Tysk alarm om russisk atomangreb 
En russisk ubåd affyrede den 13. december 2020 fire interkontinentale atommissiler. Affyringen blev
registreret af militærsatellitter, og USAs tyske militærbase i Ramstein gik i højeste alarmberedskab. Sirenerne lød og alle gik i dækning for det forventede luftangreb.
Efter nogle minutter blev alarmen dog afblæst, da affyringerne nu korrekt blev vurderet til at være sket under en russisk øvelse. USA har meddelt, at ingen fly nåede at blive sendt i luften til modangreb. Der er ingen oplysninger om hvorvidt USAs egne ubåde og andre interkontinentale affyringsramper blev gjorde klar til affyring, som det er den sædvanlige procedure.
Rusland havde dog
varslet denne øvelse i
god tid, så det er uklart hvorfor USA kortvarigt gik i fuld panik over nogle få missiler. I oktober var det tyske piloter, der
trænede i at kaste atombomber, hvilket Rusland
klagede over, men den øvelse så ikke ud til at udløse en tilsvarende panik.
De russiske missiler blev affyret udfor Japan, og ramte som planlagt et skydeområde tæt ved den finske grænse efter at have fløjet 5.000 kilometer på 15 minutter. Missilerne var til øvelsen ikke udstyret med atombomber, men fløj på
en kurs, der kunne føres videre mod Tyskland. Ramstein er USAs største udenlandske militærbase, og husede
tidligere et større antal atomraketter.
Der findes alt for lange
lister over tilsvarende episoder, hvor vor verden igenigen balancerer på kanten af total ødelæggelse. Mest kendt er nok skæbnenatten i september 1983, hvor den russiske officer
Stanislav Petrov valgte at trodse de avancerede varslingssystemer, og sige
Njet! Her var signalet også, at en håndfuld atomraketter var på vej, og det beskedne antal var en af grundene til at Petrov ikke sendte advarslen videre til den russiske generalstab.
Tom Vilmer Paamand - december 2020
Flere historier fra 2020...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Øget militarisering i Mali trods gode alternativerFolketingsflertallet argumenterede med, at de danske interesser - i hele Mellemøsten, Nordafrika og aktuelt i Sahelbæltet - er at ville skabe fred, stabilisere området, bekæmpe terrorisme og dermed hindre øgede flygtningestrømme mod Europa, men beslutningen om at sende danske soldater til Mali, vil have den stik modsatte effekt. Statskuppet i Mali i 2012 ved kuplederen Amadou Sanogo, der overdrog regeringsmagten til en overgangsregering under Dioncounda Traoré, førte til oprør og væbnet borgerkrig, der - lige som andre steder - hurtigt førte til et uoverskueligt antal også indbyrdes slåssende grupper bestående af
demokratisk sindede,
hjemløse jihadister fra Libyen,
tuareger, samt diverse
smuglere,
banditter og landevejsrøvere i den nordlige Sahel-provins.
Den svage malinesiske kupregering bad fra sommeren 2014 om hjælp, og fik en franskledet militær mission, der snart efter fulgtes op af en "
koalitation af villige vestlige lande", der også begyndte at flyve bombetogter, og samtidig fik presset FN-systemet til at sanktionere dette som en "
fredsskabende og stabiliserende indsats" - som Danmark valgte at bidrage til med logistisk støtte og stabsofficerer, så FN-operationen i Mali er ledet af den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard. Der
er godt noki øjeblikket en skrøbelig "fredsaftale" i Mali; men trods dette, er det langt fra en "fredsbevarende" indsats Folketing nu har besluttet at deltage yderligere i. Folketingets flertal sender nemlig specialtrænede elitesoldater ud, Jægerkorpset, og gør det samtid klart, at de skal ud på farlige og skarpe missioner - og flertallet af danske politikere er fuldstændig klar over, at
"hvis vi skal ind i Mali, skal det ikke være en halv mission, hvor vi ikke må skyde". Erfaringer med de sidste mange års danske krigspolitik - også med den gennem årene udviklede såkaldte
samtænkte indsats - synes imidlertid at pege på, at man ikke kan stabilisere et land eller en region, bekæmpe terror eller stoppe flygtningestrømme med hverken kampfly, pansrede mandskabsvogne eller elitesoldater på jorden; altså med militære midler - eller med militære midler forrest.
Det er nemlig sandsynligt, at også de danske elitesoldater vil blive betragtet som en del af en "besættelsesmagt", og som uretfærdig og ensidig støtte til en ikke-legitim og svag malinesisk regering. Sandsynligt er, at også de danske soldater vil blive mødt med våben og bomber fra mange af de ovennævnte grupperinger, og at danske soldater vil blive trukket ind i endnu en langvarig krig uden udsigt til de forventede positive resultater. Tværtimod - en militær optrapning vil føre til det stik modsatte: Øget destabilisering, mere terror og flere flygtninge!
Alternativerne til øget militarisme i Mali
kunne være: Danmark skal selvfølgelig fortsat være med til at løse opgaver i verden og fortsat føre en ambitiøs og aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark bør fortsat støtte FNs "fredsbevarende" missioner; men
ikke medvirke til eller støtte "fredsskabelse" med våben i hånd og derfor
ikke øge sin militære indsats, og
ikke støtte den ene side i en kompliceret malinesisk borgerkrig.
Hasse Schneidermann - november 2015
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg