Dansk våbenproduktion ender med statskontrol i lande som Egypten, Pakistan, Rusland, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Det er desværre ikke en nyhed, selv om problemet har været dokumenteret i årtier. Den danske våbenkrejler Terma sælger krigsudstyr til krigsvillige nationer, der ikke overraskende bruger krigsudstyret til at føre krig med. Terma skorer kassen, og det er helt legalt - men alligevel er det firmaets absolut grimme profitlyst og ikke statens tilsvarende, der bliver mest hængt ud i overskrifterne. Danske våbenkrejlere overholder nutildags stort set altid lovens bogstav, både de lokalt danske og EUs regler. Det er heller ikke så svært, for som på fælles aftale sørger vore folkevalgte for en gennemhullet lovgivning med særligt fokus på manglende åbenhed. Danmark har aldrig selv haft en gennemført selektiv politik overfor den særlige slags handelspartnere, der bør rubriceres som totalitære. Bortset fra mod nogle få nøje frasorterede slyngler. I den aktuelle sag har Terma leveret elektronik til antimissil- og overvågningssystemer til kampfly og krigsskibe for De Forenede Arabiske Emirater - på trods af at en sådan eksport er lukket af våbenembargo. Våbenkrejlerne mærker dog ikke meget til begrænsninger, for den aktuelle eksport drejede sig nemlig på vanlig vis med kreativt nysprog slet ikke om våben. Terma markedsfører ellers netop sin overvågningsradar til militære skibe i hele verden, og praler med at de er i særklasse gode til at opspore “small targets which are typically used in asymmetric warfare“, samt til “detection of threats and non-cooperative targets“. Og udstyret til kampfly hedder simpelthen “Electronic Warfare Management System“. Terma er faktisk meget stolt over disse salg, som firmaet løbende har udsendt pressemeddelelser om. Grejet skal altså finde fjendtlige mål, men er alligevel defineret som ikke-dødbringende materiel. Det er nemlig lykkedes fiffige embedsmænd at omdefinere alt, så selv et kampfly er ikke-dødbringende - nu er det kun en fredelig platform, som der eventuelt kan anbringes våben på. I værste fald kan det kaldes for dual-use, et civilt produkt, der også kan (og for det mest udelukkende) anvendes militært. Dygtige journalister har gravet stort og dygtigt for at få dokumenteret den aktuelle sag, hvilket ikke mindst skyldes at dansk våbenhandel er grundigt mørkelagt. I en kort årrække var åbenheden lidt større efter stor indsats fra fredsbevægelsen, men de daværende årsrapporter om våbeneksport blev afskaffet i 2011, trods EUs regler. I EU rangerer Danmark nu nede på niveau med Bulgarien og Kroatien som de mindst åbne lande om våbensalg. Tilsløringen kom samtidig med et officielt forretningsfremstød for danske våben, som udstationerede officerer skulle hjælpe med at sælge. Der satses fremover på nye markeder i usikre lande, som for meget offentlighed kunne komplicere åbenlyse salg til. Trods dette fremstød blev de danske medier pludselig meget tavse om omfanget af dansk våbenproduktion - da de ikke længere blev mindet om det i årlige rapporter. Atter en gang lover vore folkevalgte politikere nu at “gøre noget“. De kunne starte med at stramme de gennemhullede love, samt ikke mindst genindføre en smule åbenhed på området. Det bør være muligt for politikere, journalister og andre folk at følge med i, om Danmark lever op til alle de humanitære krav, der normalt prales med. Tom Vilmer Paamand - maj 2020
> Myten om behovet for kampfly Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden. Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager. New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning. I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer. Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden. Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe. En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor “deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler“.
En meget længere version med mere dokumentation blev bragt i Politiken. Se den på FRED.dk.
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021