Det sidste halvår har aktivister fra Aldrig Mere Krig grundigt sunget fredsbudskabet ud rundt omkring i landet: NATO fyldte 75, og det udløste en ”fælles fejring” i Fredericia ved ”Danmarks største forsvarsmesse”, hvor AMK i stedet mødte op med høflig modstand mod al dette militære isenkram. Lige udenfor skabte vi mulighed for en fredelig snak om den verden, vi burde skabe sammen – hvilket også fik bragt budskabet ud i P4, i et længere indslag om alternativerne til krig. AMK præsenterede Majken Jul Sørensens pacifisme-bog på Bornholms Folkemøde, og bidrog til andre af arrangementerne – blandt andet med et iøjnefaldende luftskib. Diverse fredsbevægelser var gået sammen om et fælles stort fredstelt. Blandt oplægsholderne var en masse fredsfolk, sekunderet af Mogens Lykketoft og Peter Viggo Jakobsen, samt fx Bente Sorgenfrey, Isabel Bramsen, Tim Whyte og Trine Pertou Mach. Oven i var der fredskultur ved Arne Würgler, Anne Marie Helger og andre. Middelfart har sit eget folkemøde, der kun drejer sig om klimaet – så AMK fik bod med banneret ”Red klimaet – Stop krig”, hvor vi redegjorde for sammenhængene mellem krig og klima. For ”Fred på jorden, fred med jorden”, som der stod på vort dominante fredstegn udenfor, imens små soldater fra Pink Army holdt vagt i et karsebed. Flot ”salg” i T-shirts med fredstegn – genbrugt via betaling med folks egne T-shirts, der så siden vil blive silketrykt. De mange gode snakke udløste blandt andet kontakt til flere gymnasier, hvor eleverne gerne ville høre mere. En del AMK- medlemmer kom også forbi, så dette bliver helt sikkert forsøgt gentaget næste år.
> EU vil opruste for milliarder Planen om et EU med militær overbygning og fælles forsvar truer igen. Det har altid ligget i kortene som en mulig udvikling, men medlemslandene er fortsat så splittede udenrigspolitisk, at et så udstrakt forsvarssamarbejde mest har været ren ønsketænkning i erklæringerne. EU har derfor hidtil mest satset på at investere i tekniske projekter, der kan hjælpe militært. Det sker fx gennem European Defence Agency, hvor vores forsvarsforbehold heldigvis gør at Danmark står udenfor.
Nyeste knopskydning er Den Europæiske Forsvarsfond, som skal koordinere investeringer i forskning om forsvarsteknologi. EU-Kommissionen planlægger i løbet af få år at bruge over 11 milliarder kroner årligt fra EUs fælles budget til dette. Forsvarsfonden skal dog først forhandles på plads af medlemsstaterne og Europa-Parlamentet.
EU har også sin Common Security and Defence Policy, der nu får overbygningen MPCC - Den Militære Planlægnings- og Udførselsenhed - og har udsendt flere tusinde soldater fra medlemslandene på fælles missioner til bl.a. Den Centralafrikanske Republik og Mali. Her deltager Danmark også, men ikke under EUs flag. Et andet eksempel på EUs militære kludetæppe er de fælles Airbus transportfly,som en række EU-lande nu anskaffer sig sammen med Norge - der jo ikke er med i EU, men er tilknyttet uden forsvarsforbehold. Også England køber sådanne fly, men er på vej ud af EU - så det hele er lidt rodet.
Oven i det lægger kommissionen nu op til endnu tættere samarbejde omkring forsvar, her i blandt muligheden for en reel EU-hær, så EU selv kan gå samlet i krig. Ingen af kommissionens overvejelser tilbyder muligheden for at rulle de nuværende militære muligheder tilbage, for som EUs udenrigschef forklarer skal EU støtte NATO, og der er “opbakning til at styrke forsvaret blandt EUs borgere“.
- Se også WeMove. EUs kampagne: Don't invest in weapons
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021