Valgkamp: Hillary Clinton som “Krigsmagernes dronning“ Hillary Clinton fik denne svada : “Du, som er krigsmagernes dronning, indbegrebet af korruption og personificeringen af råddenskab“ som svar, da hun blandede sig ret voldsomt i USAs valgkamp. Afsenderen var fra Clintons eget parti, nemlig præsidentkandidaten Tulsi Gabbard, der i øvrigt frivilligt blev højt dekoreret soldat i Irakkrigen. Indtil videre havde USAs valgkamp ellers mest drejet sig om kontrasten til Trump, men aktuelt er kandidaterne fra Demokraterne begyndt at skælde hinanden hårdere ud - og er nu ligefrem gået kritisk til USAs generelle opførsel rundt om i verden. Kandidat Andrew Yang fyrede denne kommentar af, rettet mod Ruslands præsident Putin: “We've tampered with other elections. You've tampered with our elections, and now, it has to stop.“ Det ville en anden kandidat, Amy Klobuchar, overhovedet ikke høre tale om: “I don't see a moral equivalency between our country and Russia. Vladimir Putin is someone who has shot down planes over Ukraine“. Her kunne en kvikkere modstandere have nævnt USAs aldrig undskyldte nedskydning af et iransk passagerfly i 1988, men den slags kvikhed er ret fraværende i valgkampen. Oven i blev Yang senere udspurgt om konkrete eksempler på USAs udemokratiske indblandinger men kunne, pinligt eller bevidst, ikke huske et eneste - han havde haft god tid inden det venlige interview til at tænke sig om. Yang burde nemt have liret mindst et par lande og datoer af, for der er rigeligt med eksempler: CIA har udført sådanne påvirkningsoperationer i Afghanistan, Angola, Bolivia, Cambodia, Chile, Cuba, El Salvador, Grenada, Haiti, Irak, Libyen, Marokko, Nicaragua, Panama, Vietnam, Zaire og Østtimor - samt i Australien, Italien, Frankrig, Grækenland og Tyskland. En lang liste, men absolut ikke komplet. Bemærk at kilden er en bog, som Yang hurtigt kunne have fundet frem og læst på CIAs egen hjemmeside. Andre titulært allierede nationer blev ramt gennem CIAs blødere operationer. Fx var CIA meget aktiv med påvirkning og misinformation i Danmark i 60erne gennem “Kongressen for Kulturel Frihed“, der blev ledet af den indflydelsesrige redaktør Jørgen Schleimann. Tom Vilmer Paamand - oktober 2019
> Demokrati, frihed eller tvang? To danske soldater dræbt i Afghanistan! Danskerne er endnu en gang konfronteret med det faktum at det ikke er omkostningsfrit at forsøge at tvinge mennesker i et fjernt land til at leve som vi synes de skal. På radioens P1 kaldte en hjemmeværnskaptajn fra Slagelse i morges de dræbte soldater for humanitære hjælpearbejdere. Det er en hån mod Røde Kors og de andre internationale hjælpeorganisationer der uden våben og uden nogen form for opbakning fra magtkonstellationerne søger at hjælpe nødstedte over hele kloden. - Hvem betragtede for øvrigt de tyske besættelsestropper som humanitære hjælpearbejdere under 2. Verdenskrig?? “Volden må ikke vinde“, sagde vores statsminister da han udtalte sin medfølelse med de dræbtes familie - Men volden har vundet for længe siden. Da Danmark begyndte at deltage i angrebskrige, da Danmark med våben begyndte at tvinge andre folkeslag til at leve efter vestlige normer, da vandt volden i Danmark. NATO var engang ment som en nationernes forsvarsalliance, nu er den stille og roligt gået hen og blevet interessernes forsvarsalliance. En forsvarsalliance for råstofinteresser, olie, gas. osv., for vestlig kapitalisme. Gid fornyelsen af sådan en pagt i det lange løb må mislykkes. - Gid de såkaldt ressourcestærke medlemslande der henvises til i Jyllandspostens leder i dag, fastholder deres manglende engagement i Afghanistankrigen, og gid også Danmark snart besinder sig og stopper sine angrebskrige. Bodil K. Nielsen - marts 2008
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021