Et godt valg for freden!
Den borgerlige valgsejr ved folketingsvalget er godt nyt for freden. De fredelige kræfter havde ikke en chance i det forrige Folketing, men nu er der håb forude - for Socialdemokratiet har altid været til større gavn for freden i opposition, end i regering. Danmarks krige var tabu under valgkampen. Alle fløje i Folketinget holdt borgfred, så det slet ikke kunne diskuteres, om oprustning og krig er det eneste svar på terror. Nu har borgfreden store chancer for at blive brudt - uden snærende bånd som det regerende parti plejer socialdemokraterne at finde de gamle militærkritiske toner frem igen.
Socialdemokratiet har stolte traditioner som fredsparti - i opposition. Allerede i 1909 lavede Socialdemokratiet et lovforslag om Danmarks afrustning - og de fleste kan huske de mange NATO-kritiske dagsordener fra 80erne. Desværre ser det ikke ud til, at der denne gang bliver mulighed for et alternativt sikkerhedspolitisk flertal. Alligevel tyder alt på, at freden får bedre kår takket være den store borgerlige sejr. Allerede på valgaftenen sang socialdemokraterne pludselig igen de gamle fredshymner "Where have all the Flowers gone" og "Kringsat av fiender"!
Alle de ovenstående ord er citeret fra AMKs blad tilbage i 2001, hvor folketingsvalget også blev udskrevet af en socialdemokratisk statsminister. Det bragte de borgerlige til magten til et årti med ufred og dansk krigsdeltagelse. Set i lyset af de seneste år med en socialdemokratisk statsminister, kan vi kan dog nu se tilbage på tiåret som en mere krigskritisk periode. Også selvom det var lige oven på terrorangrebet den 11. september 2001 i USA, og Danmark lod sig rive med i angreb på Afghanistan og Irak, var hangen til at støtte krigsbeslutninger ikke entydig.
Mest markant stemte S, RV og KD imod krigserklæringen til Irak marts 2003. EL og SF var oftere imod krigene, men stemte også for. RV stemte flere gange sammen med dem, og også et par modige socialdemokrater gik imod krig og partilinje. Der er altså muligheder, ikke for helt at stoppe de krigeriske strømninger, men med disse partier kan der trods alt være håb om en fredeligere opposition - med langt flere muligheder i, end vi har haft under en socialdemokratisk regering. Om det bliver muligt at rokke ved indkøbet af nye krigsfly er tvivlsomt, men det er vel blevet en anelse mere realistisk nu...
Tom Vilmer Paamand - juni 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Aflivede mink og den kolde krigs massegrave...
I disse dage handler ordet massegrav ikke om krigsforbrydelser i fjerne lande, men om pelsdyr. Mink avles for at blive dræbt og svøbt om rige mennesker, men coronaen fik regeringen til at forlange en rigeligt hurtig aflivning af de mange millioner mink i Danmark.
Tonsvis af døde dyr fik pludselig embedsværket sat på kreativt arbejde med logistikken omkring henrettelser i stor skala, transport af lig samt ikke mindst massegrave til ligbunkerne - og overraskende nok også af soldater til overvågning af drabene. Metodikken fik nogle af minkavlernes støtter til at drage grove paralleller til nazi-tiden, men Danmark har selv i nyere tid planlagt massegrave i denne størrelsesorden – til menneskekroppe.
I slutningen af 1970erne blev alle kommuner nemlig pålagt at udpege områder til de forventede massebegravelser, som en atomkrig ville medføre. Rettidig omhu, for Den Kolde Krig var på sit højeste, og atomraketterne stod kampklare i Sovjet og USA - alle ventede blot med tilbageholdt åndedræt på at ulykken skete.
Diverse ministerier etablerede derfor hvad der med bevidst abstrakt sprogbrug blev kaldt Civilregionernes Hygiejniske Beredskab. Ordene dækkede over et akut behov for at få placeret mindst 300 nødbegravelsespladser på landkortet. Vel at mærke ikke som en øvelse, for som det blev uddybet, skulle det være pladser, der kan anvendes til virkelige massebegravelser i krigssituationer.
Lige som med de aktuelle massegrave, var der mange hensyn på spil. Først og fremmest risikoen for grundvandsforurening – også af radioaktive materialer – og dermed krav om rimelig lav grundvandsstand i de udpegede områder samt god afstand til vandindvinding. En anden vigtig detalje var gode tilkørselsmuligheder – naturligvis var også DSB involveret i overvejelserne, for togtransport har altid været en effektiv del af masseudryddelser.
Landets dygtige embedsfolk blev sat på opgaven, der trods omfanget blev søgt gennemført diskret. Men med tusinder af involverede, var det ikke muligt. Der kom alligevel store overskrifter i landets aviser, presset frem af nævenyttige fredsfolk, der mente energien burde bruges på at afværge atomkrig, ikke på at planlægge livet efter ragnarok.
I dag er tusinder af affyringsklare atomvåben fortsat klar til krig, men de aktuelle ligbunker er heldigvis kun døde mink, og de er ikke endt i koldkrigens nødgrave. I stedet ligger de og stinker bag hegnet på diverse militære anlæg. Beredskabsstyrelsen har nemlig ikke længere overblik over landets potentielle massegrave.
Her i nutiden er vore skiftende regeringer holdt op med at planlægge dybe huller til krigens dræbte på Danmarkskortet, og har også nedlagt de mange lokale bunkers, hvorfra både civilbefolkningens og krigens ve og vel skulle styres. Dog bortset fra regeringens egen lille bunker i Hellebæk ved Helsingør, der fortsat står klar til at redde dem selv og udvalgte embedsmænd.
Ligesom under Den Kolde krig gør danske regeringer intet aktivt for at stoppe atomkrigen. I stedet er den slidte parole fortsat, at Danmark er med i NATO, og så længe der findes kernevåben, skal og vil NATO vedblive med at være en nuklear alliance.
Den nuværende forsvarsminister Jeppe Kofod har sleske ord i munden, men ser intet behov for at markere Danmark i kampen mod atomvåben. Imens kan vi andre så pippe lidt imod ved at skrive under på kravet om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten...
Tom Vilmer Paamand - november 2020
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Aflivede mink og den kolde krigs massegrave...
I disse dage handler ordet massegrav ikke om krigsforbrydelser i fjerne lande, men om pelsdyr. Mink avles for at blive dræbt og svøbt om rige mennesker, men coronaen fik regeringen til at forlange en rigeligt hurtig aflivning af de mange millioner mink i Danmark.Tonsvis af døde dyr fik pludselig embedsværket sat på kreativt arbejde med logistikken omkring henrettelser i stor skala, transport af lig samt ikke mindst massegrave til ligbunkerne - og overraskende nok også af soldater til overvågning af drabene. Metodikken fik nogle af minkavlernes støtter til at drage grove paralleller til nazi-tiden, men Danmark har selv i nyere tid planlagt massegrave i denne størrelsesorden – til menneskekroppe.
I slutningen af 1970erne blev alle kommuner nemlig pålagt at udpege områder til de forventede massebegravelser, som en atomkrig ville medføre. Rettidig omhu, for Den Kolde Krig var på sit højeste, og atomraketterne stod kampklare i Sovjet og USA - alle ventede blot med tilbageholdt åndedræt på at ulykken skete.
Diverse ministerier etablerede derfor hvad der med bevidst abstrakt sprogbrug blev kaldt Civilregionernes Hygiejniske Beredskab. Ordene dækkede over et akut behov for at få placeret mindst 300 nødbegravelsespladser på landkortet. Vel at mærke ikke som en øvelse, for som det blev uddybet, skulle det være pladser, der kan anvendes til virkelige massebegravelser i krigssituationer.
Lige som med de aktuelle massegrave, var der mange hensyn på spil. Først og fremmest risikoen for grundvandsforurening – også af radioaktive materialer – og dermed krav om rimelig lav grundvandsstand i de udpegede områder samt god afstand til vandindvinding. En anden vigtig detalje var gode tilkørselsmuligheder – naturligvis var også DSB involveret i overvejelserne, for togtransport har altid været en effektiv del af masseudryddelser.
Landets dygtige embedsfolk blev sat på opgaven, der trods omfanget blev søgt gennemført diskret. Men med tusinder af involverede, var det ikke muligt. Der kom alligevel store overskrifter i landets aviser, presset frem af nævenyttige fredsfolk, der mente energien burde bruges på at afværge atomkrig, ikke på at planlægge livet efter ragnarok.
I dag er tusinder af affyringsklare atomvåben fortsat klar til krig, men de aktuelle ligbunker er heldigvis kun døde mink, og de er ikke endt i koldkrigens nødgrave. I stedet ligger de og stinker bag hegnet på diverse militære anlæg. Beredskabsstyrelsen har nemlig ikke længere overblik over landets potentielle massegrave.
Her i nutiden er vore skiftende regeringer holdt op med at planlægge dybe huller til krigens dræbte på Danmarkskortet, og har også nedlagt de mange lokale bunkers, hvorfra både civilbefolkningens og krigens ve og vel skulle styres. Dog bortset fra regeringens egen lille bunker i Hellebæk ved Helsingør, der fortsat står klar til at redde dem selv og udvalgte embedsmænd.
Ligesom under Den Kolde krig gør danske regeringer intet aktivt for at stoppe atomkrigen. I stedet er den slidte parole fortsat, at Danmark er med i NATO, og så længe der findes kernevåben, skal og vil NATO vedblive med at være en nuklear alliance.
Den nuværende forsvarsminister Jeppe Kofod har sleske ord i munden, men ser intet behov for at markere Danmark i kampen mod atomvåben. Imens kan vi andre så pippe lidt imod ved at skrive under på kravet om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten...
Find mere viden om kommunale massegrave i Hjørring Kommunes offentligt arkiv!
Tom Vilmer Paamand - november 2020
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024