Danmarks krige skaber flygtninge
Som engageret i både flygtninge- og fredsarbejde står det klart, at der er en tydelig sammenhæng mellem Danmarks deltagelse i koalitionerne med USAs og nabolandes krige i Afghanistan, Irak og Libyen igennem de sidste 14 år, og så de hundredtusinder af flygtninge på vej op gennem Europa - og som vi nu har set en del af på de danske veje. Således har vores nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra sin tid som minister i Anders Foghs regering gennem støtten til Irakkrigen et stort medansvar for de flygtninge, der nu strømmer ind i Danmark. Thi sunnierne i Irak er nu ISILs vigtigste rekrutteringsbase, fordi krigsherrerne (USA og halehænget Danmark) lukkede øjnene for præsident al-Malikis shia-regime, der groft diskriminerede og mishandlede sunni-mindretallet.
Her efter så ISIL ud som de eneste, der ville hjælpe. Nu bomber Danmark så ISIL, og rammer sikkert en del civile sunnier, som ikke engang er velkomne i Bagdad hos shiaregimet, men må flygte nordpå igennem det kurdiske område - og nu er nået til Danmark sammen med syriske flygtninge. Også vedrørende Syrien, var de danske regeringer ude af stand til at se, at man på et tidligt stadium skulle have valgt at optræde som mægler - koordineret med FN mellem stormagtsinteresserne, og mellem det sunniske Saudi-Arabien og shia-styret i Iran, i stedet for at støtte USAs sabotage af FNs mæglingsforsøg. De syriske flygtninges rejse er også en reaktion på nedskårne madrationer i flygtningelejrene, fordi Danmark og andre rige lande har skåret i nødhjælpen til lejre i nærområder - i en situation, hvor flygtningene ingen fremtid ser i Syrien efter mange år som kastebold imellem militaristiske stormagters egeninteresser.
Alt sammen en fejludvikling, fordi stormagterne har forsømt at samarbejde om at oparbejde en fredsfrembringende struktur med nedbringelse af fattigdommens og ulighedens strukturelle vold, og uddannelse også i fredskultur.
Arne Hansen - august 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Det vidste vi ikke-frasen holder ikke længere
Tilbage i 1945 sagde mange, både herhjemme og i Tyskland, at de ikke havde vidst noget om rædslerne i KZ-lejrene, og man valgte også ofte ikke at huske terrorbombardementerne i Dresden og Hamborg samt blodbadet i Stalingrad, for bare at nævne nogle få krigens konsekvenser. Medierne havde ikke nem adgang, og det var lettere for dem, der vidste noget, at vende det blinde øje til.
I 1960erne under krigene i Sydøstasien og især i Vietnam, kunne man til gengæld på billeder fra slagmarken se hvordan krig ser ud i virkeligheden. Dette var med til at skabe fredsbevægelse og modstand især blandt yngre mennesker, som var med til at sætte USA under pres og få stoppet denne krig.
I dag er der krige, der er ude af mediernes fokus, især kampene i det østlige og centrale Afrika - men interesserede kan ret nemt alligevel grave også disse oplysninger frem. Så ”det vidste vi ikke”, kan ingen påstå i dag. I Ukraine og især i de besatte palæstinensiske områder, kan krige og overgreb ikke holdes ude af mediernes og dermed offentlighedens søgelys. I Ukraine taler man om ”kødhakkeren”, hvor unge mennesker nu i månedsvis har slået hinanden ihjel, uden udsigt til fred - og uden at det får flyttet frontlinjerne nævneværdigt.
Og når man i Gaza dagligt kan se tæppebombardementer af boligområder, angreb på flygtningelejre, hospitaler og skoler og almindelige mennesker, hvoraf en meget stor del er børn, kan ingen længere sige, at ”det vidste vi ikke”. Dette forpligter enhver til at sige fra, og støtte de folkelige kræfter, der vil have myrderierne standset.
Tom Vilmer Paamand - december 2023
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Det vidste vi ikke-frasen holder ikke længere
Tilbage i 1945 sagde mange, både herhjemme og i Tyskland, at de ikke havde vidst noget om rædslerne i KZ-lejrene, og man valgte også ofte ikke at huske terrorbombardementerne i Dresden og Hamborg samt blodbadet i Stalingrad, for bare at nævne nogle få krigens konsekvenser. Medierne havde ikke nem adgang, og det var lettere for dem, der vidste noget, at vende det blinde øje til.
I 1960erne under krigene i Sydøstasien og især i Vietnam, kunne man til gengæld på billeder fra slagmarken se hvordan krig ser ud i virkeligheden. Dette var med til at skabe fredsbevægelse og modstand især blandt yngre mennesker, som var med til at sætte USA under pres og få stoppet denne krig.
I dag er der krige, der er ude af mediernes fokus, især kampene i det østlige og centrale Afrika - men interesserede kan ret nemt alligevel grave også disse oplysninger frem. Så ”det vidste vi ikke”, kan ingen påstå i dag. I Ukraine og især i de besatte palæstinensiske områder, kan krige og overgreb ikke holdes ude af mediernes og dermed offentlighedens søgelys. I Ukraine taler man om ”kødhakkeren”, hvor unge mennesker nu i månedsvis har slået hinanden ihjel, uden udsigt til fred - og uden at det får flyttet frontlinjerne nævneværdigt.
Og når man i Gaza dagligt kan se tæppebombardementer af boligområder, angreb på flygtningelejre, hospitaler og skoler og almindelige mennesker, hvoraf en meget stor del er børn, kan ingen længere sige, at ”det vidste vi ikke”. Dette forpligter enhver til at sige fra, og støtte de folkelige kræfter, der vil have myrderierne standset.
Tom Vilmer Paamand - december 2023
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg