Værnepligtige kan tvinges på aktion udenlands...
Regeringen vil opruste værnepligten markant, så værnepligtstiden tredobles og også de unge kvinder skal tvinges i trøjen. Sidstnævnte punkt har domineret debatten, imens en indskudt bemærkning helt er gået under radaren: Der er ”for nuværende ikke behov for at tvinge værnepligtige til udlandet”, fremgår det. Ikke udløst af et nærgående spørgsmål, men i selve forslaget – og betydningen er naturligvis omvendt, at fastslå dette som en aktiv mulighed.Tanker om frivillig deltagelse af militært værnepligtige på operative opgaver i udlandet har været luftet, lige siden Danmark igen blev en krigsførende nation – men aldrig gennemført. Nu ligger tvungen udsendelse der så som en prøveballon, der forhåbentlig vil blive skudt ned inden forslaget vedtages.
Men de værnepligtige skal sættes i øget operativ anvendelse, i følge forslaget dog ind til videre kun herhjemme. Udover dette skal også kvinder nu tvangsindkaldes, hvilket blev muligt gennem en listig nyfortolkning af grundloven. Værnepligtens varighed forlænges drastisk fra 4 til mindst 11 måneder, og antallet af indkaldte øges. Dette vil kræve en voldsom oprustning, da militæret i dag både har for få kaserner og for få ansatte til samtidigt at kunne uddanne så mange i så lang tid, som denne stigning vil medføre.
Alt skal i givet fald være på plads fra 2026, hvor forslaget kunne træde i kraft. Fagforeningen CS, der organiserer sergenterne, advarer om at den forlængede tidsramme ikke nødvendigvis vil give bedre uddannede soldater – da der vil være alt for få faste militærfolk på opgaven.
Militæret har i forvejen så svært ved at holde på de ansatte, at hver femte stilling i øjeblikket står ubesat, og 80% ønsker ikke at fortsætte efter værnepligten. Fagforeningen frygter, at et yderligere pres på de tilbageværende blot vil øge flugten væk fra militæret. Samtidig er det psykiske arbejdsmiljø både for værnepligtige og fastansatte under al kritik, da krænkende adfærd og overfusninger er vidt udbredt, trods regler imod dette.
Regeringen sælger forslaget som ”fuld ligestilling”, men dette kunne langt bedre opnås ved at give mænd den samme frihed mod tvungen militærtjeneste, som kvinder hidtil har nydt godt af. Det vil dog fortsat være muligt at blive militærnægter, hvilket forslaget jo giver endnu bedre grunde til.
Tom Vilmer Paamand - marts 2024
Flere historier fra 2024...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024