Militæret hugger fra besparelserne
Det tegner til, at det snart bliver alvor med besparelser på forsvaret. Jeg gætter på, at man i praksis vil afskaffe værnepligten og dermed hele militærnægterordningen. Det må dog ses som en vigtig delsejr efter snart 90 års AMK-arbejde. Når det så bliver et rent professionelt militær, kan det kun styres politisk ligesom man gør med grønlandske slædehunde: Man skal sulte dem så meget, at de nok knurrer, men ikke bider. Forsvaret, der har indset, hvad klokken er slået, er selv kommet med et par små bud til spareøvelsen.
Man nedlægger et par kaserner og sælger noget af udstyret. Med kasernerne vil man først se et rend af borgmestre, som vil klage over at miste gode skatteydere, men ellers er det da i orden. Så bliver der åbnet for salg af bygninger og øvelsesarealer. I Ninn Hansens tid som forsvarsminister - og både før og efter fik man indført et helt nyt langt ord og begreb i det danske sprog: "Provenufinansieringsordningen". Man (Ninn Hansen) benævnte de nedlagte kaserner "Forsvarets Arealer", og fortsatte med at provenuet fra deres salg selvfølgelig skulle tilgå forsvaret til yderligere rationalisering, dvs. oprustning.
Men det skulle da bare mangle. At en lejer/bruger bare lige skulle kunne udbyde og sælge hele molevitten og indkassere salgsprisen. Disse "arealer", næsten 30.000 hektar af Danmarks jord, havde vores forfædre købt og stillet til rådighed for militære øvelser. Når så jord og bygninger ikke mere skal bruges af militæret, står det ejeren/folket/samfundet frit til at bestemme deres ny anvendelse. Aldrig Mere Krig gjorde i l990erne en stor indsats for at præcisere dette forhold, og fik medhold af flere politikere. Især Ekstra Bladet var dygtige til at skære det ud i pap. Det endte med at man i et par korte år før 2000 ikke talte om og brugte provenufinansiering.
Men så kom det dog alligevel igen, direkte nævnt i de to seneste forsvarsforlig. Det bliver dog ikke rigtigere af den grund. Måske vil vi igen blive nødt til at kæmpe for folkets råderet over egen jord og bede Ekstra Bladet om at hjælpe os. Så er der det med udstyret - våben og krigsmateriel. Her kommer den radikale Niels Helveg Petersen ind fra sin tid som udenrigsminister i 1997. Da skrev han (eller ambassadøren) i FN under på en anbefaling til alle medlemslande om at lade alle våben destruere, som var blevet udfaset fra landenes væbnede styrker, så de ikke skulle falde i hænderne på illegale eller kriminelle. Kort tid derefter orienterede Niels Helveg Folketinget om beslutningen, og fik den dermed ratificeret.
De våbenansvarlige indenfor Forsvaret, Hjemmeværnet og Politiet har imidlertid været meget tungnemme overfor denne beslutning. Den kunne da vel ikke gælde for "deres" våben? Forsvaret har solgt/foræret af de udfasede våben til baltiske lande og Zimbabwe, og Politiet under Lene Espersen solgte alle 10.000 af deres gamle tjenestepistoler til genbrug.
Selv da hun blev gjort opmærksom på destruktionsforpligtelsen, og der kun var en container tilbage med pistoler, skulle den da også liiige sælges først, "for en aftale er en aftale". Inden de kommer for godt i gang med et nyt udsalg, må Niels Helveg og Co. derfor minde dem om, at hans aftaler altså også er aftaler.
Geert Grønnegaard - november 2012
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Politisk sameksistens i USA efter stormen?
Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning:
21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.
Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!Dette er en kort sammenfatning, men hele Anne Applebaums lange analyse bør læses (her). Hendes bøn om en sådan aktiv sameksistens bliver ikke mødt med den eftertænksomme imødekommenhed, som hun efterspørger - og da slet ikke fordi hun effektfuldt trækker paralleller fra USA til alverdens mislykkede stater. Men Applebaums eksempler fra Nordirland og Colombia dokumenterer, at den foreslåede sameksistens faktisk har vist sig mulig.
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Politisk sameksistens i USA efter stormen?
Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning:
_(cropped).jpg)
21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024