Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Atomvåben holder fortsat verden på randen af katastrofen
Fredsbilleder...
På trods af en vis nedrustning lader de fleste til at have glemt, at der fortsat står startklare atomvåben på baser kloden rundt. Den russiske præsident Boris Jeltsin stod med fingeren på knappen i 1995, da en rutinemæssig norsk vejrraket ved en fejl bippede ind på radaren som et atommissil. Der blev som bekendt heller ikke trykket på den røde knap ved denne lejlighed, men sædvanligvis var og er truslen fra atomuheld en langt større risiko, end for bevidste krigsaffyringer.
Den nye bog "Command and Control" af journalisten Eric Schlosser fortæller om de amerikanske bomber, som burde have den bedste sikkerhed omkring sig, men alligevel er blevet ramt af uheld efter uheld. Adskillige atombomber er ved fejl blevet udløst fra fly over USA, og et amerikansk atombombefly udbrændte på en flybase i Marokko - kun tilfældigheder har hindret omfattende ødelæggelser.
Modige aktivister har intet glemt, og gør fortsat en stor indsats for at gøre opmærksom på faren. I maj "afrustede" en ældre nonne og to andre aktivister symbolsk et atomvåbenlager. Nonnen beklager, at hun ikke har brugt mere af sit liv på sådanne aktioner. Aktionen kan koste dem op til 30 år i fængsel.
I USA er den slags trusler mod "simpelt hærværk" ikke blot en løftet pegefinger, for aktivister bliver faktisk idømt sådanne barbariske straffe. Dette er værd at huske under den almindelige forargelse over, at Rusland truer med tilsvarende overgreb mod aktivister fra Greenpeace. Forrige år blev en aktivist løsladt i USA efter at have afsiddet sin fulde straf på sammenlagt 27 års fængsel for tilsvarende aktioner mod atomvåben.
I lande med et mere uafhængigt retssystem er demonstranter som Ulla Røder blevet frikendt, og undertegnede slap også selv for yderligere straf efter en aktion. Retspraksis er slingrende, men det er med bevidstheden om en meget reel risiko for at tilbringe resten af livet i fængsel, at nonnen og de to lidt yngre aktivister gik i aktion. De har således på forhånd afgjort, at den fortsatte og nu meget oversete trussel fra masseødelæggelsesvåben er lige så reel, og kræver drastiske handlinger at gøre opmærksom på.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2013





Flere historier fra 2013...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Aflivede mink og Den Kolde Krigs massegrave...
logo I disse dage handler ordet massegrav ikke om krigsforbrydelser i fjerne lande, men om pelsdyr. Mink avles for at blive dræbt og svøbt om rige mennesker, men coronaen fik regeringen til at forlange en rigeligt hurtig aflivning af de mange millioner mink i Danmark.
Tonsvis af døde dyr fik pludselig embedsværket sat på kreativt arbejde med logistikken omkring henrettelser i stor skala, transport af lig samt ikke mindst massegrave til ligbunkerne - og overraskende nok også af soldater til overvågning af drabene. Metodikken fik nogle af minkavlernes støtter til at drage grove paralleller til nazi-tiden, men Danmark har selv i nyere tid planlagt massegrave i denne størrelsesorden – til menneskekroppe.
I slutningen af 1970erne blev alle kommuner nemlig pålagt at udpege områder til de forventede massebegravelser, som en atomkrig ville medføre. Rettidig omhu, for Den Kolde Krig var på sit højeste, og atomraketterne stod kampklare i Sovjet og USA - alle ventede blot med tilbageholdt åndedræt på at ulykken skete.
Diverse ministerier etablerede derfor hvad der med bevidst abstrakt sprogbrug blev kaldt Civilregionernes Hygiejniske Beredskab. Ordene dækkede over et akut behov for at få placeret mindst 300 nødbegravelsespladser på landkortet. Vel at mærke ikke som en øvelse, for som det blev uddybet, skulle det være pladser, der kan anvendes til virkelige massebegravelser i krigssituationer.
Lige som med de aktuelle massegrave, var der mange hensyn på spil. Først og fremmest risikoen for grundvandsforurening – også af radioaktive materialer – og dermed krav om rimelig lav grundvandsstand i de udpegede områder samt god afstand til vandindvinding. En anden vigtig detalje var gode tilkørselsmuligheder – naturligvis var også DSB involveret i overvejelserne, for togtransport har altid været en effektiv del af masseudryddelser.
Landets dygtige embedsfolk blev sat på opgaven, der trods omfanget blev søgt gennemført diskret. Men med tusinder af involverede, var det ikke muligt. Der kom alligevel store overskrifter i landets aviser, presset frem af nævenyttige fredsfolk, der mente energien burde bruges på at afværge atomkrig, ikke på at planlægge livet efter ragnarok.
I dag er tusinder af affyringsklare atomvåben fortsat klar til krig, men de aktuelle ligbunker er heldigvis kun døde mink, og de er ikke endt i koldkrigens nødgrave. I stedet ligger de og stinker bag hegnet på diverse militære anlæg. Beredskabsstyrelsen har nemlig ikke længere overblik over landets potentielle massegrave.
Her i nutiden er vore skiftende regeringer holdt op med at planlægge dybe huller til krigens dræbte på Danmarkskortet, og har også nedlagt de mange lokale bunkers, hvorfra både civilbefolkningens og krigens ve og vel skulle styres. Dog bortset fra regeringens egen lille bunker i Hellebæk ved Helsingør, der fortsat står klar til at redde dem selv og udvalgte embedsmænd.
Ligesom under Den Kolde krig gør danske regeringer intet aktivt for at stoppe atomkrigen. I stedet er den slidte parole fortsat, at Danmark er med i NATO, og så længe der findes kernevåben, skal og vil NATO vedblive med at være en nuklear alliance.
Den nuværende forsvarsminister Jeppe Kofod har sleske ord i munden, men ser intet behov for at markere Danmark i kampen mod atomvåben. Imens kan vi andre så pippe lidt imod ved at skrive under på kravet om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten...
Find mere viden om kommunale massegrave i Hjørring Kommunes offentligt arkiv!

Tom Vilmer Paamand - november 2020







... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2022