Militære angreb er nu dansk flygtningepolitik
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik i sin åbningstale til Folketinget gjort strømmen af flygtninge til et militært problem for danske kampfly:"Det store pres på Europas grænser har rod i komplicerede konflikter og ringe levevilkår. ... Og Danmark skal fortsat engagere os dér, hvor vi kan gøre størst forskel. ... Danmark deltager i den internationale indsats mod terrorbevægelsen ISIL i Irak. ... Når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats. ... Så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte. Også med vores kampfly."
Statsministerens ord om "et bredere mandat for den danske indsats" er i samklang med England og andre nationer, der ønsker at udvide indsatsen mod ISIL fra Irak til Syrien, hvor USA allerede kaster bomber. Forskellen ligger i, at indsatsen i Irak formelt er på opfordring fra Iraks regering. I Syrien har kun Rusland en sådan aftale med præsident Assad, og USAs angreb er derfor teknisk set i strid med folkeretten. Dette ønsker Lars Løkke Rasmussen altså at deltage i, på linje med den oprindeligt lige så ulovlige angrebskrig mod Irak i 2003. P1 Orientering talte med professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab på KU, der overrumplede journalisten med sin frimodige analyse af åbningstalen:
"Statsministeren kommer med det her i et afsnit om flygtningepolitik, så udsendelsen af danske militære midler bliver altså en fortsættelse af flygtningepolitikken med andre midler."
"Dette er en helt ny måde at definere dansk udenrigspolitik på. Helt specifikt handler det om, at man vil sætte militære midler ind, fordi man vil have færre folk af syrisk afstamning, der ankommer i Rødby."
" Hvis man skal revurdere Danmarks strategi, er det bedste man kan finde på så, at vi bomber noget mere. Var det hele det strategiske ræsonnement? ... Den militære matematik, der ikke rigtig går op, er at bruge luftmagt mod sådan nogle som ISIL. Det tungeste de har er en Toyota Pickup og en kampvogn hist og pist, og så har de ellers håndvåben. Når man så klasker en 200 millioners raket i nakken på dem, så har man jo spildt en 190 millioner mindst, som man kunne have brugt på noget andet."
Regeringen fremlagde også sit lovkatalog med "et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL", samt om en anden og næsten glemt dansk stabiliseringsoperation for FN i Mali. Pengene til al den krig skal jo komme et sted fra, så Lars Løkke Rasmussen skruer til gengæld ned for udviklingsbistanden:
"Jeg er stolt af Danmark. Et land, der tager ansvar i verden. Hjælper mennesker i nød. ... Regeringen har valgt at bruge færre penge på udviklingsbistand. ..." "DANMARK LEVE. Hurra! Hurra! Hurra!", sluttede talen...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Husk også Uffe for, at han ønskede atomnedrustning
Efter Uffe Ellemanns død, huskes han mest som en ihærdig koldkriger - men han advarede også imod atomtruslen, og stemte for nogle af den såkaldte fodnote-periodes ønsker om nedrustning.
Uffe Ellemann var udenrigsminister i 1980erne, nok det farligste årti af den Kolde Krig. Socialdemokratiet var i opposition, og skrev fornuftige fodnoter til NATO imod atomvåben. De fleste af disse fodnoter huede ikke Uffe Ellemann, men nogle af dem gjorde, og årtiets borgerlige regeringer støttede faktisk en del af dem.
De borgerlige stemte således for at USA ikke må anvende Thule-anlægget offensivt, for opfordringer til et totalt prøvestop for atomvåben og for etablering af atomvåbenfrie zoner på begge sider af det dengang så delte Europa. Samt generelt for at arbejde for gensidig og samtidig konventionel nedrustning i Øst og i Vest.
Denne forsigtige borgerlige atommodstand skyldtes, at den folkelige atomfrygt var så stor, at selv den tids NATO-tilhængere i Danmark var klart imod atomoprustningen.
Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik - og indgik derfor i et "alternativt sikkerhedspolitisk flertal", der kunne sende en oftest irriteret udenrigsminister til NATO med flertallets danske ønsker om atomnedrustning.
Folketingets alternative flertal blev opløst, da Det Radikale Venstre i 1988 valgte at indgå i en borgerlig regering. Selv uden dem fik fredspartierne dog fortsat flest stemmer ved folketingsvalget, men valgmekanikken betød, at de alligevel ikke sad på et parlamentarisk flertal.
Danmark mangler i dag statsmænd, der som Uffe Ellemann ihærdigt holdt fast i at advare mod atomtruslen. I sine sidste år skrev han, at "der er større grund til at frygte atomtruslen i dag, end under Den Kolde Krig". Selvom der også i dag er et solidt flertal mod atomvåben i den danske befolkning, afspejles dette ikke i Folketinget, der afviser FNs forbudstraktat mod atomvåben, som trådte i kraft sidste år.
Tom Vilmer Paamand - juni 2022
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Husk også Uffe for, at han ønskede atomnedrustning
Efter Uffe Ellemanns død, huskes han mest som en ihærdig koldkriger - men han advarede også imod atomtruslen, og stemte for nogle af den såkaldte fodnote-periodes ønsker om nedrustning.
Uffe Ellemann var udenrigsminister i 1980erne, nok det farligste årti af den Kolde Krig. Socialdemokratiet var i opposition, og skrev fornuftige fodnoter til NATO imod atomvåben. De fleste af disse fodnoter huede ikke Uffe Ellemann, men nogle af dem gjorde, og årtiets borgerlige regeringer støttede faktisk en del af dem.
De borgerlige stemte således for at USA ikke må anvende Thule-anlægget offensivt, for opfordringer til et totalt prøvestop for atomvåben og for etablering af atomvåbenfrie zoner på begge sider af det dengang så delte Europa. Samt generelt for at arbejde for gensidig og samtidig konventionel nedrustning i Øst og i Vest.
Denne forsigtige borgerlige atommodstand skyldtes, at den folkelige atomfrygt var så stor, at selv den tids NATO-tilhængere i Danmark var klart imod atomoprustningen.
Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik - og indgik derfor i et "alternativt sikkerhedspolitisk flertal", der kunne sende en oftest irriteret udenrigsminister til NATO med flertallets danske ønsker om atomnedrustning.
Folketingets alternative flertal blev opløst, da Det Radikale Venstre i 1988 valgte at indgå i en borgerlig regering. Selv uden dem fik fredspartierne dog fortsat flest stemmer ved folketingsvalget, men valgmekanikken betød, at de alligevel ikke sad på et parlamentarisk flertal.
Danmark mangler i dag statsmænd, der som Uffe Ellemann ihærdigt holdt fast i at advare mod atomtruslen. I sine sidste år skrev han, at "der er større grund til at frygte atomtruslen i dag, end under Den Kolde Krig". Selvom der også i dag er et solidt flertal mod atomvåben i den danske befolkning, afspejles dette ikke i Folketinget, der afviser FNs forbudstraktat mod atomvåben, som trådte i kraft sidste år.
Tom Vilmer Paamand - juni 2022
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023