For stor tillid til militær teknologi
Fra de meget omtalte UFO-klatter på kampflyenes IT-skærme, går en lige linje til militære computeres mere bogstavelige fejlskud. Massevis af døde
civile, fordi militærets målsøgende computere tog fejl – igen og igen.
De såkaldt
"gyldige" mål bliver i fortsat højere grad udvalgt af computere. På skærmene analyseres billederne, og elektroniske kredsløb
markerer grynede klatter som "tank" eller "bus", så operatøren ved, om han må skyde eller ej.
Alt for ofte gætter systemet
forkert, og nogen gange giver det op og så registreres klatten som en UFO, hvilket blot betyder noget så kedeligt som
Uidentificeret Flyvende Objekt. Ligesom med de tågede UFO-billeder, har drone-bombernes instrumenter fortsat svært ved at skelne ven fra fjende.
Danmark er i høj grad
rodet ind i denne helt bevidste umenneskeliggørelse af kamphandlingen. Fyn er blevet
center for våbenudvikling og
forskning i ubemandede droner, støttet af skattepenge og
universiteter. Også droner "tænker selv" for at kunne navigere, og udviklingen af deres kunstige intelligens (AI) har ført til en ny kategori af våben Dødbringende Selvtænkende Våbensystemer.
USAs forsvar har givet
Danmark plads i et særligt
AI Partnership for Defense, hvor deltagerne skal dele
"erfaringer med at udnytte kunstig intelligens til forsvarsmissioner". Europa-Parlamentet har udtalt sig klart negativt, og foreslår et direkte forbud mod såkaldte
"dræberrobotter".
På trods af påstandene om, at de militære systemer nu kan "tænke selv" og påvise UFOer, er der fortsat ingen grund til at have stor tiltro til militær elektronik. Danmark rider på to heste i denne sag, ved henholdsvis at vinke venligt til parlamentets stærke forbehold, samtidig med at Danmark har fedtet sig ind i udviklingen af droner og kunstig intelligens i et tæt samarbejde med USA.
Generalernes og politikernes beslutninger bliver ikke mere gennemtænkte af at blive sendt gennem en computer. Alt for meget i denne verden lader sig ikke entydigt beregne, hvilket i særlig grad gælder på slagmarken.
Tidligere er det
lykkedes at få det meste af verden med i traktater mod landminer og atombomber. Forhåbentlig vil vore danske politikere alligevel satse mest på opfordringen fra Europa-Parlamentet, og arbejde for en solid regulering af også disse grimme våben.
Læs den fulde historie på FRED.dkTom Vilmer Paamand - juni 2021
Flere historier fra 2021...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Fogh frygtede ikke dom som krigsforbryder UDREDT: Anders Fogh Rasmussen
spurgte sine embedsmænd, om han kunne blive retsforfulgt for dansk deltagelse i Irakkrigen. Dette fremgår af Jesper Tynells bog "
Mørkelygten" fra 2014. Men måske er dette
at gøre skarn uret, for kilderne kan også læses med et helt andet resultat.
Anekdoten om den bange statsminister er næsten for god til at pille ved, men den passer ikke helt til mandens rigeligt stålsatte og kronisk bedrevidende natur. Per Stig Møller kaldte denne gode sviner for
helt vild, og sagde han ikke havde hørt om den før - men heller ikke dette er helt korrekt.
Spørgsmålet var slet ikke så ukendt dengang. selv om den historiske krigsudredning kun
nævner lidt af forhistorien. Nemlig at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen den 14/3 2003 havde
vurderet, at
da krigen ville foregå uden om FN og således var ulovlig, kunne danske soldater, diplomater og statsoverhoved retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol.
Også Ole Wæver, professor i statskundskab, kaldte krigsdeltagelsen for
uholdbar. Spørgsmålet om danske soldaters rolle som
mulige krigsforbryder blev diskuteret i vide kredse, herunder i soldaternes
fagforeninger. For at berolige soldaterne udsendte Danmark som det eneste land derfor også en formel
krigserklæring - hvilket i øvrigt slet ikke er nævnt i Krigsudredningen.
Trods Per Stig Møller blafrende hukommelse, måtte han dengang svare på netop dette
spørgsmål i Folketinget. Her blev det ikke stillet af Fogh, men af Villy Søvndal fra SF dagen efter Ole Espersens udspil (og på vegne af diverse fredsaktivister): "
Vil udenrigsministeren redegøre for sandsynligheden for, at danske politikere, der har sendt danske soldater afsted i en USA-ledet krig mod Irak uden opbakning fra FN, vil kunne sættes for Den Internationale Straffedomstol?".
Per Stig Møller læste et længere
svar fra sine embedsmænd op, der nok ikke helt tilfældigt rummer de samme ord, som Tynell i sin bog udelukkende vinkler på Fogh: "
Det betyder, at ICC indtil videre ikke er kompetent til at retsforfølge personer for at have begået forbrydelsen aggression", samt at "
selv i den usandsynlige situation, hvor et dansk regeringsmedlem direkte beordrer danske styrker til at begå forbrydelser underlagt ICC's jurisdiktion, må risikoen for retsforfølgning ved denne domstol altså i praksis anses for udelukket".
Dette tyder på, at Tynells notat nok ikke helt er opstået som angivet i hans bog - med en frygtsom Fogh bag. Tynell skriver dog også, at den engelske premierminister Tony Blair på samme tid bekymrede sig. Det er muligt, men det var i
marts 2003, så dette flytter blot tidsrammen til flere uger efter, at SF bad om svar i Danmark.
Nogle år senere blev Den Internationale Straffedomstols mandat udvidet med de såkaldte
Kampalaændringer om aggressionsforbrydelser. Disse gør det netop muligt at straffe politikere for aggression, dog ikke med tilbagevirkende kraft til fx 2003, og kun såfremt deres eget land har tilsluttet sig muligheden.
Dette har vor nusiddende regering i december 2018
afvist at ratificere med følgende
stolte erklæring: "
Danmark er således et af få lande, der vurderer, at magtanvendelse uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (humanitær intervention) i helt ekstraordinære tilfælde kan være juridisk forsvarligt."
Tom Vilmer Paamand - februar 2019
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg