Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Kommentarer
Share button


Aflivede mink og Den Kolde Krigs massegrave...
logo I disse dage handler ordet massegrav ikke om krigsforbrydelser i fjerne lande, men om pelsdyr. Mink avles for at blive dræbt og svøbt om rige mennesker, men coronaen fik regeringen til at forlange en rigeligt hurtig aflivning af de mange millioner mink i Danmark.
Tonsvis af døde dyr fik pludselig embedsværket sat på kreativt arbejde med logistikken omkring henrettelser i stor skala, transport af lig samt ikke mindst massegrave til ligbunkerne - og overraskende nok også af soldater til overvågning af drabene. Metodikken fik nogle af minkavlernes støtter til at drage grove paralleller til nazi-tiden, men Danmark har selv i nyere tid planlagt massegrave i denne størrelsesorden – til menneskekroppe.
I slutningen af 1970erne blev alle kommuner nemlig pålagt at udpege områder til de forventede massebegravelser, som en atomkrig ville medføre. Rettidig omhu, for Den Kolde Krig var på sit højeste, og atomraketterne stod kampklare i Sovjet og USA - alle ventede blot med tilbageholdt åndedræt på at ulykken skete.
Diverse ministerier etablerede derfor hvad der med bevidst abstrakt sprogbrug blev kaldt Civilregionernes Hygiejniske Beredskab. Ordene dækkede over et akut behov for at få placeret mindst 300 nødbegravelsespladser på landkortet. Vel at mærke ikke som en øvelse, for som det blev uddybet, skulle det være pladser, der kan anvendes til virkelige massebegravelser i krigssituationer.
Lige som med de aktuelle massegrave, var der mange hensyn på spil. Først og fremmest risikoen for grundvandsforurening – også af radioaktive materialer – og dermed krav om rimelig lav grundvandsstand i de udpegede områder samt god afstand til vandindvinding. En anden vigtig detalje var gode tilkørselsmuligheder – naturligvis var også DSB involveret i overvejelserne, for togtransport har altid været en effektiv del af masseudryddelser.
Landets dygtige embedsfolk blev sat på opgaven, der trods omfanget blev søgt gennemført diskret. Men med tusinder af involverede, var det ikke muligt. Der kom alligevel store overskrifter i landets aviser, presset frem af nævenyttige fredsfolk, der mente energien burde bruges på at afværge atomkrig, ikke på at planlægge livet efter ragnarok.
I dag er tusinder af affyringsklare atomvåben fortsat klar til krig, men de aktuelle ligbunker er heldigvis kun døde mink, og de er ikke endt i koldkrigens nødgrave. I stedet ligger de og stinker bag hegnet på diverse militære anlæg. Beredskabsstyrelsen har nemlig ikke længere overblik over landets potentielle massegrave.
Her i nutiden er vore skiftende regeringer holdt op med at planlægge dybe huller til krigens dræbte på Danmarkskortet, og har også nedlagt de mange lokale bunkers, hvorfra både civilbefolkningens og krigens ve og vel skulle styres. Dog bortset fra regeringens egen lille bunker i Hellebæk ved Helsingør, der fortsat står klar til at redde dem selv og udvalgte embedsmænd.
Ligesom under Den Kolde krig gør danske regeringer intet aktivt for at stoppe atomkrigen. I stedet er den slidte parole fortsat, at Danmark er med i NATO, og så længe der findes kernevåben, skal og vil NATO vedblive med at være en nuklear alliance.
Den nuværende forsvarsminister Jeppe Kofod har sleske ord i munden, men ser intet behov for at markere Danmark i kampen mod atomvåben. Imens kan vi andre så pippe lidt imod ved at skrive under på kravet om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten...
Find mere viden om kommunale massegrave i Hjørring Kommunes offentligt arkiv!

Tom Vilmer Paamand - november 2020






Flere historier fra 2020...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Fogh frygtede ikke dom som krigsforbryder
UDREDT: Anders Fogh Rasmussen spurgte sine embedsmænd, om han kunne blive retsforfulgt for dansk deltagelse i Irakkrigen. Dette fremgår af Jesper Tynells bog "Mørkelygten" fra 2014. Men måske er dette at gøre skarn uret, for kilderne kan også læses med et helt andet resultat.
Anekdoten om den bange statsminister er næsten for god til at pille ved, men den passer ikke helt til mandens rigeligt stålsatte og kronisk bedrevidende natur. Per Stig Møller kaldte denne gode sviner for helt vild, og sagde han ikke havde hørt om den før - men heller ikke dette er helt korrekt.
Spørgsmålet var slet ikke så ukendt dengang. selv om den historiske krigsudredning kun nævner lidt af forhistorien. Nemlig at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen den 14/3 2003 havde vurderet, at da krigen ville foregå uden om FN og således var ulovlig, kunne danske soldater, diplomater og statsoverhoved retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol.
Også Ole Wæver, professor i statskundskab, kaldte krigsdeltagelsen for uholdbar. Spørgsmålet om danske soldaters rolle som mulige krigsforbryder blev diskuteret i vide kredse, herunder i soldaternes fagforeninger. For at berolige soldaterne udsendte Danmark som det eneste land derfor også en formel krigserklæring - hvilket i øvrigt slet ikke er nævnt i Krigsudredningen.
Trods Per Stig Møller blafrende hukommelse, måtte han dengang svare på netop dette spørgsmål i Folketinget. Her blev det ikke stillet af Fogh, men af Villy Søvndal fra SF dagen efter Ole Espersens udspil (og på vegne af diverse fredsaktivister): "Vil udenrigsministeren redegøre for sandsynligheden for, at danske politikere, der har sendt danske soldater afsted i en USA-ledet krig mod Irak uden opbakning fra FN, vil kunne sættes for Den Internationale Straffedomstol?".
Per Stig Møller læste et længere svar fra sine embedsmænd op, der nok ikke helt tilfældigt rummer de samme ord, som Tynell i sin bog udelukkende vinkler på Fogh: "Det betyder, at ICC indtil videre ikke er kompetent til at retsforfølge personer for at have begået forbrydelsen aggression", samt at "selv i den usandsynlige situation, hvor et dansk regeringsmedlem direkte beordrer danske styrker til at begå forbrydelser underlagt ICC's jurisdiktion, må risikoen for retsforfølgning ved denne domstol altså i praksis anses for udelukket".
Dette tyder på, at Tynells notat nok ikke helt er opstået som angivet i hans bog - med en frygtsom Fogh bag. Tynell skriver dog også, at den engelske premierminister Tony Blair på samme tid bekymrede sig. Det er muligt, men det var i marts 2003, så dette flytter blot tidsrammen til flere uger efter, at SF bad om svar i Danmark.
Nogle år senere blev Den Internationale Straffedomstols mandat udvidet med de såkaldte Kampalaændringer om aggressionsforbrydelser. Disse gør det netop muligt at straffe politikere for aggression, dog ikke med tilbagevirkende kraft til fx 2003, og kun såfremt deres eget land har tilsluttet sig muligheden.
Dette har vor nusiddende regering i december 2018 afvist at ratificere med følgende stolte erklæring: "Danmark er således et af få lande, der vurderer, at magtanvendelse uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (humanitær intervention) i helt ekstraordinære tilfælde kan være juridisk forsvarligt."
Tom Vilmer Paamand - februar 2019






... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2022