Tribunalforeningen skriver, at den sammen med sit nedsatte Tribunal ihærdigt har arbejdet for at afholde en høring om Danmarks krige den 10-11. november 2018. Der var bestilt lokale, der var skaffet økonomi, der var indsamlet dokumentation og fundet vidner. Men desværre måtte foreningen konstatere, at den planlagte høring ikke kunne gennemføres.
Tribunalet havde nemlig set sig nødsaget til at aflyse høringen, og indstillede så deres arbejde som tribunal.
er, at det ikke lykkedes at få samlet nok vidner med fornøden indsigt og erfaring, og at der ikke har kunnet sikres medvirken fra nok eksperter med tilstrækkelig faglig kompetence. Tribunalforeningens bestyrelse har med beklagelse modtaget denne meddelelse, men værdsætter den store arbejdsindsats som Tribunalet har ydet.
Foreningens bestyrelse vil gøre sit yderste for at Tribunalets arbejde med at fremskaffe vidner og dokumentationsmateriale om Danmarks krige i Afghanistan og Irak bliver videreført og fremlagt for offentligheden under andre former. Det videre arbejde vil blive taget op på Tribunalforeningens generalforsamling den 26.1.2019
Flere historier fra 2018...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev
presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte
"NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et
alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men
ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V)
selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod
SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte
dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et
flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen
flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet
flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer
i krig på Balkan - og resten er
historie. Krigshistorie.
...
...