Fredssang fra folketingets talerstol!
Christian Juhl (EL) fandt god plads til fredsparoler på folketingets talerstol, da Nye Borgerlige den 22. april ville have flertal og planer for at "forøge forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp". Juhl gik ti gange på talestolen som ordfører for Enhedslisten, blandt andet for at synge(!) imod forslaget:
"Gid jeres børn selv engang vil sige
far og mor de var nu tem'lig lige
og de fik ikke men af nogen krige
selvom der var våben og tossehoveder nok".
Det er en lille sang, som en lokal silkeborgenser, der hedder Lars Lilholt, i 1982 skrev, og som er fra albummet "og fanden dukked op og sagde ja!". Det kommer forhåbentlig ikke som en lammende overraskelse, at vi ikke kan støtte et forslag om at bruge flere penge på militæret.
Vi tror helt grundlæggende ikke på, at verden bliver et bedre sted af, at vi og andre lande opruster mere og mere på militær og våben. Det skaber ikke stabilitet at købe sig fattig hos bl.a. den amerikanske og israelske våbenindustri, og krigen i Afghanistan og Irak har tydeligt vist, at de militære aktioner oftest ikke bringer fred.
De største trusler mod menneskeheden og vores planet og det, der skaber mest konflikt, usikkerhed og krig, er klimakrisen, den galoperende globale ulighed og også den globale sundhedskrise, som vi står midt i. Her hjælper mere isenkram og støtte til NATO ikke.
Hvis Danmark skulle hæve forsvarsbudgettet så meget, ville det betyde, at vi allerede i år skulle lægge 10-15 mia. kr. mere i den kasse. Det er rigtig meget, og så kan man selv gange tallene op. Finansloven viser jo tydeligt, hvordan man forventer bnp stiger.
Især i en tid, hvor vores velfærd er dybt presset af corona, vil det gøre rigtig ondt at skulle hæve forsvarsbudgettet, og hvis vi ser det i et internationalt perspektiv, så tænk på, hvordan de penge kunne bruges på fredsarbejde, på klimaindsats, på udvikling og stabilisering og på vaccinationer til verdens fattigste.
Det er alt sammen noget, som ville øge den globale sikkerhed i langt højere grad end militær oprustning – hvis det overhovedet øger nogen sikkerhed. Især hvis vi ser på Arktis, kan Danmark sammen med Grønland spille en vigtigere rolle for freden ved at bidrage til nedrustning og politiske aftaler om stabilitet og f.eks. forsvare Ilulissataftalen i stedet for at være med til at bryde den.
Det er den retning, vi skal i med vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Flere våben sikrer ikke færre flygtninge i verden. Flere våben sikrer ikke færre, der sulter, og færre, der ikke går i skole. Enhedslisten kan ikke støtte Nye Borgerliges forslag.
Christian Juhl argumenterede også grundigt for i det mindste atter at binde forsvarsudgifterne til udviklingsbistanden, så de ville stige i samme takt. Også NBs forslag blev i øvrigt skudt til hjørne - videresendt til Forsvarsudvalget.
Tom Vilmer Paamand - april 2021
Flere historier fra 2021...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Slut på frit at kunne nægte våbenproduktion
Hidtil har jobs i våbenindustrien været en af de meget få anledninger, hvor ledige uden problemer kunne nægte at påtage sig anvist arbejde, men den mulighed forsvandt diskret i kølvandet på den seneste dagpengereform.
Muligheden for at sige nej til våbenproduktion var blevet indført sidst i 80erne under en grundig liberalisering af danske våbenlove, der dog samtidig udtyndede muligheden for at kunne benytte den. Efter den ny lov rummede Danmark nemlig meget få "våbenproducenter", da flertallet af dem kunne smyge sig uden om, så de hverken blev omfattet af restriktioner eller fik ansatte med retten til at sige nej.
De lediges (og ansattes) mulighed gjaldt nemlig kun i virksomheder omfattet af lov om krigsmateriel. Og her i er fx dele til kampfly slet ikke våben, da flyet i sig selv ikke kan skyde, men kun de senere påmonterede kanoner. For at gøre juristeriet komplet skulle en sådan nægtelse kontrolleres af a-kassen, der så omhyggeligt blev pålagt tavshedspligt om eventuelle våben - og derfor ikke engang måtte bekræfte over for medlemmet, om vedkommende faktisk arbejdede på en statsanerkendt våbenfabrik eller ej. Selvom det jo så kunne gættes ud fra, om der trods reglen blev givet karantæne for at forlade arbejdspladsen i utide, må det have gjort passende rådgivning ret besværlig.
Aldrig Mere Krig hjalp undervejs med ved at opspore de fortrolige firmanavne, men den bizarre lovgivning viser en del om denne branches magt og meget lokale paranoia, for andre lande har fortsat væsentlig større åbenhed. Trods alle begrænsningerne var militærindustrien alligevel mest utilfredse med lige dette lille hjørne, da våbenloven blev ændret. De frygtede hvad vi andre håbede på, nemlig at rustningsnægtelse ville blive langt mere udbredt.
Det var Det Radikale Venstre, der i 1989 med hjælp fra SF fik vedtaget reglen, der gav ledige ret til at nægte at medvirke i våbenindustri uden fortabelse af dagpengeret. Men nu er Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti altså blevet enige om en række ændringer i dagpengesystemet, der som anbefalet af Dagpengekommissionen indbefatter:
En reduktion i omfanget af gyldige grunde for selvforskyldt ledighed med henblik på regelforenkling og afbureaukratisering. Følgende 6 gyldige grunde afskaffes helt: Passiv rygning, produktion af krigsmateriel, fysisk vold, flere arbejdsforhold, sammenfald mellem arbejde og bolig, arbejde, som efter sin art normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
Sletningen skete efter få dages forhandlinger. Ud over punktet om krigsmateriel blev andre muligheder også fjernet, som problemer med voldelige bofæller samt om passiv rygning på arbejdspladsen. I praksis var det stort set umuligt at nægte våbenjobs, men som symbol gjorde reglen nytte for freden - og burde derfor ikke afskaffes, men udvides. I mange år har muligheden været vist frem i fredsbevægelsens løbesedler, blade og læserbreve. Som en smuk markering af, at der er grænser for hvad man som fredelig lønmodtager skal finde sig i.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2015
... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2023