Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Både Norge og Tyskland bryder NATO-linje mod atomforbud
FN-traktaten om forbud mod atomvåben fik en god håndsrækning da først Norge, og nu senest Tyskland, besluttede sig for at deltage ved den kommende konference for de tilsluttede lande. De to kommer med som de første NATO-lande, men deltager dog kun som observatører.
Atomvåbenforbuddet er for længst vedtaget i FN med to tredjedele af hele verden bag, men hidtil uden at de afgørende slyngelstater har tilsluttet sig - dem med egne atomvåben eller fantasier om sådanne.
NATOs linje har været, at medlemmerne helt skal holde sig væk, men denne konsensus er nu endegyldigt brudt. Også Danmark har hidtil været helt afvisende, men bliver nu presset af disse andre NATO-medlemmers deltagelse - begge med socialdemokrater i regeringerne. Tysklands beslutning fremgår af grundlaget for dets nyvalgte regering, der oven i fastsætter, at landet "vil spille en ledende rolle i nedrustningsarbejdet", og at "målet er en verden uden atomvåben".
Tyskland har ikke selv atomvåben, men USA har udstationeret en række atombomber i landet. Den gode tyske nyhed er sket trods heftig armvridning fra NATO. Den offentlige del af denne var fx forslaget, om at ved yderligere tysk atommodstand ville USA da bare flytte sine atomvåben i Tyskland til Østeuropa. Dette henkastede forslag er stærkt alarmerende, da en sådan handling ville ødelægge de sidste aftaler med Rusland om styrkebalancen i Østeuropa. Rusland har da også omgående protesteret voldsomt.
Tom Vilmer Paamand - november 2021





Flere historier fra 2017...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  I Norge kan de vurdere krigsdeltagelse - og det i en fart
logoApril 2018 nedsatte Norge et "uafhængigt udvalg", der skulle "gennemgå de norske militære og civile bidrag til operationen i Libyen samt de nationale beslutningsprocesser" under de norske flyangreb i 2011 - og rapporten blev skrevet færdig på nogle få måneder. Der stod dog ikke en hel kommission bag, så målet var mere begrænset end for det afbrudte danske kommissionsforsøg. Angrebet var historisk, da dette var første gang Sikkerhedsrådet baserede en afgørelse på det nyoprettede princip "R2P" - ansvaret for at beskytte civile.
Det norske udvalgs kritik fokuserer på, at der var stor usikkerhed om målet for den norske deltagelse, tilsvarende stor uvidenhed om de politiske forhold i Libyen og ikke mindst om holdningen til regimeskift. Rapporten opfordrer derfor til en afklaring af den fremtidige beslutningsproces, samt: - at det ville styrket tilliten til den tolkningen av sikkerhetsrådsresolusjonen som etter hvert ble lagt til grunn, dersom det allerede i den kongelige resolusjonen var blitt klargjort hvilke begrensninger sikkerhetsrådsresolusjonen satte for militær maktbruk.
- at det bør i en kongelig resolusjon om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner avklares om beslutningen gjelder «krig» i Grunnlovens forstand, og hvilke hensyn som har gjort seg gjeldende ved vurderingen av om krigen er til landets forsvar, jf. Grunnloven.
- at det av den kongelige resolusjonen også burde ha framgått hva slags konflikt Norge ble part i. Konfliktens art har betydning både i relasjon til Grunnloven, og for den status norske styrker har når de gjennomfører militære operasjoner på vegne av Norge.
- at det bør i kongelige resolusjoner om norske styrkebidrag til internasjonale operasjoner gis klar og entydig vurdering av hva slags folkerettslig konflikttype Norge blir part i, og hvilken rettslig status norske styrker har.
Udvalget påpeger, at statsministeren i Stortinget udtalte sig helt modsat i forhold til hvad Forsvarsministeriet vurderede - og dermed anderledes end den instruks, som ministeriet gav de udsendte bombepiloter. Alligevel konkluderes det, at det norske angreb var forfatningsmæssigt korrekt forankret, selv om der var store problemer med informeringen af Stortinget og offentligheden. De norske angreb blev også frikendt, fordi:- FNs generalsekretær ga uttrykk for at NATOs operasjon hadde foregått innenfor rammen av sikkerhetsrådsresolusjonens mandat. Norges deltakelse i operasjonene hadde et tilstrekkelig folkerettslig grunnlag nettopp fordi deltakelse ble vurdert som nødvendig for å beskytte sivile.
Under angrebet kastede Norge hele 588 bomber over Libyen, hvilket dog klart blev overgået af Danmarks 923 bomber. Undersøgelsens leder var Høyres tidligere udenrigsminister Jan Petersen, der i 2003 ihærdigt men forgæves havde talt for norsk deltagelse i det oprindelige angreb på Irak. På trods af dette er der kommet en yderst læseværdig beretning frem, der giver Danmark klart baghjul i offentlighed om politiske beslutningsprocesser og nødvendigheden af god fremadrettet bagklogskab.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2018







... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2021