handler det om, at man vil sætte militære midler ind, fordi man vil have færre folk af syrisk afstamning, der ankommer i Rødby."
" Hvis man skal revurdere Danmarks strategi, er det bedste man kan finde på så, at vi bomber noget mere. Var det hele det strategiske ræsonnement? ... Den militære matematik, der ikke rigtig går op, er at bruge luftmagt mod sådan nogle som ISIL. Det tungeste de har er en Toyota Pickup og en kampvogn hist og pist, og så har de ellers håndvåben. Når man så klasker en 200 millioners raket i nakken på dem, så har man jo spildt en 190 millioner mindst, som man kunne have brugt på noget andet."
Regeringen fremlagde også sit lovkatalog med "et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL", samt om en anden og næsten glemt dansk stabiliseringsoperation for FN i Mali. Pengene til al den krig skal jo komme et sted fra, så Lars Løkke Rasmussen skruer til gengæld ned for udviklingsbistanden:
"Jeg er stolt af Danmark. Et land, der tager ansvar i verden. Hjælper mennesker i nød. ... Regeringen har valgt at bruge færre penge på udviklingsbistand. ..." "DANMARK LEVE. Hurra! Hurra! Hurra!", sluttede talen...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015

> Højaktuelt digt om krigens flygtninge fra 1945
Dette aktuelle digt blev skrevet april 1945 på en tid, hvor Europa og resten af verden virkelig var fyldt med flygtninge. I månederne omkring krigsafslutningen rykkede 250.000 krigsflygtninge til Danmark, som der hurtigt blev skabt indkvartering til.

Krigens Flygtninge

Af Johannes Hansen - 1945

De har vandret nu år efter år
i sultende, lasede skarer.
Millioner på flugt fra udslettelsens kår
og slagmarkens rædsler og farer.

Fra de brændende, bombede byer
med geværild på torve og gader,
hvor kanonernes kvælende krudtrøgs-
skyer skjuler tomternes sorte facader.

Fra ruiner af landlige bo
vakler folket fra kamppladsens øde
med stumper af det, der engang var
et hjem, sin uvisse fremtid i møde.

Det er børn, som er født under krig,
vokset op kun til hadet og harmen,
hvis barnesmil stivned i rædselsskrig
under bombemaskinernes larmen.

I dødsangst for menneskers dåd
må mennesker gruslagne drage
som jagede væsener fra skjul til skjul
gennem tusinde grådtunge dage.

Sig: tør I nu bære den vægt
den anklages knugende tynge,
der løfter sig mod jer i tusinde skrig
fra de flygtendes hjemløse klynge.

Hvornår skal de hvile, de tog,
de håbløse, dødtrætte hære,
der slæber sig hen over jordklodens bug,
som en skamplet på skabningens ære?

Ovenstående er kun strofer fra dette kraftfulde digt - se den fulde version. Det blev skrevet til foreningen Aldrig Mere Krigs medlemsblad af den jyske landbodigter Johannes Hansen.
Tom Vilmer Paamand - september 2015

> Danmarks krige skaber flygtninge
Som engageret i både flygtninge- og fredsarbejde står det klart, at der er en tydelig sammenhæng mellem Danmarks deltagelse i koalitionerne med USAs og nabolandes krige i Afghanistan, Irak og Libyen igennem de sidste 14 år, og så de hundredtusinder af flygtninge på vej op gennem Europa - og som vi nu har set en del af på de danske veje. Således har vores nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra sin tid som minister i Anders Foghs regering gennem støtten til Irakkrigen et stort medansvar for de flygtninge, der nu strømmer ind i Danmark. Thi sunnierne i Irak er nu ISILs vigtigste rekrutteringsbase, fordi krigsherrerne (USA og halehænget Danmark) lukkede øjnene for præsident al-Malikis shia-regime, der groft diskriminerede og mishandlede sunni-mindretallet.
Her efter så ISIL ud som de eneste, der ville hjælpe. Nu bomber Danmark så ISIL, og rammer sikkert en del civile sunnier, som ikke engang er velkomne i Bagdad hos shiaregimet, men må flygte nordpå igennem det kurdiske område - og nu er nået til Danmark sammen med syriske flygtninge. Også vedrørende Syrien, var de danske regeringer ude af stand til at se, at man på et tidligt stadium skulle have valgt at optræde som mægler - koordineret med FN mellem stormagtsinteresserne, og mellem det sunniske Saudi-Arabien og shia-styret i Iran, i stedet for at støtte USAs sabotage af FNs mæglingsforsøg. De syriske flygtninges rejse er også en reaktion på nedskårne madrationer i flygtningelejrene, fordi Danmark og andre rige lande har skåret i nødhjælpen til lejre i nærområder - i en situation, hvor flygtningene ingen fremtid ser i Syrien efter mange år som kastebold imellem militaristiske stormagters egeninteresser.
Alt sammen en fejludvikling, fordi stormagterne har forsømt at samarbejde om at oparbejde en fredsfrembringende struktur med nedbringelse af fattigdommens og ulighedens strukturelle vold, og uddannelse også i fredskultur.

Se også RIKO.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang

Arne Hansen - august 2015

> Myten om behovet for kampfly
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor "deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler".

En meget længere version med mere dokumentation blev bragt i Politiken. Se den på FRED.dk.

Tom Vilmer Paamand - august 2015

> Venstres første løftebrud blev mod krigsundersøgelsen
"Hvis Blå Blok vinder valget, vil Venstre udvide den nedsatte kommission til en fuldstændig undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse fra 1998 og frem", garanterede Venstre den 10. november 2014. Forslaget fik fuld opbakning af De Konservative - men er nu i stedet blevet den nye Venstre-regerings første løftebrud.
Irak- og Afghanistankommissionen blev nedsat november 2012 af daværende justitsminister Morten Bødskov, og har "til opgave dels at undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak, dels at undersøge og redegøre for, hvad danske myndigheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan."
I januar ville hele den borgerlige opposition helst af med kommissionen, men Venstre var fortsat indstillet på at få den udvidet som foreslået. Og da Dansk Folkeparti i april fremsatte et lovforslag om at nedlægge kommissionen, var Venstre ikke medforslagsstiller. DFs begrundelse var blandt andet, at "grundlaget for deltagelsen i krigen i Irak er offentligt kendt og gennemdiskuteret i medierne, og hvad der måtte være sket i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan, er ligeledes kendt stof."
På trods af DFs tiltro til dansk presses evner, så er journalisternes muligheder for at undersøge krigene stærkt hæmmet af, at størstedelen af ministeriernes papirer fortsat er hemmeligtstemplede - hvorimod en officiel undersøgelseskommission har uhindret adgang til det hele, og dermed mulighed for at skabe ny indsigt om beslutningsprocesserne. Venstres forslag før valget var, at undersøgelsen som minimum skulle udvides til også at omfatte dansk deltagelse i krigen i Kosovo sidst i 1990erne, samt den daværende SR-regerings beslutning i 1998 om at stille et Hercules-transportfly til rådighed for en Irak-aktion.
Ved valget nu i juni vandt Blå Blok regeringsmagten, hvorpå Venstres ny statsminister Lars Løkke Rasmussen, som sin stort set første beslutning, helt modsat valgte at nedlægge kommissionen omgående: "Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst", står der nu i regeringsgrundlaget. Dette er et klokkeklart løftebrud, et tydeligt DF-diktat og et hidtil uhørt parlamentarisk indgreb - svært at tolke som andet end at det er udført af skræk for undersøgelsens mulige afsløringer om de indblandede. I følge kommissionens formand var de blevet "næsten færdig med grundlaget for Irak-krigen", og alt dette materiale går nu tabt.

http://www.skrivunder.net/signatures/imod_lukning_af_irak_kommissionen/

Tom Vilmer Paamand - juni 2015

> Et godt valg for freden!
Den borgerlige valgsejr ved folketingsvalget er godt nyt for freden. De fredelige kræfter havde ikke en chance i det forrige Folketing, men nu er der håb forude - for Socialdemokratiet har altid været til større gavn for freden i opposition, end i regering. Danmarks krige var tabu under valgkampen. Alle fløje i Folketinget holdt borgfred, så det slet ikke kunne diskuteres, om oprustning og krig er det eneste svar på terror. Nu har borgfreden store chancer for at blive brudt - uden snærende bånd som det regerende parti plejer socialdemokraterne at finde de gamle militærkritiske toner frem igen.
Socialdemokratiet har stolte traditioner som fredsparti - i opposition. Allerede i 1909 lavede Socialdemokratiet et lovforslag om Danmarks afrustning - og de fleste kan huske de mange NATO-kritiske dagsordener fra 80erne. Desværre ser det ikke ud til, at der denne gang bliver mulighed for et alternativt sikkerhedspolitisk flertal. Alligevel tyder alt på, at freden får bedre kår takket være den store borgerlige sejr. Allerede på valgaftenen sang socialdemokraterne pludselig igen de gamle fredshymner "Where have all the Flowers gone" og "Kringsat av fiender"!
Alle de ovenstående ord er citeret fra AMKs blad tilbage i 2001, hvor folketingsvalget også blev udskrevet af en socialdemokratisk statsminister. Det bragte de borgerlige til magten til et årti med ufred og dansk krigsdeltagelse. Set i lyset af de seneste år med en socialdemokratisk statsminister, kan vi kan dog nu se tilbage på tiåret som en mere krigskritisk periode. Også selvom det var lige oven på terrorangrebet den 11. september 2001 i USA, og Danmark lod sig rive med i angreb på Afghanistan og Irak, var hangen til at støtte krigsbeslutninger ikke entydig.
Mest markant stemte S, RV og KD imod krigserklæringen til Irak marts 2003. EL og SF var oftere imod krigene, men stemte også for. RV stemte flere gange sammen med dem, og også et par modige socialdemokrater gik imod krig og partilinje. Der er altså muligheder, ikke for helt at stoppe de krigeriske strømninger, men med disse partier kan der trods alt være håb om en fredeligere opposition - med langt flere muligheder i, end vi har haft under en socialdemokratisk regering. Om det bliver muligt at rokke ved indkøbet af nye krigsfly er tvivlsomt, men det er vel blevet en anelse mere realistisk nu...
Tom Vilmer Paamand - juni 2015

> AMK vil ikke stoppe bistre folks adgang til Folkemødet
Et såkaldt " Initiativ For ikke-anstødeligt Folkemøde" ønsker støtte til en protest mod højreorienterede grupperingers deltagelse i Folkemødet på Bornholm. Denne protest vil AMK ikke gå med i.
Opfordringen er underskrevet af folketingskandidat Yahya Hassan og advokat Christian Harlang, der også har skrevet et juridiske notat. De to skriver, at Danskernes Parti til Folkemødet har tilmeldt et arrangement med "ekstremt højreorienterede grupperinger med forbindelse til mord, vold og overfald". Men at Folkemødets erklærede formål er "at understøtte den demokratiske dialog", og at events "ikke må ... virke anstødelige", samt "ikke må være i konflikt med demokratiske principper, som beskrevet i Grundloven eller anden dansk lovgivning".
Derfor konkluderer de to at "arrangementet International Nationalisme i 2015 ikke lever op til Folkemødets principper for events - det truer tværtimod den demokratiske dialog, der har og fortsat skal kendetegne Folkemødet". Og anmoder Folkemødets styregruppe til akut at genoverveje dets godkendelse. Samt opfordrer alle interesserede til at støtte dette ved at skrive under.
Men Aldrig Mere Krig ser det generelt som en falliterklæring at benytte sådanne juridiske krumspring for at bekæmpe politiske problerer. Gjort rigtigt kan det være brugbart til en kortvarig propagandagevinst, men brugt som i dette tilfælde løber iveren af med initiativtagerne. Notatets anvendte juridiske halmstrå, med ældgamle ord om "anstødelig deltagelse" og ikke mindst "dekorummæssige hensyn", vil uundgåeligt blive latterliggjorte i en solid boomerangeffekt mod dem selv. En kamp for Borgerlig Anstændighed ville have været et bedre bud.
Tilsvarende argumentation om at stække politisk ukorrekt sprogbrug blev brugt i forsøg på at lukke den nazistiske Radio Oasen, og var bagefter var med til at gøre livet surt for alle andre små politiske taleradioer. Sådanne krav om yderligere indskrænkninger af den meget omtalte "ytringsfrihed", vil altid slå tilbage mod alle de andre, som vi jo så gerne vil høre på.
Omend det er korrekt som Harlang skriver, at det "sakrosankt-fremførte postulat" om ytringsfrihed som en absolut størrelse er noget populistisk vås, er denne kamp pt så meget op ad bakke, at også dette argument kæntrer. Og bliver ikke bedre af, at her foreslås direkte forhåndscensur - hvilket åbner for diverse korrekte angreb om det demokratiske sindelag bag forslaget.
Helt galt går det i det juridiske notats argumentation mod højrefløjserne om at "flere af de deltagende organisationer er i deres hjemland erklæret ulovlige eller på anden måde udsat for sanktioner på grund af deres praksis". Vi vil selv hurtigt kunne stå i præcis den modsatte grøft, hvor vi må forsvare egne medbragte mere fredelige gæster, der er forfulgte i deres hjemlande - så også dette er farlig vej at betræde.
Lad dem da have deres møde. Danskernes Parti vil aldrig kunne samle nok støtte til at blive opstillingsberettigede, da de normalt har svært ved at samle mere end 60-70 medlemmer på samme sted. De får ikke så mange af deres egne med til Bornholm, så det bliver overskueligt for Folkemødets relativt få politibetjente at styre dem.
Geert Wilders og Trykkefrihedsselskabet bliver ikke nævnt af Initiativet, og er da også en lidt anden sag, da de har opbakning fra DF. Men da Wilders ønsker at forbyde Islam, står selvmodsigelserne ved dette møde i kø - lad dem hygge sig i fælles dumhed. Højrefløjsernes indtog er trods alt i Folkemødets ånd, da de kommer med et politisk indspark til en politisk festival.
At vi som fredsaktivister er imod Danskernes Partis politik og holdninger, overrasker ingen. Dette er så indlysende, at det umiddelbart ikke behøver yderligere markering. Så lad os ikke give højrefløjserne mere af vores energi, men bruge kræfterne på fred, forsoning og dialog - netop og ikke mindst over for fx den slags "ekstremt højreorienterede grupperinger".

Harlang har indsendt en lignende protest på vegne af sin egen forening Retssikkerheds-initiativet. Danskernes Parti har for øvrigt to andre arrangementer under Folkemødet, nemlig også et "Åbent hus" samt en pressekonference om "Hjemsendelser af ikke-vestlige - hvem og hvor mange". Alene i Fredsteltet, som AMK deltager i, er der 25 fredelige arrangementer.
Under Folkemødet udvandrede AMK derfor ikke, men kontaktede i stedet den unge partileder med et forslag om at han burde gå i terapi. Det var ikke helt så frækt som det lyder, for Hella Joof har løbende haft politikere i " sommerfugleterapi" under Folkemødet. Han accepterede tilbuddet, som så desværre ikke lod sig gøre i år - men næste år prøver vi igen!
Tom Vilmer Paamand - juni 2015

> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord:
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problemer, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
"Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015

> Jyllands-Postens holdninger til terrorangreb
Efter terrorangrebet valgte Jyllands-Posten en varsom linje, og anmodede alle om at være forsigtige med at tolke fanatikerens ugerning politisk. I en overraskende forsonlig leder skrev JP om galningens skyderier:
"... Før opinionsdannere begynder at pege fingre i den ene eller anden retning, er der grund til at mane til forsigtighed om, hvor meget man kan tolke ind i en voldelig fanatikers ugerning. Også selvom den er pakket ind i et verdensbillede. Ikke desto mindre er kommentatorer draget i felten på alverdens platforme, hvor de har brugt tragedien til at bekræfte deres eget ståsted.
I flere tilfælde drager man konklusioner, som der ikke er belæg for. Mange læser en psykopats ugerning ind i en kulturel og politisk sammenhæng, der har til formål at sætte politiske modstandere uden for døren. ..."
Ovenstående delvise uddrag er desværre et par år gammelt. Det handler trods lighederne ikke om København, men er i stedet Jyllands-Postens ledende artikel fra 2011 om Norge og Anders Behring Breivik - hvis ugerninger altså ikke bør tolkes i sammenhæng med Breiviks religiøse overbevisning og de mange fremmedfjendske forfattere, som han grundigt henviste til i sit manifest.
Nu i 2015 skriver Jyllands-Posten i sin leder om en anden galnings skyderier, denne gang om Omar Abdel Hamid El-Hussein i København. Her er en række linjer fra denne, hvor tonen er en noget anden:
"... I mange år har vi vænnet os til, at det nok også kunne ske hos os en dag, og nu skete det. Der er en slags krig i gang i Europa. Det er en krig på kultur og værdier, men det er også en slags religionskrig. Derfor bør det være helt ukontroversielt at konstatere, at en grum følge af indvandringen fra Mellemøsten er disse års angreb på de samfund, som har givet islamisterne husly og muligheder.
Vi skal ikke krybe i læ bag hændervridende pseudosociologiske forklaringer på eller relativeringer af terroren i Europa. Vi skal erkende de ideologiske, voldelige og mobiliserende drivkræfter, der er i islamismen, og så hårdt og beslutsomt træde an mod netop dem. ..."
OPDATERET: JP er igen lidt moderat efter Paris-angrebene november 2015: "Det er vigtigt, at vi ikke gør dette til en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer".
Tom Vilmer Paamand - marts 2015

> Løsgående militærfly er sjældent russiske
Russernes flyven for tæt på er den mindste del af problemet med løsgående militærfly. Ni gange tidligere de sidste fem år har danske kampfly generet passagerfly. For eksempel i april 2012 var to danske F-16 jagerfly 27 sekunder fra at kollidere med et SAS-passagerfly. September 2012 fløj et dansk F16-fly 240 meter fra et passagerfly på vej mod Tokyo. Og i september 2013 fløj et F16-fly i en rute kun 70 meter under et rutefly på vej mod Sverige.
Men jo, russerne provokerer også - og specielt Sverige har problemer. Svenskerne har offentliggjort et billede, hvor et russisk kampfly flyver bare ti meter fra et svensk fly - og dermed gør det besværligt for det svenske spionfly at lave sine planlagte observationer ved den russiske by Kaliningrad. Det er jo en voldsom uhøflig opførsel mod en venligtsindet nation, der blot kommer forbi som nysgerrig turist...
I juni krænkede to polske fly svensk luftrum, men det skete ved en fejl og alle har sagt undskyld. Og i juli måtte det svenske beredskab på vingerne efter et indtrængende spionfly. Det viste sig dog senere at have en god undskyldning, da det var USAnsk og blot havde være nød til at flyve uanmeldt i skjul i Sverige, fordi russiske fly havde drillet det.
Af ovenstående er det underligt nok kun de russiske nærflyvninger, der blæses stort op i medierne. Der lader ellers til at være rigeligt at rydde op i af militære adfærdsreglerne også i det hjemlige. Ved at spille militært tilbage mod Putins narrestreger, spiller Danmark med i hans militære spil, hvad vi hverken har styrke eller evner til.
I stedet lader der til at være et generelt problem med at militæret leger krigslege, hvor der i stedet burde være politikere på banen. Krudt og kugler gør blot alt værre - konflikter kan kun løses med diplomati og forhandling.
Ekstra Bladet viderebragte AMKs oplysninger. Forhåbentlig kan det hjælpe til, at der gribes ind mod alle de løsgående kampfly - og ikke kun mod russernes.
Tom Vilmer Paamand - december 2014

> Tyske statsmænd advarer mod storkrig
"Atter krig? Ikke i vores navn!" er hørt så tit, men denne gang kommer appellen i Tyskland fra en række tunge politiske statsmænd som Gerhard Schröder, Hans-Jochen Vogel, Otto Schily og 60 andre, her i blandt kunstnere som Klaus Maria Brandauer og Wim Wenders: "USA, EU og Rusland driver uafvendeligt mod krig, hvis ikke de formår at standse denne katastrofale spiral."
Den tyske appel blev udsendt den 5/12 2014, og har vakt debat i Tyskland. Danske medier ignorerer den, da de har brug for al spaltepladsen til fortsat buldren på krigstrommerne. Peter Wivels omtale bag Politikens betalingsmur den 8/12: "Tyske politikere og intellektuelle advarer mod Ruslandskrig", er den eneste undtagelse.
Den første danske oversættelse kan ses på FRED.dk også som PDF. Appellen fra de 63 blev fulgt op med en folkelig underskriftsindsamling under en noget skarpere tekst, se links fra FRED.dk, også til den oprindelige tyske tekst.
Appellen kritiserer annekteringen af Krim, men nævner også at selv Rusland har legitime sikkerhedsinteresser, uanset hvad vi så berettiget kan mene om Putin-styret. I vore dages koldkrigeriske klima er den slags kætteri, der straffes med medieskabt afbrænding. Putin selv har (naturligvis) ikke været hjælpsom, da han har omfavnet appellen på nærmest kvælende facon. Og Gerhard Schröder har selv pløret sit eftermæle gennem rigeligt tætte forbindelser til Putin.
Men jeg hilser et hvert håb om fred velkomment. De indblandede tyske politikere har alle "forhenværende" skrevet ved deres titler, hvilket åbenbart er nødvendigt i dag, for at prominente folk tør tale mod krig. Mon vi igen som i 80erne kan finde danske politikere, forskere og kunstnere (ikke nødvendigvis forhenværende), der tør gå imod krigshysteriet i et lignende udspil?
Appellen slutter med at henvise til daværende tyske forbundspræsident Richard von Weizsäcker, der den 3. oktober 1990, på Dagen for Tysk Enhed, udtalte: "Vi står over for et klart valg, et samlet Europa eller at falde tilbage til de smertefulde historiske eksempler på nationalistiske modsætninger i Europa."
Tom Vilmer Paamand - december 2014

> Irak havde alligevel masseødelæggelsesvåben i 2003, men...
Tilbage i januar 2004 trompeterede TV2 stolt, at "Danske ingeniørsoldater har måske som de første fundet konkrete beviser for irakiske masseødelæggelsesvåben". Nyheden dominerede de danske medier i de kommende dage - resten af verden var ligeglad.
Mens alle spændt ventede på de kemiske analyser, lykkedes det AMK at fodre de sultne journalister med oplysningen om, at eventuelle fundne giftgranater kunne være af dansk produktion. Historien bed sig så godt fast, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen beordrede justitsministeren til at undersøge, om våbnene stammede fra et nøglefærdigt produktionsanlæg til fremstilling af granater, som A.P. Møller-ejede Dansk Industri Syndikat i 1986 ganske rigtigt havde bygget for Saddam Hussein.
Sandsynligheden for at danske soldater lige præcis skulle være snublet over danske granater var naturligvis yderst ringe, men AMK serverede den for atter at gøre opmærksom på hvor nyttig en handelspartner Danmark havde været for Iraks oprustning. Danmark og Irak havde en overenskomst om "industrielt, videnskabeligt, økonomisk og teknisk samarbejde", der først blev afbrudt den dag, hvor USA erklærede Irak for farlig, da landet nu havde alt for mange våben.
Efter et par dage viste analysen som forventet, at de fundne granater ikke indeholdt noget skadeligt, og at væsken i dem blot var gammelt og opløst sprængstof. Men også USA fandt dengang mange gamle våben, og en del af disse våben indeholdt ganske rigtigt diverse af de frygtede giftstoffer - og var altså ægte WMDer, men på ingen måde de så opreklamerede MasseØdelæggelsesVåben.
Denne gamle historie blev vakt til live igen, da de USAnske medier - og dermed viljeløst også de danske - har genopdagede de gamle våbenfund. Det drejer sig fortsat om våben helt tilbage fra Iraks krig mod Iran, og alt er derfor nedbrudt og ubrugeligt. Dette har dog ikke hindret medierne i at skræmme med, at selveste ISIL nu har fri adgang til de ubrugelige og ætsende rustbunker.
En væsentlig grund til at fundene af gamle WMDer i Irak ikke sejrsstolt blev omtalt af USA i 2004 var, at mange af dem tilsvarende var blevet produceret med hjælp fra Vesten heriblandt USA selv, mens de to lande fortsat var krigskammerater. Hemmeligholdelsen betød at en lang række soldater, der dengang fik skader af at rode med de gamle kemikalier, aldrig fik den fornødne hjælp.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2014

> Christian Juhl får Fredsrose for at påvise alternativ til bomber
Aldrig Mere Krig har hædret Christian Juhl fra Enhedslisten med foreningens Fredsrose, "for ihærdigt at opfordre Folketinget til at skifte fra bomber til fredelig konfliktløsning".
"Christian Juhl glemmer sjældent at minde om, at bomber ikke er det rigtige værktøj til konfliktløsning, og at der findes masser af mere fredelige metoder", sagde Tom Vilmer Paamand, formand for Aldrig Mere Krig, under overrækkelsen den 11. november på Christiansborg. Christian Juhl er udviklingsordfører i Folketinget for Enhedslisten.

"Christian Juhl holder fast i, at dialog, hjælp og udviklingsbistand i tide ofte er det bedste forsvar. Christian Juhls fredelige tanker bygger ikke på ønsketænkning, for han er god til at opsøge forskere, der på solid baggrund anbefaler sådanne alternativer - selv over for en organisation som Islamisk Stat", forklarede Tom Vilmer Paamand.
En af disse forskere er RUC-professor i international politik Michelle Pace, der ved et seminar hos Dansk Institut for Internationale Studier i september erklærede, at "vi skal være parate til at sidde til bords med IS - og vi kan lige så godt gøre det med det samme og undgå en masse civile tab".
En anden er den uafhængige fredsforsker Jan Øberg, der ved en fredskonference i september i Århus forklarede, at "man kan ikke slå en ideologi ihjel ved hjælp af bombefly", og fremlagde en omfattende alternativ værktøjskasse med aktuelle løsningsmodeller og mere langsigtede perspektiver på konflikten.
Christian Juhl sad i salen og lod sig inspirere, og skrev så et indlæg i Politiken med fem omhyggelige punkter om de mulige diplomatiske, konfliktløsende og ikkemilitære midler, der kunne forsøges.
Og i vinters havde Jyllands-Posten et interview om situationen i Syrien med Christian Juhl under overskriften: "En militær indgriben vil være benzin på bålet". "Det kan se håbløst ud, men vi har ikke andre veje. Hvis vi giver de to parter lov til at slås til døden, så får vi mere håbløshed. Vi er nødt til at arbejde for at de, der nu slår hinanden ihjel, skal give tilsagn til, at nu stopper vi med det. Det kan ikke være i nogens interesse, at hele landet bliver smadret", citerede avisen Christian Juhl for i februar - og AMK besluttede, at Christian Juhl fortjente den Fredsrose, han nu har fået tildelt.
"Christian Juhl bringer tanken om fredelige løsninger ind i Folketinget på godt jysk, og derfor får han vores Fredsrose", sagde Tom Vilmer Paamand ved overrækkelsen.
Christian Juhl er også en af meget få folketingsmedlemmer, der har en baggrund med civil ulydighed. Fra 1998 deltog han aktivt som ulydig borger i bevægelsen Jyder Mod Overflødige Motorvejes årelange aktioner.
AMK har uddelt sine Fredsroser i mere end 50 år, og den er i nyere tid givet til så forskellige modtagere som fredsaktivist Ulla Røder, fredsforsker Jan Øberg, musiker Henrik Goldschmidt, ingeniørfirmaet Rambøll og den tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl - og består af et indrammet diplom og en rose. Billedet af rosen er malet af Skye Løfvander.
Tom Vilmer Paamand - november 2014

> Grov manipulation om frivillige soldater
Angiveligt er der i år kun 19 ufrivilligt militært værnepligtige, hvilket bliver udbasuneret som tegn på stor forsvarsvilje. Men militærets oplysninger om tvangsindkaldte har i årevis været særdeles groft misvisende, da tallet bevidst er opgjort et par hundrede gange for lavt. Oven i denne manipulation bliver det heller ikke nævnt, at de såkaldt frivillige samlet kun udgør omkring en tiendedel af hver ungdomsårgang, så mindst 90 procent af unge altså fravælger militæret ved netop ikke at melde sig selv.
Hvert år anbringes 4.200 unge i militæret, og blandt dem er mange slet ikke så frivillige, som det ofte påstås - for efter Forsvarets egne oplysninger er omkring en tredjedel af dem skjulte tvangsindkaldte. Disse har trukket så lavt et nummer, at de alligevel vil blive indkaldt. Ved at melde sig "frivilligt" får de mulighed for at være medbestemmende om hvor og hvornår værnepligten skal aftjenes.
Forsvarets Rekruttering presser folk fra den lave ende af listen til dette indtil årets behov er opfyldt, hvilket så ikke er lykkedes med den sidste snes. Resultatet er hvert år, at militæret kan fylde godtroende medier med jubelhistorier om at de unge strømmer til helt frivilligt.
Med blot en anelse kritisk sans er det derimod indlysende, at det offentliggjorte tal er ren manipulation, for der melder sig sjovt nok aldrig flere frivillige, end der lige præcis er brug for. Internt er Forsvarets Rekruttering ikke i tvivl om, at tusinder de unge værnepligtige i virkeligheden er tvangsindkaldte, og registrerer dem selv som værende kun " teknisk frivillige".
I år bliver der også udstationeret 39 militærnægtere, selv om dette tal altså underligt nok ikke er blevet lagt oven i de øvrige tvangsudskrevne. Forsvarets Rekruttering nævnte ikke selv hvor mange der nægtede, men hvis deres tal på 19 ufrivillige soldater skal tages alvorligt, er en anden konklusionen indlysende - nemlig at to ud af hver tre tvangsindkaldte vælger at nægte. Tilsammen udgør gruppen kun nogle få procent, så det er umuligt at lave fornuftig statistik, men beregningen her om den dermed relativt voldsomme interesse for nægtertjeneste er lige så troværdig, som militærets egne officielle udmeldinger...
Bundlinjen er dog fortsat uden for sådanne ret fiktive taltricks, at også hovedparten af de "teknisk frivillige" fravælger nægtertjeneste. Årsagerne kan være mange, men enhver sammenligning bliver helt skæv, da det officielt er umuligt at melde sig frivilligt som nægter. Disse får kun en "erstatningstjeneste", og tilbydes ikke et tilsvarende lokkende ikke-militært alternativ, fx en udfordrende uddannelse med varige fremtidsmuligheder indenfor en fredsaktivistisk sikkerhedspolitik.
S-R-SF-regeringen skrev i sit regeringsgrundlag, at den ville "drøfte at suspendere indkaldelsen af værnepligtige". Modsat har specielt de borgerlige partier lovprist værnepligten som "udtryk for et bredt folkeligt engagement i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik der sikrer, at forsvaret er solidt forankret i det danske samfund".
Trods faste omkvæd om værnepligtens "kulturbærende og identitetsskabende elementer", der "styrker sammenhængskraften i samfundet", kræver disse partier underligt nok ikke antallet af frivillige begrænset. I stedet har fx De Konservative fantaseret om, at den nye mulighed for at transpersoner kan skifte juridiske køn vil blive misbrugt til at undgå værnepligten med.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2014

> Pacifistudstilling uden pacifister
En ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek belyser dansk neutralitet og krigsmodstand under 1. Verdenskrig gennem syv konkrete danskeres kamp for fred. Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, erklærede Danmark sig neutralt. Under krigen døde en hel generation af unge mænd i skyttegravene. Herhjemme var næsten alle enige om, at krig skulle undgås, men ingen var enige om, hvad der skulle gøres. Skulle mænd tvinges til værnepligt? Skulle vi forsvare landet, hvis det blev angrebet?
Gennem syv kendte og mindre kendte personer præsenterer udstillingen de mange forskellige holdninger til krig eller magtanvendelse: Forsvarsministeren Peter Munch, forfatteren Georg Brandes, fredsforkæmperen Eline Hansen, socialisten Marie Nielsen, syndikalisten Andreas Fritzner, soldaten Christian Campradt og samaritaneren Ingeborg Stemann. Udstillingen går tæt på det enkelte menneske, med eksempler på krigsmodstand, der også er aktuel for debatten i dag.
Selv om biblioteket selv har annonceret udstillingen som " Pacifisme i kanonernes skygge", er ingen af de syv udvalgte pacifister. Dette har også fået flere medier til at fokusere på de af deltagerne, der nok var imod en altødelæggende krig, men samtidig i ord og handling støttede tanken om en voldelig revolution for at stoppe krig: " Militærnægtere var ikke for fine til vold".
Hvis biblioteket havde ønsket det, havde det været nemt at finde den tids pacifister. Dansk Fredsforening fra 1882 var fortsat landsdækkende, arbejdede for dansk neutralitet og for militære besparelser, og rummede også pacifister. I 1913 blev den første rent pacifistiske organisation Kristeligt Fredsforbund stiftet, året efter den pacifistiske ungdomsforening Pax, og fra 1916 havde Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed en afdeling i Danmark (Aldrig Mere Krig kom først til i 1926).
De mange militærnægtersager under 1. Verdenskrig førte til, at Danmark i 1917 fik en militærnægterlov, og året efter oprettedes den første danske militærnægterlejr. Heller ikke alle nægterne var renlivede pacifister, men det virker besynderligt at Det Kongelige Bibliotek benytter en sådan overskrift uden at omtale en eneste pacifist. Ægteparret Fredrik og Matilde Bajer, der delte Nobels Fredspris i 1908, ville fx have været et indlysende valg.

Udstillingen er åben til den 31. januar - læs det omfattende materiale på nettet.

Tom Vilmer Paamand - oktober 2014

> Klassisk musiker får AMKs Fredsrose
logo

Oboisten Henrik Goldschmidt er hædret med AMKs Fredsrose for sit fredsarbejde. Han har sammen med sin faste medspiller Anders Singh Vesterdahl i årevis arbejdet for at få folk fra ellers stridende lande til at skabe musik sammen i fredeligt sammenspil. Mest kendt er de for Middle East Peace Orchestra, hvor arabere og jøder spiller sammen for fred i Mellemøsten, men de to musikere har også på tilsvarende vis arbejdet meget med børn og unge, både herhjemme og i Mellemøsten.
Henrik Goldschmidt har selv forklaret om visionen, at han i sine projekter samler alle de nationaliteter og religioner, der skal til for at "lave en rigtig god krig". Men ved i stedet at optræde sammen, kommer deltagerne om bag de fasttømrede fordomme, og møder mennesket, der altid gemmer sig bag ens fjendebilleder.
"I en tid hvor Mellemøsten atter står i brand, er der hårdt brug for sådanne initiativer, der kan mindske spændinger og gøre dialog mulig - for kun dialog og samarbejde kan skabe varig fred", sagde Tom Vilmer Paamand fra AMK sin tale ved overrækkelsen. Fredsrosen blev overrakt efter en velbesøgt koncert i Kastrup Kirke på Amager, hvor under Henrik Goldschmidt selv havde fortalt om sit fredsarbejde.
Tom Vilmer Paamand - december 2013

> Nelson Mandela stod for grænseløs forsoning
Den kendte aktivist og senere præsident Nelson Rolihlahla Mandela døde den 5. december. Han tilbragte 27 år i fængsel for sin overbevisning, og var i perioder en varm forkæmper for ikkevold under Sydafrikas hårde apartheid-styre. Hans største arv bør blive Forsoningsdomstolen, som han opfandt sammen med Desmond Tutu for at skabe sammenhængskraft i stedet for et yderligere opsplittende retsopgør. Han mødte glad og smilende sine værste modstandere - selv de generaler, der havde stået i spidsen for grusomhederne under apartheid. Han var også meget bevidst om at være et menneske og dermed fuld af fejl, hvilket hjalp til hans forståelse af andre.
Mandela efterlader sig mange fine tekster med flot tænkte overvejelser om kampens metoder, ikke mindst hans forsvarstale fra 1964, hvor han stod anklaget med en mulig dødsstraf foran sig. Han arbejdede gennem befrielsesbevægelsen African National Congress, som Mohandas Gandhi oprindeligt havde grundlagt. De mange årtiers ikkevoldelige arbejde havde ikke ført til forbedringer af forholdene, og i lyset af Sharpeville-massakren hvor 69 fredelige demonstranter blev dræbt, oprettede Mandela i 1961 ANCs væbnede arm, som han dog længe søgte at fastholde som ubevæbnede sabotører. Han blev selv fængslet for at stå bag fire sabotageaktioner. Omtrent samtidig var Amnesty International blevet grundlagt og Mandela var i 1962 kommet med blandt foreningens første Samvittighedsfanger, men ANCs omsving bort fra ikkevold fik ham hurtigt slettet fra listen igen. Amnesty Internationals overvejelser fra 1964 er interessante for pacifister:
"1964 bragte det grundlæggende spørgsmål frem, om mænd som Nelson Mandela skulle støttes, når de gennem begivenhedernes pres havde set sig nødsaget til at anbefale en grad af magtanvendelse i modstanden mod Sydafrikas nationalistiske regering. Denne sag var særligt gribende, fordi Mandela tidligere havde været stærkt engageret i principperne om ikke-vold. Men selv med den største sympati besluttede AI sig alligevel til ikke at tildele titlen Samvittighedsfange, på grund af brugen af vold. Selvom det er sket under 'konventionel krigsførelse', må en vis grad af tilbageholdenhed udøves. Dette udelukker dog ikke andre, der har følt sig tvunget til symbolske fysiske handlinger, som for eksempel at rive flag ned eller ødelægge plakater, eller udelukker dem der har forsøgt at beskytte sig selv mod skydevåben."
Mandela kom således til at præge AI også som negativt eksempel. Efter sin løsladelse udnævnte AI ham til deres "Ambassador of Conscience". Hans store venlighed gjorde, at han holdt fast i kontakten selv til en perlerække af diktatorer og andre galninge, der havde støttet ANC under kampen. Og med sin bitch af en kone Winnie, der blev herostratisk berømt for i en tale at hylde levende afbrænding af mistænkte forrædere. Til sidst i sit liv fik Mandela desværre som præsident (ligesom Václav Havel) grisset fingrene godt til med nogle voldsomt grimme våbenhandler. Der var ihærdige danske forsøg på at påtvinge Sydafrika Standard Flex skibe med en argumentation om æresgæld for støtten til ANC under apartheid. I stedet gik Sydafrikas milliardindkøb af ubåde, skibe og krigsfly til engelsk, tysk og ikke mindst svensk industri - alle med en hulens masse bestikkelse. Et par af Mandelas personlige humanitære fonde skulle også være blevet forgyldt ved den lejlighed. Intet tyder dog på at han selv stod bag, mod bastant pengemagt er end ikke en Mandela nok.
Mandela efterlader sig trods dette et umådeligt smukt eftermæle. Et stort og smukt menneske - en tidligere terrorist, der nåede at gøre hele verden bedre gennem sit store eksempel.
Tom Vilmer Paamand - december 2013

> Aldrig Mere Krig fik Nobels Fredspris!

Teknisk set har alle vi EU-borgere vel "fået" Nobels Fredspris denne gang, hvad enten vi så er enige i argumentationen for det eller ej. Men faktisk fik AMK noget mere direkte Fredsprisen allerede i 1997, hvor vi var en del af International Campaign to Ban Landmines. AMK samarbejdede i den periode med European Network Against Armstrade om den europæiske del af kampagnen mod landminer, og det var undertegnede der beskrev Danmarks daværende landmineproduktion til den landerapport, der samlede al verdens landmineproblemer til fremlæggelsen i FN.
Resultatet blev som bekendt den officielle Ottawa-aftale mod enhver brug af landminer. Aftalen er i dag underskrevet af Danmark og 156 andre lande, og kun 35 står udenfor, heraf desværre meget store lande som Indien, Kina, Rusland og USA. I vores nabolag tøvede Finland, men kom så med i år. De øvrige udenfor afspejler verdens brændpunkter, så de fleste lande i Mellemøsten inklusive Israel er fortsat ikke med.
Den vellykkede kampagne havde i Danmark stor lokal opbakning fra blandt andre de gæve damer i henholdsvis Kvinder for Fred og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Ildsjælen Jody Williams fra USA modtog Fredsprisen, delt med hele kampagnen. Medstifteren Rae McGrath tog imod på alle os deltageres vegne.
Den 1. november 2012 skrev International Campaign to Ban Landmines til FN, at: "In today's world, any use of antipersonnel mines is unacceptable and must be strongly condemned. We need to finish the job we started twenty years ago to put a final end to these weapons. This can and should be achieved within years and not decades."
Tom Vilmer Paamand - december 2013

> Militæret hugger fra besparelserne
Det tegner til, at det snart bliver alvor med besparelser på forsvaret. Jeg gætter på, at man i praksis vil afskaffe værnepligten og dermed hele militærnægterordningen. Det må dog ses som en vigtig delsejr efter snart 90 års AMK-arbejde. Når det så bliver et rent professionelt militær, kan det kun styres politisk ligesom man gør med grønlandske slædehunde: Man skal sulte dem så meget, at de nok knurrer, men ikke bider. Forsvaret, der har indset, hvad klokken er slået, er selv kommet med et par små bud til spareøvelsen.
Man nedlægger et par kaserner og sælger noget af udstyret. Med kasernerne vil man først se et rend af borgmestre, som vil klage over at miste gode skatteydere, men ellers er det da i orden. Så bliver der åbnet for salg af bygninger og øvelsesarealer. I Ninn Hansens tid som forsvarsminister - og både før og efter fik man indført et helt nyt langt ord og begreb i det danske sprog: "Provenufinansieringsordningen". Man (Ninn Hansen) benævnte de nedlagte kaserner "Forsvarets Arealer", og fortsatte med at provenuet fra deres salg selvfølgelig skulle tilgå forsvaret til yderligere rationalisering, dvs. oprustning.
Men det skulle da bare mangle. At en lejer/bruger bare lige skulle kunne udbyde og sælge hele molevitten og indkassere salgsprisen. Disse "arealer", næsten 30.000 hektar af Danmarks jord, havde vores forfædre købt og stillet til rådighed for militære øvelser. Når så jord og bygninger ikke mere skal bruges af militæret, står det ejeren/folket/samfundet frit til at bestemme deres ny anvendelse. Aldrig Mere Krig gjorde i l990erne en stor indsats for at præcisere dette forhold, og fik medhold af flere politikere. Især Ekstra Bladet var dygtige til at skære det ud i pap. Det endte med at man i et par korte år før 2000 ikke talte om og brugte provenufinansiering.
Men så kom det dog alligevel igen, direkte nævnt i de to seneste forsvarsforlig. Det bliver dog ikke rigtigere af den grund. Måske vil vi igen blive nødt til at kæmpe for folkets råderet over egen jord og bede Ekstra Bladet om at hjælpe os. Så er der det med udstyret - våben og krigsmateriel. Her kommer den radikale Niels Helveg Petersen ind fra sin tid som udenrigsminister i 1997. Da skrev han (eller ambassadøren) i FN under på en anbefaling til alle medlemslande om at lade alle våben destruere, som var blevet udfaset fra landenes væbnede styrker, så de ikke skulle falde i hænderne på illegale eller kriminelle. Kort tid derefter orienterede Niels Helveg Folketinget om beslutningen, og fik den dermed ratificeret.
De våbenansvarlige indenfor Forsvaret, Hjemmeværnet og Politiet har imidlertid været meget tungnemme overfor denne beslutning. Den kunne da vel ikke gælde for "deres" våben? Forsvaret har solgt/foræret af de udfasede våben til baltiske lande og Zimbabwe, og Politiet under Lene Espersen solgte alle 10.000 af deres gamle tjenestepistoler til genbrug.
Selv da hun blev gjort opmærksom på destruktionsforpligtelsen, og der kun var en container tilbage med pistoler, skulle den da også liiige sælges først, "for en aftale er en aftale". Inden de kommer for godt i gang med et nyt udsalg, må Niels Helveg og Co. derfor minde dem om, at hans aftaler altså også er aftaler.
Geert Grønnegaard - november 2012

> Mindesten over militærnægtelse hærget igen
Ukendte hærværksmænd har igen ødelagt den mindesten, som Aldrig Mere Krig har sat op i Gribskov for militærnægterloven fra 1917. Stenen blev natten til den 12. september overhældt med brun maling, og pladen sparket i stykker. Lige som ved det foregående hærværk blev her efterladt et dannebrogsflag med påskrevet budskab om "faldne helte". Læs mere om sagen i Frederiksborg Amts Avis her, her og her. En hurtig reflektion over hærværket er, at det åbenbart ikke er ytringsfrihed, disse folk kæmper for.
Hærværket blev anmeldt til politiet som en hate chrime, og denne gang har politiet taget det så seriøst, at de har sikret sig DNA-spor. Det har dog ikke ført til en opklaring, og sagen er henlagt.
Tom Vilmer Paamand - september 2012

> Sorg over de mange civile og soldater, som lider og dør...
"Efter mine begreber er der kun gradsforskel på dem, der meldte sig frivilligt under Hitler og drog til østfronten under Anden Verdenskrig, og dem der i dag melder sig som frivillige til krige i Afghanistan og Irak".
Dette var Henning Sørensens kommentar, da han blev interviewet om FlagPåHalv-dagen, som han er initiativtager for. Både flagdagen og en mindesten for militærnægterloven har sat følelserne voldsomt i kog nogle steder. Her er et par citater:
"Ekstrem usmageligt at militærnægtere har fået en mindesten."
"Hvad bliver det næste, en mindesten til flugtbilister?"
"Hvis du ikke har respekt for de døde kan man passende selv blive en af dem."
"Det samme som at troppe op med et naziflag til en jødisk begravelse."
"Nægtere er folk uden moral, etik og selvrespekt."
"Den kreds, som står bag mindesmærket, eller deres sympatisører - kan meget såvel stå bag hærværket - den slags folk, der jo er berygtet for deres falskhed og svigefuldhed, skyer ingen midler - og da slet ikke sort propaganda."
Ukendte hærværksmænd ødelagde nemlig mindestenen, som Aldrig Mere Krig havde sat op i Gribskov for militærnægterloven fra 1917, åbningen af Danmarks første nægterlejr året efter og for afslutningen på den 1. Verdenskrig i 1918. Stenen er repareret og genindviet. Aldrig Mere Krig tager naturligvis også afstand fra det anonyme hærværk, der fandt sted mod en nyopstillet mindesten for udsendte soldater i Århus.
Henning Sørensens ord fik en tidligere garnisonslæge til at politianmelde "formanden for foreningen Aldrig Mere Krig, Henning Sørensen". Den ansvarlige for udtalelserne er som det nævnes Henning Sørensen. Han er kun menigt medlem af Aldrig Mere Krig, og kendt for sine farverige og altid meget markante holdninger mod "sabelraslen, flaskeklirren og andre former for barbari".
Formand for foreningen Aldrig Mere Krig gennem de sidste mange år er Geert Grønnegaard, der for øvrigt selv er tidligere officer i flyvevåbnet. I Aldrig Mere Krig er der højt til loftet hvad angår medlemmernes egne udtalelser. Foreningen Aldrig Mere Krigs officielle holdning fremgår af annoncen bragt i BT og Information:
"Aldrig Mere Krig opfordrer til, at den 5. september er FlagPåHalv-dag,
hvor alle kan markere deres sorg over de mange civile og soldater,
som lider og dør under de krige, som vort land ulykkeligvis deltager i.
Tom Vilmer Paamand - september 2013

> Til kulturminister Uffe Elbæk om militær paraderen...
Gode Minister!
Vi så vist alle gerne, at Danmark fremstod som en moderne kulturnation. Derfor følgende forslag:
To-tre gange om året får vi officielt statsbesøg, hvor vi skal modtage det fremmede lands konge eller præsident, som regel i Københavns lufthavn. Herunder har man hidtil ladet Dronningen stå for modtagelsen ledsaget af en deling eller et kompagni af Livgarden, sommetider også af garderhusarer til hest, alt efter hvor prominent man anså gæsten for at være
Det må kunne gøres smartere. Overhovederne har jo prøvet det snesevis af gange; og altid med TV på har publikum også set sig mætte på de svingende blanke sabler og soldaternes stive præsenteren gevær og følgen med øjnene.
Der er masser af kreative alternativer til våbengnyet, og du sidder vel i en god position som kulturminister til at finde dem. Man kunne udmærket "skræddersy" en særlig modtagelse til hver enkelt overhoved, når man flere måneder før ved at de kommer; og enhver ceremoni vil være billigere end at overlade den til et kompagni soldater. Dronningen vil vel også med sin kendte interesse for alle kunstarter være glad for nye ledsagere.
Den tidligere tyske præsident Heinemann frabad sig direkte militær medvirken når han skulle modtage kolleger, eller når han selv skulle modtages. Island har ikke et militærvæsen, og ved derfor hvordan det kan undværes. Rusland har en ganske smuk skik med at lade et par kønne piger servere brød og salt til hædersgæsten, selv om de ikke helt har sluppet det med soldaterparaden bagefter.
Du ville som arrangør af modtagelserne kunne trække på alle statens institutioner, og også på de fleste private. Man kunne forestille sig skoler og børnehaver i hovedstaden, der ville finde det både morsomt og lærerigt at indøve en sådan optræden; og man kunne bidrage med betaling for kostumer, transport og sodavand.
Geert Grønnegaard - november 2012

Disse Kommentarer er fra perioden 2012-2018, med de nyere i top.

Se også Nyere Kommentarer fra perioden 2019-2022

Og de Allernyeste Kommentarer

- samt også de Aktuelle Kommentarer.

Forside
Aktuelle Indlæg
Kommentarer
AMK Nyhedsbrev
AMKs Butik
AMKs Bestyrelse
AMKs Vedtægter
AMKs Kalender
Fredelige links
Militærnægtelse
Facebook-side
Bliv medlem!

Aldrig Mere Krig Ældre kommentarer 2012-2018