For få nægter...
Under Første Verdenskrig var der en del unge mænd, som af samvittighedsgrunde ikke kunne være soldater. De blev idømt lange fængselsstraffe. Ofte sultestrejkede de i protest. Det var selvsagt uholdbart at have ikke-kriminelle siddende i fængslerne. 13. december 1917 vedtog Folketinget en lov, der muliggjorde, at nægterne kunne udføre civilt statsarbejde. Det var verdens anden militærnægterlov.
I 1918 oprettedes den første nægterlejr i Grib Skov. Militærnægterorganisationen Aldrig Mere Krig har senere sat en mindesten der, hvor denne lejr var. I 1930erne steg nægternes antal så meget, at der måtte oprettes endnu en nægterlejr i Kompedal. Efter tilslutningen til NATO i 1949 steg nægtertallet markant. Der blev oprettet en tredje nægterlejr i Oksbøl. I denne lejr var jeg som nægter i 24 måneder i 1954-56.
I sin anmeldelse i Præsteforeningens Blad af min erindringsbog: “Fra mit livs skraldespand“, skrev den nu afdøde sognepræst, Arnold Østergaard Frandsen, at tiden i militærnægterlejr på mig havde virket som et højskoleophold. I nutiden kommer militærnægterne ikke i nægterlejre. De udstationeres til sociale og kulturelle organisationer.
Nogle år i 1970erne var nægtertallet så stort, at det påvirkede militærets soldatertal. Men nu er antallet af militærnægtere meget lavt. Derimod strømmer det ind med frivillige af begge køn til militæret. Vi udsættes jo fra vugge til urne for en intens militærforherligelse. Folkekirken har med soldaterhjem og feltpræster ladet sig spænde for militarismens vogn. Alt for få militærnægtere går ind i et livslangt, organiseret arbejde mod militær og militarisme.
Henning Sørensen - april 2021
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Myten om behovet for kampfly
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor “deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler“.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
Red klimaet - stop krigen!
Red klimaet - stop krigen!
De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse:
- Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger.
- Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima.
- Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“.
Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge.
Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere.
Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag.
Arne Hansen - november 2015
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Myten om behovet for kampfly
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation. Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden.
Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres svar indeholdt en indlysende mulighed, der mangler i den danske debat: Afskaf flyvevåbnet. Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.
I 2001 solgte New Zealand derfor modigt sine kampfly, med solid opbakning fra befolkningen. Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister. New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer.
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. På Grønland markeres suveræniteten med hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende. Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden.
Tag angrebet ud af forsvaret - der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe.
En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor “deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler“.
Tom Vilmer Paamand - august 2015
Red klimaet - stop krigen!
De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse:
- Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger.
- Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima.
- Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“.
Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge.
Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere.
Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag.
Arne Hansen - november 2015
Flere historier fra de sidste år...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Storbritannien bryder med atomtraktat
Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden.
I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”.
Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder:
”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.”
Fredsministerium - marts 2021
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Storbritannien bryder med atomtraktat
Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden.
I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”.
Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder:
”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.”
Fredsministerium - marts 2021
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
... Aktuelle kommentarer
... Uaktuelle kommentarer
AldrigMereKrig.dk ©2026