Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Dansk militær skal skræmme russerne fra angreb
Fredsbilleder...
Nye milliarder til flere kampfly, krigsskibe og professionelle soldater er tvingende nødvendigt for Danmark, "hvis vi skal afskrække Rusland og andre utilregnelige stormagter fra at indtage Østersøen". Dette bombastiske budskab lyder fra militæranalytiker Mikkel Vedby Rasmussen, nu professor i statskundskab på Københavns Universitet, men tidligere chef for diverse af Forsvarets tænketanke.
"Danmark hænger fast i en idealistisk drøm fra efterkrigstiden om, at fred i Europa er kommet for at blive, og at krige mellem suveræne stater hører fortiden til. Men den periode er slut nu", erklærer Mikkel Vedby Rasmussen. Kun med lokal oprustning kan vi stoppe russerne i tide og dermed hindre en atomkrig. Derfor skal befolkningen hidses op til at kræve voldsomt meget mere militær - om forsvarsudgifterne så skal lande på 3 procent af BNP.
"I det hele taget skal vi hurtigt kunne sende relativt store hærenheder af sted til de baltiske lande, som udgør Danmark strategiske grænse i dag. Det kan blive relevant at have Patriot-missiler på Bornholm, hvis Rusland opruster i Kaliningrad."
Vedbys nye bog med dette tema hedder "Hvad er krig og fred i dag?", og udkommer underligt nok på Informations Forlag. Parolen er at det reelle trusselsbillede mod Danmark hidtil er blevet overset til fordel for værdipolitiske tiltag om demokratiopbygning og kamp mod terror i fjerne lande.
"En humanitær stormagt kan ikke gøre andet end at udlevere lommetørklæder, hvis Putin invaderer de baltiske lande. En humanitær stormagt vil heller ikke kunne sende kampfly på vingerne, hvis russerne krænker vores luftrum."
Mikkel Vedby Rasmussen lyder som om samtlige nedladende paroler fra Den Kolde Krig nu ukritisk kan genbruges, og det samme kan den tids mislykkede militære teorier. Måske er der lidt bedre argumentation i selve bogen, men det lyder ikke sådan. Trine Pertou Mach fra MS har som svar skrevet: "Drop nu den oprustningsiver!".
Tom Vilmer Paamand - maj 2017






Flere historier fra 2017...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  En fredeligere verden med nedbrudte IC4-kampfly!
Fredsbevægelsens hemmelige plan lykkedes til fulde denne gang. Generaler og politikere var ustoppelige i deres drømme om fortsat dyrere og mere dødbringende kampfly, så projektet gik ud på at lade dem tro, at de fik det. Dette ny kampfly var den perfekte løsning, og snart havde det meste af NATO derfor udskiftet deres effektive små dræberfly. Men afløseren var en gøgeunge, der uskadelig sad fast i hangaren, men den opåd alle militærbudgetter.
Uden brugelige kampfly blev resultatet en fattigere, men også fredeligere verden, hvor politikerne ikke længere frit kan kaste bomber mod udpegede slyngelstater. I stedet må de finde på andre og billigere løsninger som forhandling, diplomati og udviklingshjælp. Alle deres så dyrt fejlkøbte kampfly står kronisk ubrugelige nedpakket i mølkugler, mens kun alverdens jurister fortsat slås med dem.
Producenten Lockheed Martin er for længst gået konkurs, og ingen kan længere gennemskue millionerne af kodelinjer, der skulle få kampflyets computere til at lystre. Det tog en del år, før politikerne endeligt gav op. Inden da havde de utallige lappeløsninger, som producenten lovede ville hjælpe, kostet landene så dyrt at de nu også stod med forældede og nedslidte kampvogne og krigsskibe.
Fredsbevægelsen glæder sig over, at politikere og generaler hoppede i fælden. Selv om det blev en dyr omgang, og pengene kunne have været brugt så meget bedre, er den nyvundne fred hele prisen værd.
Tom Vilmer Paamand - maj 2016







... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2023