Ved Børge Pehrssons død
Så lyst et sind som her gik under, jeg kun har mødt den ene gang, thi du hvis ben i kisten blunder, var folkets barn i dåd og trang. Disse ord skrev Jeppe Aakjær i 1910 til redaktør Brandsagers begravelse; men for min bevidsthed står det, som det kunne være skrevet i disse dage til Børge Pehrsson, Allerød. Han var født i 1919 af en enlig mor. Han voksede op på Amager under meget små kår, hvilket medvirkede til, at han altid i sit mangesidige samfundsmæssige virke talte de små og svages sag. Efter 7 års skole gang blev han uddannet cigarruller; men han kom aldrig til at virke ved faget, og han var hele livet ikke-ryger. I en årrække arbejdede han på køleskabsfabrikken Atlas, hvor han blev sine kollegers tillidsmand, og som den første i landet, blev han tillidsmand på fuld tid. Børges sidste arbejdsplads var dog som trykkeriarbejder på Politiken, og da han som 62 årig gik på efterløn besteg han, som en af de ældste nogensinde verdens højeste bjerg, Mont Everest. Dette satte ham på verdenspressens forsider og han har holdt mange foredrag om denne bedrift ledsaget af video. Bl.a. har han været i USA, hvor tilhørerne var imponeret af den ikke helt unge dansker. Børge Pehrsson var pacifist og det var i denne sammenhæng han kom inden for mit synsfelt. Han var den af Aldrig Mere Krigs medlemmer, der havde længst anciennitet, idet han blev medlem i 19Så lyst et sind som her gik under, jeg kun har mødt den ene gang, thi du hvis ben i kisten 38. Han var i militærnægterlejr i Grib Skov dels under krigen; men han blev hjemsendt umiddelbart efter 29. august 1943. Straks efter krigsafslutningen blev han atter indkaldt til arbejde i militærnægterlejren i Grib Skov. Mere end 2 år blev det til i alt. Ved afsløring af mindesten i anledning af 90 års dagen for oprettelsen af den første militærnægterlejr i vort land i Grib Skov den 11. november sidste år holdt Børge Pehrsson en gribende tale. Han fortalte hvordan nogle under krigen hånede militærnægterne og spyttede på dem. Han ironiserede over, at en krigsskueplads ofte kaldes "ærens mark", for ham var ærens mark militærnægterlejren i Grib Skov. Han vendte sig i stærke ord mod militær og militarisme, og han karakteriserede den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan som en forbrydelse. Børge Pehrsson blev under meget stor deltagelse bisat fra Unitar- ens Hus. Da afholdsagitatoren og sundhedsapostelen, overlæge Carl Ottosen i 1935 fyldte 75 år, skrev forfatteren Jens Thise et hyldestdigt til ham. Dette slutter med et par linjer der passer som hånd i handske på Børge Pehrsson: En fremskridtsmand i god forstand, en folkeven, en ener. Æret være Børge Pehrssons minde.
Januar 2009: Henning Sørensen
Flere historier fra 2009...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023