Under Den Kolde Krig fik Rusland og USA hvad der blev kaldt Den Røde Telefon, der lige siden har sikret direkte kommunikation under kriser. Denne “telefon“ har, på trods af samtlige film om den, altid kun været en tekst -forbindelse. I dag foregår kontakten gennem e-mails, men altså via et særligt robust system. Stormagterne har også løbende oprettet lignende kommunikationslinjer - deconfliction hotlines - til brug under mindre konflikter, hvor de nemt kunne komme til at træde hinanden over tæerne med katastrofale følger. For et år siden var forrige gang, hvor USA sparkede stort ud militært mod Syrien og i alle medierne. Det trak også dengang voldsomme overskrifter, på trods af at luftangreb mod Syrien sker hver eneste dag. Den gang havde der været små otte tusind luftangreb mod Syrien. Siden dette er antallet stort set fordoblet til omkring 15.000. Og dette tal er fra før USAs igen angreb sammen med England og Frankrig. Også det senest angreb kom efter et muligt giftangreb under borgerkrigen, hvor 40 mennesker nu blev dræbt. I Syrien er der stillet en rigtig telefon op, som officerer fra Rusland og USA bruger mange gange hver eneste dag. Telefonens primære formål er at sikre mod sammenstød i luftrummet, men den benyttes også når andre begivenheder ser ud til at bringe de to landes militær for tæt på hinanden. Det er gængs retorik at true med at trække stikket ud, som også Rusland buldrede med under forrige angreb - men lod være. På trods af den anspændte retorik kom det dengang frem, at Rusland havde fået et forvarsel. Syriens borgerkrig er en genoptagelse af Den Kolde Krigs “stedfortræderkrige“, hvor stormagterne diskret støtter diverse grupperinger (USA har i øvrigt accepteret indrejse af hele 11 syriske krigsflygtninge i år). Floden Eufrat er valgt som en skillelinje, som Rusland og USA for det meste holder sig på hver sin side af. Konflikten er så rodet, at to af USAs egne syriske militser kom i ildkamp. I et andet tilfælde dræbte USA efter sigende flere hundrede russere, men det snakker ingen højt om, for de døde var lejesoldater fra det russiske firma PMC Wagner - og kampen var om et naturgas-felt på “USAs side“ af Eufrat! I den helt akutte situation i Syrien, har der været meget modstridende meldinger om kontakten. FNs generalsekretær António Guterres har advaret om, at al kommunikation ser ud til at være afbrudt: “The Cold War is back - with a vengeance but with a difference. The mechanisms and the safeguards to manage the risks of escalation that existed in the past no longer seem to be present“. På trods af generalsekretærens forståelige bekymring ser det dog ud til, at stormagternes krisetelefon om Syrien fortsat er i brug. Samtidig gør Trump og hans folk meget ud af at benægte dette. En af artiklerne rummer hvad der ligner en afslørende slåfejl, om at “normal deconflicting lines were used“. Også Frankrig afviser, men på samme vis modsigende fulgt op med at “regular deconfliction contacts were made with the Russian military once the operation had been kicked off to make sure that they would not be accidentally hit“. Og alle de ramte baser var evakuerede efter russisk advarsel, forlyder det. Bundlinjen ser ud til at være, at der trods al retorikken alligevel har været fornuftige forvarsler til Rusland, da ingen ønsker at sparke en mulig verdenskrig i gang. Tom Vilmer Paamand - april 2018
> Danmark sælger våben til konflikt for profit! Dansk våbenproduktion ender med statskontrol i lande som Egypten, Pakistan, Rusland, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Det er desværre ikke en nyhed, selv om problemet har været dokumenteret i årtier. Den danske våbenkrejler Terma sælger krigsudstyr til krigsvillige nationer, der ikke overraskende bruger krigsudstyret til at føre krig med. Terma skorer kassen, og det er helt legalt - men alligevel er det firmaets absolut grimme profitlyst og ikke statens tilsvarende, der bliver mest hængt ud i overskrifterne. Danske våbenkrejlere overholder nutildags stort set altid lovens bogstav, både de lokalt danske og EUs regler. Det er heller ikke så svært, for som på fælles aftale sørger vore folkevalgte for en gennemhullet lovgivning med særligt fokus på manglende åbenhed. Danmark har aldrig selv haft en gennemført selektiv politik overfor den særlige slags handelspartnere, der bør rubriceres som totalitære. Bortset fra mod nogle få nøje frasorterede slyngler. I den aktuelle sag har Terma leveret elektronik til antimissil- og overvågningssystemer til kampfly og krigsskibe for De Forenede Arabiske Emirater - på trods af at en sådan eksport er lukket af våbenembargo. Våbenkrejlerne mærker dog ikke meget til begrænsninger, for den aktuelle eksport drejede sig nemlig på vanlig vis med kreativt nysprog slet ikke om våben. Terma markedsfører ellers netop sin overvågningsradar til militære skibe i hele verden, og praler med at de er i særklasse gode til at opspore “small targets which are typically used in asymmetric warfare“, samt til “detection of threats and non-cooperative targets“. Og udstyret til kampfly hedder simpelthen “Electronic Warfare Management System“. Terma er faktisk meget stolt over disse salg, som firmaet løbende har udsendt pressemeddelelser om. Grejet skal altså finde fjendtlige mål, men er alligevel defineret som ikke-dødbringende materiel. Det er nemlig lykkedes fiffige embedsmænd at omdefinere alt, så selv et kampfly er ikke-dødbringende - nu er det kun en fredelig platform, som der eventuelt kan anbringes våben på. I værste fald kan det kaldes for dual-use, et civilt produkt, der også kan (og for det mest udelukkende) anvendes militært. Dygtige journalister har gravet stort og dygtigt for at få dokumenteret den aktuelle sag, hvilket ikke mindst skyldes at dansk våbenhandel er grundigt mørkelagt. I en kort årrække var åbenheden lidt større efter stor indsats fra fredsbevægelsen, men de daværende årsrapporter om våbeneksport blev afskaffet i 2011, trods EUs regler. I EU rangerer Danmark nu nede på niveau med Bulgarien og Kroatien som de mindst åbne lande om våbensalg. Tilsløringen kom samtidig med et officielt forretningsfremstød for danske våben, som udstationerede officerer skulle hjælpe med at sælge. Der satses fremover på nye markeder i usikre lande, som for meget offentlighed kunne komplicere åbenlyse salg til. Trods dette fremstød blev de danske medier pludselig meget tavse om omfanget af dansk våbenproduktion - da de ikke længere blev mindet om det i årlige rapporter. Atter en gang lover vore folkevalgte politikere nu at “gøre noget“. De kunne starte med at stramme de gennemhullede love, samt ikke mindst genindføre en smule åbenhed på området. Det bør være muligt for politikere, journalister og andre folk at følge med i, om Danmark lever op til alle de humanitære krav, der normalt prales med. Tom Vilmer Paamand - maj 2020
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021