Danmark ikke lænket til FNs Sikkerhedsråd Danmark ikke "lænket" til FNs Sikkerhedsråd
I 1999 blev regeringen spurgt om opfattelsen af frasen om at "anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt". Svaret fra Udenrigsministeriet forholdt sig på typisk vis kun overfladisk til problemstillingen, med en formulering om at "Danmark kun vil anvende militære magtmidler mod andre lande i overensstemmelse med målsætninger og principper i FN-pagten" - hvorpå en socialdemokratisk regering sendte Danmark i krig.
Svaret bekræftede dermed blot det lidet overraskende, at man ikke ønskede at bryde FN-pagten, og undlod at forholde sig til om Grundlovens ord skal fortolkes restriktivt. Statsministeriets jurister skrev i 2010 om Irakkrigens lovlighed, at Danmark havde lov til at gå i krig "uanset om der var et folkeretligt grundlag herfor".
Statsministeriet mente også at det er "utænkeligt, at det skulle have været hensigten ved vedtagelsen af grundlovsændringen i 1953" af lænke Danmark til FNs Sikkerhedsråd, hvilket Højesteret erklærer sig enig i - og også i at ingen har krav på at få sagen prøvet ved domstolen. Konklusionen må være, at Grundloven ikke står i vejen for disse krige. Selv en Grundlov må følge med tiden, uanset om dens ord er blevet ændret eller ej. Og hvis et skiftende flertal i Folketinget har accepteret dette, så har virkeligheden ændret sig med det, bakket op af vælgerne.
I dagens Danmark har et enstemmigt Folketing gentagne gange sendt landet i krig. Det er træls, men den juridiske kamp mod dette ser jeg kun som et rimeligt propagandamiddel, en måde at sikre på at debatten fortsætter og er medieegnet. Resultatet er givet på forhånd - men åbner trods alt også for, at ordet Grundlovsbrud nu er lige så utroværdigt som rablerier om brudte valgløfter.
Tom Vilmer Paamand - februar 2013
> Tysk alarm om russisk atomangreb En russisk ubåd affyrede den 13. december 2020 fire interkontinentale atommissiler. Affyringen blev registreret af militærsatellitter, og USAs tyske militærbase i Ramstein gik i højeste alarmberedskab. Sirenerne lød og alle gik i dækning for det forventede luftangreb. Efter nogle minutter blev alarmen dog afblæst, da affyringerne nu korrekt blev vurderet til at være sket under en russisk øvelse. USA har meddelt, at ingen fly nåede at blive sendt i luften til modangreb. Der er ingen oplysninger om hvorvidt USAs egne ubåde og andre interkontinentale affyringsramper blev gjorde klar til affyring, som det er den sædvanlige procedure. Rusland havde dog varslet denne øvelse i god tid, så det er uklart hvorfor USA kortvarigt gik i fuld panik over nogle få missiler. I oktober var det tyske piloter, der trænede i at kaste atombomber, hvilket Rusland klagede over, men den øvelse så ikke ud til at udløse en tilsvarende panik. De russiske missiler blev affyret udfor Japan, og ramte som planlagt et skydeområde tæt ved den finske grænse efter at have fløjet 5.000 kilometer på 15 minutter. Missilerne var til øvelsen ikke udstyret med atombomber, men fløj på en kurs, der kunne føres videre mod Tyskland. Ramstein er USAs største udenlandske militærbase, og husede tidligere et større antal atomraketter. Der findes alt for lange lister over tilsvarende episoder, hvor vor verden igenigen balancerer på kanten af total ødelæggelse. Mest kendt er nok skæbnenatten i september 1983, hvor den russiske officer Stanislav Petrov valgte at trodse de avancerede varslingssystemer, og sige Njet! Her var signalet også, at en håndfuld atomraketter var på vej, og det beskedne antal var en af grundene til at Petrov ikke sendte advarslen videre til den russiske generalstab. Tom Vilmer Paamand - december 2020