Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


Tale til Mellemfolkeligt Samvirkes 75-års jubilæum
logoMidt under Den Anden Verdenskrig mødtes nogle danske aktivister for at forberede fremtidens fred. Ikke som i spillet mellem småstater og stormagter, men som småfolk. De vidste, at mange små aktivister med en rigtig god vision kan udrette store ting. Og at gode menneskers gode handlinger er en nødvendighed, når skårene skulle klinkes efter det store slagsmål.
75 år senere har denne spæde fredstanke så vokset sig stor under navnet "Mellemfolkeligt Samvirke". Logoet for jeres mange år er en kollage af aktive mennesker, der har forsøgt at ændre verden til det bedre. Markant i toppen af kollagen folder fredens faner sig ud, og det fredshåb er vi hos Aldrig Mere Krig glade for at se i jeres plakat.
AMK er selv er en af de sejlivede overlevere - nu med 93 år på bagen. Fortsat med en grundtanke om kraften i pacifisme, forsoning og fredshåb som det bærende. Vi er allerede IMOD den næste krig - men allermest er vi FOR FRED. Vi går hellere på gaden for at foreslå en løsning, end for at blot at sige NEJ. ...
Vi er stolte, på Danmarks vegne, over det arbejde som Mellemfolkeligt Samvirke har udført gennem tiden. Og vi er triste, på Danmarks vegne, over at vore regeringers fokus nu er mere på krig, end på udvikling. Det behøver jo ikke at være sådan - for igennem 90erne faldt de danske forsvarsudgifter. Og samtidig voksede dansk udviklingsbistand - så de nærmede sig et fælles niveau.
I en bedre verden havde de to linjer krydset hinanden. I en bedre verden var det den danske udviklingsbistand, der pludselig fik tilført ekstra milliarder. Og forsvarsudgifterne, der havde fortsat deres fald. I stedet er det gået omvendt. Set globalt, er verden overoprustet, mens FNs Verdensmål er underfinansierede. Og de tal må vendes helt om. Dette kunne være et af de punkter, hvor Aldrig Mere Krig og Mellemfolkeligt Samvirke har fælles interesser.
Danmark burde gå i front. Ikke kun med et fornyet fokus på udviklingsbistand, men ved at omruste til ikke-militær konfliktløsning. Og ikke mindst ved at udvikle sådanne løsninger - i modsætning til nu, hvor dansk fredsforskning simpelthen er nedlagt. Fremtidens stigende klimaødelæggelser skaber konflikter, og vil øge verdens ulighed. Uddannede mediatorer med de rigtige værktøjer kunne mindske problemerne gennem lokal mægling.
En dansk indsats med konfliktløsning og forebyggelse kræver, at dette i højere grad sker ud fra FNs værdier. Og altså ikke til fremme for dansk erhvervsliv, eller under NATO-flag. Og slet ikke som i Afghanistan, hvor danske soldater "betalte" de lokale med en vandhane, hvis de altså ville sladre om "fjenden". Mellemfolkelig Samvirke er allerede i gang på nogle af disse områder. Aldrig Mere Krig vil gerne hjælpe med til at styrke det mere direkte fredspolitiske.
I håbet om, at vi kan skabe en fredeligere verden. Med drømmen om at opbygge en fredskultur. For fred er meget mere end blot fravær af krig. Jeg ser frem til at fejre med jer, når vi har opnået alt dette. For det har vi nok klaret til Mellemfolkelig Samvirkes 100 års jubilæum. Eller gerne lidt tidligere. Tak - og tillykke med jubilæet!
Læs teksten uforkortet

Tom Vilmer Paamand - juni 2019






Flere historier fra 2019...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Husk også Uffe for, at han ønskede atomnedrustning
Efter Uffe Ellemanns død, huskes han mest som en ihærdig koldkriger - men han advarede også imod atomtruslen, og stemte for nogle af den såkaldte fodnote-periodes ønsker om nedrustning.
Uffe Ellemann var udenrigsminister i 1980erne, nok det farligste årti af den Kolde Krig. Socialdemokratiet var i opposition, og skrev fornuftige fodnoter til NATO imod atomvåben. De fleste af disse fodnoter huede ikke Uffe Ellemann, men nogle af dem gjorde, og årtiets borgerlige regeringer støttede faktisk en del af dem.
De borgerlige stemte således for at USA ikke må anvende Thule-anlægget offensivt, for opfordringer til et totalt prøvestop for atomvåben og for etablering af atomvåbenfrie zoner på begge sider af det dengang så delte Europa. Samt generelt for at arbejde for gensidig og samtidig konventionel nedrustning i Øst og i Vest.
Denne forsigtige borgerlige atommodstand skyldtes, at den folkelige atomfrygt var så stor, at selv den tids NATO-tilhængere i Danmark var klart imod atomoprustningen.
Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik - og indgik derfor i et "alternativt sikkerhedspolitisk flertal", der kunne sende en oftest irriteret udenrigsminister til NATO med flertallets danske ønsker om atomnedrustning.
Folketingets alternative flertal blev opløst, da Det Radikale Venstre i 1988 valgte at indgå i en borgerlig regering. Selv uden dem fik fredspartierne dog fortsat flest stemmer ved folketingsvalget, men valgmekanikken betød, at de alligevel ikke sad på et parlamentarisk flertal.
Danmark mangler i dag statsmænd, der som Uffe Ellemann ihærdigt holdt fast i at advare mod atomtruslen. I sine sidste år skrev han, at "der er større grund til at frygte atomtruslen i dag, end under Den Kolde Krig". Selvom der også i dag er et solidt flertal mod atomvåben i den danske befolkning, afspejles dette ikke i Folketinget, der afviser FNs forbudstraktat mod atomvåben, som trådte i kraft sidste år..
Tom Vilmer Paamand - juni 2022





... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2022