Danmarks krige skaber flygtninge
Som engageret i både flygtninge- og fredsarbejde står det klart, at der er en tydelig sammenhæng mellem Danmarks deltagelse i koalitionerne med USAs og nabolandes krige i Afghanistan, Irak og Libyen igennem de sidste 14 år, og så de hundredtusinder af flygtninge på vej op gennem Europa - og som vi nu har set en del af på de danske veje. Således har vores nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra sin tid som minister i Anders Foghs regering gennem støtten til Irakkrigen et stort medansvar for de flygtninge, der nu strømmer ind i Danmark. Thi sunnierne i Irak er nu ISILs vigtigste rekrutteringsbase, fordi krigsherrerne (USA og halehænget Danmark) lukkede øjnene for præsident al-Malikis shia-regime, der groft diskriminerede og mishandlede sunni-mindretallet.
Her efter så ISIL ud som de eneste, der ville hjælpe. Nu bomber Danmark så ISIL, og rammer sikkert en del civile sunnier, som ikke engang er velkomne i Bagdad hos shiaregimet, men må flygte nordpå igennem det kurdiske område - og nu er nået til Danmark sammen med syriske flygtninge. Også vedrørende Syrien, var de danske regeringer ude af stand til at se, at man på et tidligt stadium skulle have valgt at optræde som mægler - koordineret med FN mellem stormagtsinteresserne, og mellem det sunniske Saudi-Arabien og shia-styret i Iran, i stedet for at støtte USAs sabotage af FNs mæglingsforsøg. De syriske flygtninges rejse er også en reaktion på nedskårne madrationer i flygtningelejrene, fordi Danmark og andre rige lande har skåret i nødhjælpen til lejre i nærområder - i en situation, hvor flygtningene ingen fremtid ser i Syrien efter mange år som kastebold imellem militaristiske stormagters egeninteresser.
Alt sammen en fejludvikling, fordi stormagterne har forsømt at samarbejde om at oparbejde en fredsfrembringende struktur med nedbringelse af fattigdommens og ulighedens strukturelle vold, og uddannelse også i fredskultur.
Arne Hansen - august 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Klø til NATO for militærbedrag
"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"!
Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Klø til NATO for militærbedrag
"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"! Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024