Atomvåben holder fortsat verden på randen af katastrofen
På trods af en vis nedrustning lader de fleste til at have glemt, at der fortsat står startklare atomvåben på baser kloden rundt. Den russiske præsident Boris Jeltsin stod med fingeren på knappen i 1995, da en rutinemæssig norsk vejrraket ved en fejl bippede ind på radaren som et atommissil. Der blev som bekendt heller ikke trykket på den røde knap ved denne lejlighed, men sædvanligvis var og er truslen fra atomuheld en langt større risiko, end for bevidste krigsaffyringer.
Den nye bog "Command and Control" af journalisten Eric Schlosser fortæller om de amerikanske bomber, som burde have den bedste sikkerhed omkring sig, men alligevel er blevet ramt af uheld efter uheld. Adskillige atombomber er ved fejl blevet udløst fra fly over USA, og et amerikansk atombombefly udbrændte på en flybase i Marokko - kun tilfældigheder har hindret omfattende ødelæggelser.
Modige aktivister har intet glemt, og gør fortsat en stor indsats for at gøre opmærksom på faren. I maj "afrustede" en ældre nonne og to andre aktivister symbolsk et atomvåbenlager. Nonnen beklager, at hun ikke har brugt mere af sit liv på sådanne aktioner. Aktionen kan koste dem op til 30 år i fængsel.
I USA er den slags trusler mod "simpelt hærværk" ikke blot en løftet pegefinger, for aktivister bliver faktisk idømt sådanne barbariske straffe. Dette er værd at huske under den almindelige forargelse over, at Rusland truer med tilsvarende overgreb mod aktivister fra Greenpeace. Forrige år blev en aktivist løsladt i USA efter at have afsiddet sin fulde straf på sammenlagt 27 års fængsel for tilsvarende aktioner mod atomvåben.
I lande med et mere uafhængigt retssystem er demonstranter som Ulla Røder blevet frikendt, og undertegnede slap også selv for yderligere straf efter en aktion. Retspraksis er slingrende, men det er med bevidstheden om en meget reel risiko for at tilbringe resten af livet i fængsel, at nonnen og de to lidt yngre aktivister gik i aktion. De har således på forhånd afgjort, at den fortsatte og nu meget oversete trussel fra masseødelæggelsesvåben er lige så reel, og kræver drastiske handlinger at gøre opmærksom på.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2013
Flere historier fra 2013...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord:
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problemer, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
"Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Rifbjerg var ihærdig pacifist gennem et langt liv
Klaus Rifbjerg døde forleden, og bliver behørigt mindet i stort set samtlige medier. Overraskende mange får nævnt - de fleste med stor irritation - at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Fredsskattefonden til Kvinder for Fred, og holdt tale i 2008, da Aldrig Mere Krig indbød til fredsmanifestation for militærnægtere.
Herunder beskriver Rifbjerg sin fredsdrøm med egne velvalgte ord:
Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Graib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.
Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problemer, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talibanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder.
Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram.
"Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"
Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.
Tom Vilmer Paamand - april 2015
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023