Øget militarisering i Mali trods gode alternativer
Folketingsflertallet argumenterede med, at de danske interesser - i hele Mellemøsten, Nordafrika og aktuelt i Sahelbæltet - er at ville skabe fred, stabilisere området, bekæmpe terrorisme og dermed hindre øgede flygtningestrømme mod Europa, men beslutningen om at sende danske soldater til Mali, vil have den stik modsatte effekt. Statskuppet i Mali i 2012 ved kuplederen Amadou Sanogo, der overdrog regeringsmagten til en overgangsregering under Dioncounda Traoré, førte til oprør og væbnet borgerkrig, der - lige som andre steder - hurtigt førte til et uoverskueligt antal også indbyrdes slåssende grupper bestående af demokratisk sindede, hjemløse jihadister fra Libyen, tuareger, samt diverse smuglere, banditter og landevejsrøvere i den nordlige Sahel-provins.
Den svage malinesiske kupregering bad fra sommeren 2014 om hjælp, og fik en franskledet militær mission, der snart efter fulgtes op af en "koalitation af villige vestlige lande", der også begyndte at flyve bombetogter, og samtidig fik presset FN-systemet til at sanktionere dette som en "fredsskabende og stabiliserende indsats" - som Danmark valgte at bidrage til med logistisk støtte og stabsofficerer, så FN-operationen i Mali er ledet af den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard. Der er godt noki øjeblikket en skrøbelig "fredsaftale" i Mali; men trods dette, er det langt fra en "fredsbevarende" indsats Folketing nu har besluttet at deltage yderligere i. Folketingets flertal sender nemlig specialtrænede elitesoldater ud, Jægerkorpset, og gør det samtid klart, at de skal ud på farlige og skarpe missioner - og flertallet af danske politikere er fuldstændig klar over, at "hvis vi skal ind i Mali, skal det ikke være en halv mission, hvor vi ikke må skyde".
Erfaringer med de sidste mange års danske krigspolitik - også med den gennem årene udviklede såkaldte samtænkte indsats - synes imidlertid at pege på, at man ikke kan stabilisere et land eller en region, bekæmpe terror eller stoppe flygtningestrømme med hverken kampfly, pansrede mandskabsvogne eller elitesoldater på jorden; altså med militære midler - eller med militære midler forrest.
Det er nemlig sandsynligt, at også de danske elitesoldater vil blive betragtet som en del af en "besættelsesmagt", og som uretfærdig og ensidig støtte til en ikke-legitim og svag malinesisk regering. Sandsynligt er, at også de danske soldater vil blive mødt med våben og bomber fra mange af de ovennævnte grupperinger, og at danske soldater vil blive trukket ind i endnu en langvarig krig uden udsigt til de forventede positive resultater. Tværtimod - en militær optrapning vil føre til det stik modsatte: Øget destabilisering, mere terror og flere flygtninge!
Alternativerne til øget militarisme i Mali kunne være: Danmark skal selvfølgelig fortsat være med til at løse opgaver i verden og fortsat føre en ambitiøs og aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark bør fortsat støtte FNs "fredsbevarende" missioner; men ikke medvirke til eller støtte "fredsskabelse" med våben i hånd og derfor ikke øge sin militære indsats, og ikke støtte den ene side i en kompliceret malinesisk borgerkrig.
Hasse Schneidermann - november 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Klø til NATO for militærbedrag
"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"!
Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Klø til NATO for militærbedrag
"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"! Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024